Værdig sex

Der er ikke noget som at være feministisk forarget. Jeg kender selv følelsen af vrede, retfærdig harme og desperation, når det en gang imellem slår én, hvor afsindigt verden er indrettet, og hvor meget l… man har vænnet sig til at acceptere. Det er et fabelagtigt brændstof, og det kan drive én fremad, ligesom det har drevet utallige andre til at reagere og få ændret den verden, vi render rundt i, til det bedre.

Men en gang imellem giver det bagslag. Selv har jeg med stigende ærgrelse efterhånden måttet konstatere, at i debatten om prostitution og sexarbejde er det oftest de mest forargede, rasende indlæg, at respekten for sexarbejdere synes mindst. Det er ironisk.

Hensigten er ædel nok. Man finder meget af det sexarbejde, som foregår, menneskeligt fornedrende, men i forsøget på at beskrive rædslerne og vække politikere m.fl. op til dåd, ender man i virkeligheden selv med at nedværdige de kvinder, man forsøger at forsvare.

Kenneth Reinickes beskrivelse af prostitution som at ”onanere i en andens krop” er herostratisk berømt; i Politiken i dag (torsdag d. 7. aug. – red.) mener en læserbrevsskribent at vide, at det er totalt utænkeligt at en kvinde ”frit vælger at lade 5-20 mænd onanere sig til udløsning i hendes mund, skede og endetarm hver dag”. Skulle hun endelig selv mene, hun har valgt det frit, har skribenten svar på rede hånd. ”Alle kvinder i prostitution vil påstå over for kunderne, at de selv har valgt. Ellers tjente de ingen penge.”

Hvad er der på spil her? Man må i hvert fald konstatere, at sexarbejderen selv er blevet udelukket fra at deltage i debatten om hendes eget liv. Hun er på forhånd dømt utroværdig. Dernæst er alle spørgsmål om hendes egen lyst også afvist. Hun har ingen. Det er ikke muligt at tænke sig, at en kvinde ville kunne finde behag ved gentagen sex, især da ikke hvis den finder sted andre steder end i den heteroseksuelt sanktionerede kusse. Manden er den aktive, basta.

Vi er altså ude i nogle temmelig ærgerlige forestillinger. Og når sexarbejdere selv forsøger at protestere mod disse fremstillinger, når de brokker sig til debatmøder om prostitution, hvor de ikke selv er blevet inviterede, når de forsøger at fortælle, at deres oplevelse af deres liv er en ganske anden, bliver der alt for sjældent lyttet.

Meget af diskussionen om prostitution handler om menneskelig værdighed. Og det bør den også gøre, for der sker ting i yderkanterne af det erhverv, som ikke bør ske. Men når vi taler værdighed, må vi også indse, at vi har højst subjektive og individuelle opfattelser af, hvad der er menneskeligt værdigt. Især på det seksuelle område. Og så giver det ikke mening konsekvent at overhøre de mennesker, hvis værdighed vi taler om. Dét er nemlig uværdigt.