Ulighed: I Lego- og Løkkeland

I denne uge kom det frem, at forlystelsesparken Legoland i Billund indfører et såkaldt Express-pas, der betyder, at de der lægger 95 kr. udover billetpriser kan springe kø og ventetid over.

Det kan man selvfølgelig vælge at trække på skuldrene over. Sådan er det også i teatret og hos flyselskabet. Hvis du betaler mere, får du ekstra fordele: Bløde stole, benplads og ekstra service.
Men tiltaget i Legoland bør alligevel give anledning til nogle principielle overvejelser. Når Legoland åbner for hurtig-køen er der endnu et sted, hvor individets muligheder afspejler den eksisterende fordeling af rigdom og ressourcer.

Det giver anledning til at slå et slag for det venstreorienterede ideal om lige muligheder. Dette ideal betyder ikke at mennesker bør have lige mange penge eller være lige lykkelige. Men det understreger at mennesker set over et livsforløb, bør have lige muligheder og forudsætninger.

Det klassiske liberale forsvar for tilkøbte privilegier, er at erklære, at der i Legoland netop er lige muligheder. Alle har mulighed for at betale mere og de der vælger ikke at gøre det, må bære konsekvenserne af deres valg, og håbe, at deres unger er tålmodigt anlagte. Det problematiske ved denne opfattelse af lige muligheder er, at folks muligheder for at træffe dette valg afhænger af deres pengepung. Det betyder reelt at jo større en del af samfundet der fungerer som Legolands nyeste tiltag, jo mere udtalt bliver den ulige fordeling af muligheder og frihed.

For det handler dybest set ikke om Legoland, men om Løkkeland – Danmark. For også her bevæger vi os væk fra idealet om lige muligheder. Det er den helt forkerte vej at gå.

I stedet for at skabe endnu flere steder, hvor den eksisterende fordeling hersker, bør vi opbygge nye fællesskaber og institutioner, hvor man modtages som borger og ikke som kunde. Vi bør aktivt arbejde for, at adgangen til sundhedssystemet, uddannelsesydelser og værdig omsorg ikke er forundt de rige. Vi bør derfor ikke, som de konservative,arbejde for mere brugerbetaling- men for mindre.

NB; Det er klart at Lego suverænt bestemmer. Hvem der skal ind i deres forlystelsespark. Skulle de finde på at indføre det princip, at kun direktøren måtte benytte parken, står det dem frit for. Heldigvis står det os andre frit for, at diskutere det principielle spørgsmål om tilkøbte privilegier.

NB: Jeg er klar over, at jeg i bloggen ikke argumenterer for idealet om lige muligheder, eller at den eksisterende fordeling ikke afspejler dette. Men blog-formen tillader ikke, at alt kommer med.