Til forsvar for menneskerettighederne - ti år efter 11. september

Valgkampen har aktuelt sat en dagsorden, der har overskygget det større globale perspektiv. Og her tænker jeg især på 11.september 2001 og det årti, der siden er forløbet.

Med fare for at bruge mit blog-indlæg til de rene selvlfølgeligheder synes jeg, at det er vigtigt, at vi - menneskeretighedsforkæmpere og modstandere af tortur - ikke glemmer, at vi har haft trange kår det sidste årti.

Overordnet har de progressive kræfter siden opgøret med Moskva-kommunismen haft succes med at understrege kampen for menneskerettigheder, som en integreret del af venstrefløjens kamp.

Men man kan finde meningsmålinger, der - til trods herfor - har vist, at flere mennesker i mange lande i anti-terrorkampens navn accepterer brud på de mest basale rettigheder som frihed for tortur.

Det lykkedes endda for George W. Bush, USA’s tidl. præsident, med stiltiende støtte fra andre vestlige statsledere - ikke mindst fra Anders Fogh Rasmussen- , at gøre brug af tortur legiitim. Vestens ledere er blevet så kyniske, at man tåler og tier om, at der finder frygtelige ugerninger og overgreb sted. De vestlige ledere - ikke mindst Bush, Fogh og Putin - har blindt valgt at tro på, at fx tortur kan være med til at forhindre individuel terror.

Venstrefløjens talspersoner, der mener det modsatte og kæmper for en verden uden tortur, bliver skudt i skoene, at vi er imod terrorbekæmpelse. Vi er en del af den naive pladderhumanisme. Vi er ikke andet end godhedsindustriens samaritanere. Men det er ikke venstrefløjen, der har skyklapper på. Tværtimod. Vi ser alt for klart, hvad der foregår globalt og også her i vores eget land.

Trods de statsligt finansierede rehabiliteringscentre for torturofre og flygtninge som bl.a. Oasis, CETT,RCF og RCT i Jylland og København samt dansk Amnesty International og - først og fremmest - de mange modige frivilllige græsrodsorganisationer som SOS mod Racisme, Asylret og Bedsteforældre mod Asyl går det den forkerte vej.

Tag for eksempel brugen af isolationsfængsling. Selv om der har været en vis nedgang i brugen af isolation i forbindelse med varetægtsfængsling er brugen af isolationsfængsling som straf fortsat meget udbredt.

Isolationsfængsling bliver nemlig ikke kun brugt i forbindelse med politiets opklaringsarbejde, men også som en mildere form for isolation. Kriminalforsorgen kan endog beslutte, at en fange skal straffes med udelukkelse fra fællesskab i en periode.

Endog kan fængselspersonalet idømme strafcelle, hvor en indsat kan tilbringe op til fire uger. Ubetinget cellestraf af indsatte er steget eksplosivt kraft i det seneste opgjorte årti: hvor der i 2000 var 1386 strafcelle anbringelser var der ifølge Kriminalforsorgens nyligt opgjorte statistik 2677 i 2010. Det er næsten en fordobling på et årti.

FNs kommisær mod tortur, protektor for det Københavns-baserede Internationale Rehabiliteringsråd for torturofre, IRCT, jura-professoren Manfred Nowak, pegede yderligere i sine rapporter på at bæltefiksering, umenneskelig behandling af unge mennesker på opholdssteder, personer der dør i politiets varetægt, og personer med handicap, som ikke kommer i bad og på toilettet, hører til skyggesiden når det gælder Danmarks opfyldelse af FNs konvention mod tortur.

Det er vigtigt, at vi sætter en ny dagsorden, som kan få tortur og umenneskelig behandling højere på den danske dagsorden. I det arbejde er det vigtigt at der skabes brede alliancer.

Kirkeasyl og andre græsrodsinitiativer med appel til et anstændigt Danmark har vækket danskerne af søvnen og fået mange - især unge - til at se i øjnene, at overgreb ikke alene finder sted i fjerne torturstater, men forekommer både i Danmark og overalt i verdenen.

Det er på tide, at man retspolitisk forstår, at strengere straffe, diplomatiske garantier, tvangshjemsendelser, lukkede grænser og den anti-terrorlovgivning, som både kriminaliserer unge solidaritets-aktivister som Figthers and Lovers, Stuffhoff-fangeforeningen.og miljø-aktivister på ingen måde gør Danmark og verden til et mere sikkert sted.

For selvfølgelig kan man naivt spørge, hvornår er det dig eller mig, som bliver udsat for tortur eller umenneskelig behandling? - men venstrefløjen, der føler både et globalt og lokalt ansvar, spørger med rette sig selv: hvorfor er vi - igen - de eneste, der konsekvent - uanset valgkamp - kalder til forsvar for de borgerlige demokratiske rettigheder; såvel de individuelle - som frihed for tortur, som de kollektive rettigheder - som f.eks. møde- eller strejkeretten. Men vi må ikke - i selvgodhed - isolere os, vi skal i de konkrete spørgsmål sammen med andre gode kræfter i bredest mulige alliancer samarbejde for at opnå resultater.