Annonce

1. januar 2013 - 23:40

Tesfaye vil det rigtige, men gør det forkerte - eller arbejderisterne, der tabte arbejderne.

 Tesfaye vil det rigtige, men gør det forkerte
- Eller arbejderisterne, der tabte arbejderne.

Jeg vil gerne starte med at erkende, at jeg på mange måder er Tesfaye-fan. Mattias er en gudsbenådet formidler. Han formår som ingen andre på venstrefløjen at tale om klasseskel, social uretfærdighed og klassekamp på en måde, der er renset for floskler og klichéer, men som samtidig rammer præcis de følelser, som solidaritet og social indignation er gjort af. Hans klumme i Ekstra Bladet leverede uge efter uge de bedste billeder, fortællinger og argumenter for, hvorfor almindelige lønmodtagere skulle stemme på rød blok mens han satte højrefløjens hykleri og antisociale værdier til frit skue.

Jeg deler faktisk også fuldt ud det projekt, som vel kan karakteriseres som det centrale for Mattias Tesfaye, nemlig ønsket om, at lønmodtagerne i langt højere grad end i dag, skal opfatte venstrefløjen som deres naturlige tilhørssted og som den politiske kraft som forsvarer deres interesser.

Mattias gentager i sin seneste klumme i Politiken netop dette ønske, som belæg for at han forlader et SF, som efter hans mening ikke er i stand til at blive et bredt lønmodtagerparti. Han sparker samtidig mellem linjerne til Enhedslisten som han øjensynligt opfatter som et parti, der kun er optaget af mennesker på overførselsindkomster.


Tesfaye fejlede

Men jeg synes, at Mattias Tesfaye i sin analyse af venstrefløjens elendighed ”glemmer” en ganske central oplysning, som må siges at tage glansen af analysekraften. Han forbigår helt det faktum, at det netop er i den periode hvor han og hans fløj stod på broen i SF, at SF mistede titusindvis af lønmodtagerstemmer.

Bare i de første seks måneder efter folketingsvalget gik SF ifølge Altinget.dk fra at have 9,6% af arbejdervægerne til kun at være det foretrukne parti blandt 6% af arbejderne. Og I en meningsmåling i marts 2012 om hvilket parti, der bedst varetager arbejdernes interesser scorede SF venstrefløjens bundkarakter. 7, 8 procent - omkring det halve af Enhedslistens 14,6%. I Juni viste en lignende måling i BT, at 19 % opfattede Enhedslisten som Danmarks arbejderparti, mens SF lå langt lavere.

Og efter skattereformen, som Mattias Tesfaye opfatter som en god reform, nåede både S og SF lavpunktet i meningsmålinger – ikke mindst fordi nye tusinder af lønmodtagerstemmer vandrede til Venstre eller Enhedslisten.

Paradoksalt nok lykkedes det altså næsten de såkaldte arbejderister, at udrydde SF som arbejderparti. Det burde måske medføre lidt større eftertanke.

 
Hvad gik galt?

Jeg vil umiddelbart pege på to årsager til, hvorfor arbejderisterne jog arbejderne væk:

For det første:

Mattias Tesfayes og co. havde to centrale projekter. Det ene var som sagt at forvandle SF til et arbejderparti. Det andet var forvandlingen fra vagthund til magthund. Med andre ord regeringsprojektet.  Problemet er at de to projekt kolliderede frontalt. Lønmodtagerne havde overhovedet ingen forståelse for, at SF medvirkede i en regering, der afskaffede efterlønnen, fastholdt en forkortet dagpengeperiode, ville afskaffe helligdage og i det hele taget videreførte en asocial borgerligt orienteret økonomisk politik. De følte sig taget i røven over alle de brudte løfter og over, at man gennemførte en politik, der stod i direkte modsætning til hvad man gik til valg på.

For det andet:

Mattias Tesfayes og co. har som sagt været meget optagede af at gøre SF til et lønmodtagerparti. Men deres tilgang har desværre ofte været, at det skulle ske ved at vise parathed til at gøre livet ringere for mennesker uden for arbejdsmarkedet.

Uden at vide det med nogen sikkerhed, er det min opfattelse at Mattias Tesfaye sammen med Thor Möger spillede en ikke ubetydelig rolle i at regeringens skatteudspil kom til at indeholde den lavere regulering af overførselsindkomsterne. Her kunne man vise, at man ikke var bange for at tage penge fra Fattig-Carina og give dem til de leverpostejssmørende og hårdtarbejdende. Og på den måde én gang for alle få fordrevet billedet af SF som et overførselsparti.

 Problemet var bare, at lønmodtagerne ikke delte Tesfayes begejstring for skattereformen. De fleste kunne ikke forstå, hvorfor deres arbejdsløse, eller sygdomsramte kollegaer skulle betale for skattelettelser til overlægen og direktøren. De ved godt, at de selv kan være morgendagens arbejdsløse eller førtidspensionister. Det som Tesfaye så som en Carina-reform, så de som en asocial omfordeling, og som en trussel mod dem selv ved arbejdsløshed.

Ikke kun en holdning hos lønmodtagerne

Betyder det så at man helt skal forkaste den kritik som Mattias Tesfaye, ligesom blandt andet Lars Olsen har rejst af en venstrefløj, som har forholdt sig for arrogant og uvidende til lavtlønnede lønmodtageres virkelighed.

Nej. For det er jo, et faktum, at rigtig mange lønmodtagere gennem de sidste årtier har forladt venstrefløjen – også før Tesfaye stod på broen sammen med Helle T. og co. Der er brug for fortsat refleksion og diskussion af hvad årsagen til denne ”faneflugt” var og hvordan strømmen vendes. Her kan man hente megen inspiration i f.eks. Magnus Marsdals  FRP-koden.  

Men Tesfaye har efter min mening altid haft et fejlagtigt udgangspunkt i diskussionen. Jeg vil på ingen måde anfægte Mattias Tesfayes føling med holdninger hos dele af lønmodtagerne. Han har uden tvivl brugt langt flere timer end jeg har i skuret på københavnske byggepladser. Men jeg vil alligevel vove den påstand, at Tesfaye står for et forenklet og unuanceret billede af danske lønmodtageres holdninger.

Det er som om Tesfaye og co. glemmer, at der altid, - gennem hele arbejderbevægelsens historie har fundets mere en én holdningsstrømning i arbejderklassen. At der altid ved siden af de progressive og socialistiske holdninger har været reaktionære strømninger. Fra kristent-konservative arbejderforeninger i arbejderbevægelsens første år – over konservativt/nationalistiske strømninger i 30´erne til fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne i slutningen af sidste århundrede.

Selvfølgelig vil man blandt lønmodtagerne kunne møde mennesker, der ingen solidaritet har for mennesker, der er sat uden for arbejdsmarkedet. Selvfølgelig vil man finde dem som mener, at straffe ikke kan blive hårde nok, eller at alle indvandrere skal sendes hjem.

Men du møder også dem, som godt ved at når man sparker på de arbejdsløse, så sparker man samtidig sig selv et vist sted. Som hellere vil sparke opad end nedad. Som har fået en solidarisk grundholdning ind med modermælken.

 En tredje vej

Venstrefløjen skal selvfølgelig være 100% lydhør overfor de problemer og udfordringer som lavtlønnede lønmodtagere står over for, og komme med ægte og realistiske svar. Også på de svære og udfordrende spørgsmål om indvandring, integration osv.

Men venstrefløjens opgave, er ikke og må ikke blive at tækkes reaktionære og asociale holdninger, fordi de findes som strømning blandt dele af lønmodtagerne. Venstrefløjen skal, som man med held også har gjort historisk, på én gang bygge på og nære de progressive strømninger og holdninger i arbejderbefolkningen og arbejderbevægelsen.  En tilgang, der hverken populistisk lefler for reaktionære antisociale holdninger, eller arrogant afviser at forholde sig til virkelige problemer blandt lavtlønnede danskere.

 Jeg håber, at vi kommer til at se mere til Mattias Tesfaye i den offentlige debat i de kommende år. Han er en god mand, at have på holdet, når vi skal i ringen mod Højrefløjen. Til gengæld håber jeg, at Mattias også får lidt tid til at reflektere lidt over, hvorfor arbejderne overhovedet ikke brød sig om den menu han serverede i sin tid i SF.

Annonce