Tanker om et formandsvalg: Om de vigtige spørgsmål

Så til tasterne. Eller rettere - igen til tasterne. Formandsvalget i SF er overalt. I min indbakke, på Facebook og over middagsbordet. Nu skriver jeg så en blog om emnet. SF's medlemmer tager i disse dage stilling til, hvem der skal være vores næste formand. Det er et svært valg, og det er et valg, der skal træffes i en af de sværeste perioder i partiets historie. Vi er i regering. Vi bløder i meningsmålingerne. Og vi er for anden gang på et halvt år ude i en svær diskussion om partiets kurs. Jeg synes både, det er min ret og pligt at bidrage. Men jeg anerkender, at ikke alle mener, det forholder sig sådan.

Jeg skylder selvfølgelig at nævne, at jeg ikke er neutral. De fleste ved, at jeg håber og tror, at Astrid Krag bliver SF's næste formand. Det, der her følger, er derfor et partsindlæg. Jeg forventer selvfølgelig kritik og det, der er værre. Jeg skriver altså ikke, fordi jeg har overset det utal af opfordringer til at holde mund. Jeg skriver, fordi situationen er alvor, og debatten er vigtig. Det har været svært at komme til at få lov til at debattere formandskandidaternes respektive evner og visioner. Jeg vil gerne bidrage her med mine tanker om, hvilke spørgsmål jeg mener, er de vigtigste at stille sig selv.

Er formandskandidaten konsistent?
Jeg vil gerne have, at SF's næste formand bliver en, hvor der ikke er for stor afstand mellem offentlige udmeldinger og det, der siges ude blandt medlemmerne.  Jeg har været dybt imponeret over, at Astrid i sin valgkamp og i sit arbejde som minister har kædet disse ting sammen. Annette er kommet med veltilrettelagte udmeldinger i offentligheden. Særligt de om dagpenge og Palæstina. Godt pressearbejde og vigtige områder at tage fat på. Men også kontroversielle områder, hvor man skal holde tungen lige i munden. Derfor var det med dyb undren, at jeg lyttede til Anette på mødet i Aarhus. Her var der lige pludselig ikke noget krav om dansk enegang i anerkendelse af Palæstina eller et fleksibelt dagpengesystem. I sidstnævnte sag skuffede det ligeledes, at det i stor stil både blev lanceret som noget langsigtet og som en løsning på problemet med de mange, der mister deres forsørgelsesgrundlag. Begge dele kan ikke være rigtigt. Det kan være, det er lige meget i en valgkamp. Men det er ikke lige meget om formanden har boldøje eller slår skæverter. Det er ikke lige meget om formandens holdning er den samme på pol.dk og til et medlemsmøde. SF er presset, og SF har brug for konsistens. Det må jeg rose Astrid for at have udvist. Både som minister og i formandsvalgkampen.

Kan formandskandidaten sin substans?
Jeg har set kandidaterne debattere 3 gange. En gang til kontaktrådsmøde på Christiansborg, en gang i Aarhus og en gang på News. Alle gange blev jeg imponeret over Astrids store politiske viden. Hun ved imponerende meget om en bred vifte af områder. Nogen mener, at viden og substans ikke er vigtig i politik. Jeg mener, det er afgørende som formand. Det er sådan, man er driftsikker. Det har været ærgerligt at se Annette melde ud med, hvad der er decideret forkert både om dagpengeregler (Ekstrabladet i lørdags) og økonomiske regnemodeller. Sådanne offentlige skæverter ved alle koster politisk kapital og gør sværere at lave tingene om.  Ved at vide hvad man snakker om, det er sådan man undgår at komme på glat og/eller tynd is. Jeg kan kun bede jer andre. Tænk ærligt tilbage på debatterne og lyt med på News i morgen.  Tager jeg fejl?

Har formandskandidaten en vision?
Jeg ønsker en visionær formand. En formand der tør kaste sig ud i de store samfundsdebatter. Det har været godt at se Astrid i skarp kritik løndumping eller markedsgørelsen af sundhedvæsnet.Vi har en debat i Danmark, hvor den slags kaldes luftigt. I mine øjne er det værdikamp i ordets egentlige betydning. Jeg vil have en formand, der er tilstede i store og væsentlige samfundsdebatter. Om jobskabelse og grøn omstilling – om ulighed og uretfærdighed. Astrid har både i sin praksis som minister og i denne valgkamp vist, at hun kan levere som debattør. Hun har en vision. Hun står ved den når hun testes og jeg tror det er rigtigt vigtigt. Den vision skal formuleres på en måde, der profilerer SF i regeringssmarbejdet og sikrer SF-politik ved forhandlingsbordet.

En valgkamp uden uskyldige ofre

Det er et tilbagevendende tema, at Annette Vilhelmsen og hendes støtter opfordrer til, at nu må vi tale pænt til hinanden.  Jeg synes ikke, formandsvalgkampen er køn. Men jeg synes slet og ret, det er uhæderligt at lade som om, de grimme ting kun går en vej.  Hvis man mener det er sådan, så er det fordi man ikke vil se det. Så blot til alle jer, der igen føler behov for at bede mig om at stoppe.  Eller de af jer der overvejer igen at kalde mig usaglig, en mudderkaster, uforskammet, uværdig, udemokratisk, dum eller for at gå andres ærinde. Denne blog er ikke til jer. I mener måske jeg er et dårligt menneske. I mener måske også at jeg bare kunne have holdt mig til at tale pænt om Astrid. Og helst på en måde, hvor jeg ikke kommer til at antyde, at det jeg roser Astrid for, er noget hun er dygtigere til end Anette.  Men helt ærligt. Jeg mener ikke, den holder. Man kan ikke ville være formand for SF, hvis man ikke vil have diskuteret sit projekt.

Til alle jer, der fra tid til anden har ment, at jeg havde en fornuftig pointe fra en talerstol eller en barstol. Alle jer der forskellige gange har givet opbakning til mine analyser og mit arbejde. Jeg har ikke en forventning om, at I blindt lægger jeres kræfter bag den kandidat, jeg peger på. Men jeg håber I vil overveje, om ikke det er de rigtige spørgsmål jeg stiller? Og overveje, om ikke der også er noget rigtigt i mine svar.

Med håb om en rimelig debat.