Tale: 16. marts 2012

Følgende er manus (med de fejl der hører sig til) til en tale afholdt til demo i anledning af 20-året for Søllerødgadebomben - tjek mere på http://spip.modkraft.dk/tidsskriftcentret/linkbox/article/bombedrabet-i-...

Det talte ord gælder:

Kl. 11:38 for tyve år siden stod tiden pludselig stille, en kammerat blev frarøvet livet af fascisternes terror. Jeg selv var blot 11 år gammel dengang men ikke desto mindre føles tabet af en mand, en far, en ven, en kammerat, foruroligende nærværende i dag.

Da Breivik begik sine terrorhandlinger i Norge var jeg ikke overrasket, men jeg var dybt chokeret og rørt. Den fascistiske terror, som jeg frygter, var blevet en realitet. Selv på afstand stikker smerten, sorgen og vreden dybt ind i hjertet. På 20 års afstand kan jeg kun forestille mig en flig af de følelser, der må have skyllet ind over Henriks nærmeste og kammerater, men jeg vil gerne sige at det gør mig ondt. Intet kan give os Henrik Christensen tilbage, men den politiske reaktion dengang er en værdig mindesten, både for Henrik og for venstrefløjen.

For dengang som nu, må sorgen og vreden følges af et politisk svar, hvis ikke fascisternes terror skal lykkes.

Det politiske angreb på demokratiet stopper ikke af sig selv. Fascisme og racisme kan ikke ties ihjel. Dukker vi nakken får vi blot endnu et stryg over den. Altså kræver det en aktiv indsats fra alle demokratiske kræfter for at stoppe racisternes vold og terror.

Denne kamp er ikke noget der skal tages let på. Historien har vist hvad det kan udarte sig til, når almindelige mennesker tier og samtykker. Så er det at dem med drømme om tusind-årsriger og et ”rent” samfund får frit spil. Også dengang var der folk der ville gøre det til en konfrontation mellem yderfløje – dette havde fatale følger.

Den racistiske vold og terror kommer ikke ud af det blå – det gjorde den hverken i starten af det 20. århundrede, i slutningen af det 20. århundrede eller i dag.. Den hænger sammen med det politiske klima i bredere forstand. Det er næppe noget tilfælde, at fascismens svageste periode i de demokratiske lander var i de første årtier efter 2. verdenskrig, hvor der trods alt fandt store økonomiske og sociale fremskridt sted. Samtidig var nazismens og krigens gru, så frisk i erindring, at det ikke var muligt for fascisterne at agere.

Men tiden gik. De sociale fremskridt blev afløst af arbejdsløshed og fattigfirsere. Og ud af mørket og den sociale elendighed trådte en gammel kending: fascismen. Og fascismen frarøvede os Henriks liv – men den tog ikke modet eller viljen fra os. De 20 år der er gået siden sidst vi var nødt til at stede en kammerat til hvile efter fascistisk terror i Danmark er på mange måder en mindesten over det store arbejde der er lagt i kampen mod racisme og fascisme herhjemme. Det tjener på mange måder som et lys vi kan varme os ved i en tid, hvor mørke skyer truer i horisonten.

For i mellemtiden har fascisterne og racisterne haft held til at genopfinde sig selv, iklæde sig nye gevandter, udpege nye hadeobjekter. Breiviks terrorhandlinger var chokerende og forfærdende – men de var varslet.

Når blodet flyder fra ofrene for den racistiske vold, så er legitimationen leveret af spalter fyldt med had og politikere på jagt efter syndebukke.
Synspunkter der for nogle år siden ville synes som racistiske ekstremer er i dag blevet normaliseret og alment acceptable i fremtrædende medier. Når man læser Breiviks såkaldte manifest er det som et urovækkende ekko af den hjemlige antimuslimske mainstream, som vi kan møde både i Folketinget og pressen. Der er på ingen måde tale om demokratisk forsvarlige holdninger fra antimuslimernes side. Der er tale om legitimering af denne verdens Breivik'ers forestilling om en nærtstående 'racekrig', en ideologisk underminering af demokratiet.

Hvordan imødegår vi denne trussel? Og hvordan imødegår vi denne trussel i en verden hvor den økonomiske krise hærger og gør folk stadigt mere desperate? I en tid, hvor selv politikere fra arbejderpartierne sparker nedad på selv mennesker med handikap samtidig med at finansfyrster og andre økonomiske terrorister går frit omkring.

Vi skal fortsætte, udbygge og udbrede vores antiracistiske og antifascistiske arbejde – principielt set bør vi sætte os det mål at hver en fagforening, hver en elevbevægelse, ja nærmest hver en syklub bliver en aktiv medspiller i kampen mod racisme og fascisme.

Men, hvis vi skal racismen og fascismens grobund i form af fattigdom, ulighed, nød og uretfærdighed, til livs, så stiller det store krav til os. Vi ser i disse tider en arbejderbevægelse og arbejderpartier, der sparker nedad, der er mere fokuseret på finanspagter end på bekæmppelse af arbejdsløshed og social nød. Fagbevægelsen bløder medlemmer som aldrig før. Kort sagt: arbejderbevægelsen er i krise o½g over alt hvor man se hen i verden hersker der et økonomisk kaos. Og på¨paradoksal vis er vi nødt til at omfavne kaoset, at omfavne krisen – for den kalder på os.

For den krise som arbejderbevægelsen befinder sig i og den økonomiske krise som vi står i gør også¨alt bevægeligt, flydende, foranderligt. Selvom alt lige fra beskæftigelsestal til fagbevægelsens medlemstal synes som et mareridt, der kan gøre tankerne sorte, så er det præcis i disse usikre tider, at det er allervigtigst at drømme, at tænke, at planlægge og at skabe en ny verden.

Henrik Christensen var antiracist og antifascist, men han var også socialist. Vi skal sørge for at kæmpe både fascisme og racisme og for social retfærdighed og socialisme.

Den 31. marts forsøger antimuslimerne i blandt andet English Defense League at skabe en europæisk antimuslimsk bevægelse. Initiativet Aarhus for Mangfoldighed har indkaldt til demonstration og folkefest – og det skal gå over i historien som den dag, hvor antimuslimerne blev tildelt et afgørende nederlag og derfor er der brug for jeres deltagelse og vi glæder os til at få selskab af mange fra blandt andet København.

Men skal vi have antimuslimerne jaget helt på hælene, skal vi gøre noget ved årsagerne til at de kan rekruttere og være i offensiven, må vi også tage kampen for social retfærdighed på os.

Vi skal gøre op med løndumping, med et beskæftigelsessystem der sparker til de arbejdsløse i stedet for at give dem en hestesko, vi skal redde dagpengesystemet og de faglige a-kasser, vi skal kræve at mennesker med handikap ikke kaldes gøgeunger og udsættes for den ene nedskæring efter den anden. Og hvis vi skal lykkes med det, så kræver det intet mindre end en genrejsning og nybygning af arbejderbevægelsen – det er stort mål, men tager vi det i bidder, så kan vi klare det. Vi skal klare det – for har vi ikke svar på rede hånd, når folk bliver ramt af problemer, så overlader vi pladsen til antimuslimer og andre reaktionære kræfter.

Men kan det virkelig lade sig gøre? Jeg kan også tvivle på det. Men når jeg ser tilbage på kampen mod fascisme, når jeg ser tilbage på det politiske svar der blev leveret efter terrorhandlingen mod Henrik, når jeg ser på reaktionen efter Breiviks terror, når jeg ser jer i dag, så kan jeg mærke, så ved jeg at vi kan sejre over racisme og fascisme og i kampen for socialisme. For nok er fascismen grusom og brutal, men den er intet mod vores sammenhold, omsorg og solidaritet.

Fortsat god kamp.