Desværre er denne overskrift ikke dækkende for det politiske billede i oktober 2008.
På trods af nedskæringer i daginstitutioner.
På trods af dårligt vedligeholdte skolelokaler.
På trods af manglende ligeløn.
På trods af fortsatte besparelser på hele uddannelsesområdet.
Hatten af for de få protester på uddannelsesområdet og et stort skulderklap til de pensionister, som i sidste uge demonstrerede mod de løbende forringelser for de fattigste pensionister.
Men resten af os sad tilbagelænet og ænsede knap, at Folketinget åbnede – med statsministerens løfter om flere gaver til de rige – som lige nu er bange for at blive knap så rige!!
Vi har råd til at gøre det bedre.
Vi har aldrig været rigere.
Udlandsgælden er væk.
Olien sprøjter op af undergrunden.
De rige får flere skattelettelser .
Hvor blev protesterne af?
Desværre er der flere gode forklaringer på, at der ikke er større protester mod regeringen og mod den politik, der bliver ført.
Det er svært at mobilisere til protester mod regeringen, når andre vælger at tage ansvaret for besparelserne...
Kommunerne har valgt at spare, for at stille regeringen tilfreds. Det betyder, at kommunerne går ind og sparer på daginstitutioner og udskyder de lovede forbedringer på de nedslidte skoler.
Københavns Kommune – og Ritt Bjerregaard – havde varslet et opgør med regeringens stramme rammer. De valgte i stedet at spare 700 millioner, og på den måde afmonterede man oprøret.
LO og flere af de store fagforbund ”leger med” på tanken om dagpengeforringelser – bare satsen for de højest lønnede ledige bliver sat op.
SF er med til at føre en ”ansvarlig” finanspolitik, hvilket selvfølgelig forvirrer en del af befolkningen.
Det bliver værre endnu.
Men hvis alle os, som valgte ikke at demonstrere ved Folketingets åbning, tror, at det er ved at være slut med den elendige regering, og dermed slut med forringelserne, så må vi nok tro om igen.
Arbejdsmarkedskommissionen har netop fremlagt deres bud på, hvordan vi får flere ledige i arbejde.
Det er flere forringelser på dagpengeområdet og et frontalt angreb på den danske flexicuritymodel.
Det bringer ikke flere i arbejde.
Og Havneskolen er lukket – de kunne få flere i arbejde!!
Det er bare for surt...