Annonce

31. januar 2011 - 0:17

Still lovin’ revolutions

Jeg tror, at alle kan huske nogle særlige verdenspolitiske begivenheder fra barndommen. Glimt fra en TV-avis, eller en avisforside, som man stavede os igennem, og som blev hængende.
Udover truslen om atomar udslettelse og hvad min generation ellers gik og rugede med i 80´erne, var der et par begivenheder ude i verden, som gjorde et særligt stærkt indtryk på mig.

Dette ene var den folkelige opstand i Filippinerne mod diktatoren Marcos og hans fodtøjsglade kone, der havde siddet på magten i årtier. Det andet var det så vidt jeg husker næsten samtidige oprør mod Haitis enevældige hersker Baby Doc.

Jeg kan tydeligt huske billederne af den filippinske befolkning, der først fyldte gaderne og tvang diktatoren på flugt, og siden tiltvang sig adgang til Marcos-familiens overdådige domiciler, hvor de måbende så den rigdom som familien havde omgivet sig med. Og jeg husker billederne af den berygtede og brutale Baby Doc, der nærmest blev jaget ud af landet i et fransk betalt privatfly, mens haitianerne festede i gaderne.

Der var en følelse af at blive revet med af, og suget ind i billederne og optagelserne fra massedemonstrationerne. Og af opstemthed over at opleve, at diktatorer, som blot få dage forinden havde siddet tungt på magten, måtte flygte over hals og hovedet – og over night miste den magt og de privilegier de havde nydt godt af. At regimer der i årtier havde holdt befolkningen i jerngreb kunne falde fra hinanden, inden de selv nåede at opdage hvad der skete. Det var fantastisk.

Jeg er sikker på, at andre generationer kan huske lignende øjeblikke – da Fidel kørte ind i Havanna, da franskmændene forlod Algier, da Sandinisterne jagede Somoza på flugt.

Begivenheder som står som påmindelser om at autoritære og undertrykkende regimer står for fald. At mennesker øjensynligt har en iboende modvilje mod underordning og dominans, som før eller siden vil tvinge selv det mest brutale styre til overgivelse.

I disse dage oplever vi et nyt fantastisk eksempel på hvordan befolkninger, som ellers for flertallets vedkommende har dukket nakken, pludselig siger stop, smider frygten væk, og vælter regimer.
I Tunesien faldt regimet på få dage sammen som et korthus, og i skrivende stund ligner det også begyndelsen på enden for Hosni Mubaraks regime.

Jeg tror ikke jeg er den eneste som med en vis beruselse har fulgt Al-Jazeeras livedækning i de seneste dage, for at tiltuske mig bare en lille andel af den følelse af uovervindelighed og historisk vingesus, som demonstranterne i Tunis, Cairo, Suez og Alexandria oplever

Betydningen af begivenhederne rækker langt ud over Nordafrika. I Danmark er en generation vokset op med Bush-doktrinen – og vores parallelle Fogh-doktrin: Idéen om at frihed og demokrati, var noget der skulle påtvinges diktaturer udefra – helst med våbenmagt. At demokratiske forandringer absolut ikke kunne forventes at ske medmindre USA og Europa trak i trådene.

Hvor mange gange har vi der var modstandere af Irak-krigen ikke hørt sætningen: Ville i da hellere have beholdt Saddam Hussein? Hvor mange gange har vi ikke fået at vide, at en tilbagetrækning fra Afghanistan ville medføre et nyt Taliban-diktatur.

Tuneserne og egypterne har vist os forløjetheden i de argumenter. Valget står ikke mellem vestlig militær intervention eller evigt uforanderligt diktatur. Mens de invaderede lande oplever kaos og borgerkrig, ser vi nu hvordan de mest autoritære regimer væltes af egne stålsatte befolkninger, der opgiver frygten og tager fremtiden i deres hænder.

Og selvom vi endnu ikke kender det endelige udkomme af nordafrikanernes revolte - folkelige opstande er før blevet druknet i blod, eller indoptaget af nye brutale magthavere – så er lektien af de seneste uger den samme som lektien fra Filippinerne, Haiti, Nicaragua, Argentina, Sydafrika:

Diktaturer har en udløbsdato

Annonce