Solidaritet med Deutsche Bank

Når den europæiske centralbank, IMF, EU Kommissionen og en række af de mest indflydelsesrige medlemsstater diskuterer hjælpepakker til de nødlidende lande i EU, med Grækenland i spidsen, lægger de samtidig sporene ud for en historisk stor omfordeling fra skatteydere til finansielle institutioner. Ikke noget der synes at optage den politiske debat synderligt.

Det er sjældent, at finansfolk mener, kollektivisering er vejen frem. Eneste undtagelse synes at være, når deres dårlige lån skal refinansieres. Så er det åbenbart kun naturligt, at fællesskabet træder til og dækker deres tab. At de så målrettet arbejder for at betale så lidt tilbage til fællesskabet i form af skat, lader vi ligge her.

Almindeligvis opfatter jeg mig selv som et solidarisk menneske, jeg samler penge ind til unge i Kenya, køber fair trade produkter, stiller op for den grænseløse kærlighed, bekæmper ulighed og diskrimination. Med meget mere.

Men nu er grænsen ved at være nået. Jeg vil ikke også være solidarisk med Deutsche Bank og de andre finansielle virksomheder, der er ved at brænde fingrene i Grækenland (og de øvrige gældsplagede lande).

Desværre er solidariteten med Deutsche Bank & co ikke noget, jeg bliver bedt om at tage stilling til. Det afgøres først og fremmest i Bruxelles, Berlin og Washington, men regningen sendes videre til alle borgere i EU. Når vi taler beløb i størrelsesordenen 2.536.000.000.000 dkr. (altså for Grækenland alene) kunne man eller godt mene, at det var et emne, som var værd at tale om. Beløbet er svimlende og svarer til, at en gennemsnits græsk familie skylder i omegnen af 1 million dkr. udover deres private gæld.

På højrefløjen er der en vis debat om emnet. ”Lad falde hvad ikke kan stå” råber liberale utopister. De uansvarlige lande må gå i betalingsstandsning og de banker, der har lånt penge til dem, må falde med dem. Det har nu ingen gang på jord. Konsekvenser, både de menneskelige og de økonomiske, vil langt overstige omkostninger ved, at omverdenen træder til. Den ultraliberale konsekvenspædagogik er kynisk, ugennemtænkt og usympatisk.

Hvis statskassen ikke længere kan betale løn, pension eller opretholde sundhedsvæsenet mv., får det fatale konsekvenser for almindelige mennesker, dem med mindst mister mest. Samtidig er den foreslåede græske hestekur også skræmmende. Velhaverne slipper og almindelige mennesker holder for. Derfor går grækerne på gaden.

Meget store tab til banker og andre finansielle institutioner risikerer også at få fatale konsekvenser for samfundsøkonomien. Virksomheder i hobetal ville gå fallit, hvis de mistede deres indestående, blev tvunget til at indfri lån før tid og investeringer ville ikke blive realiseret, fordi det ville blive sværere at få lån. Det var blandt andet for at imødegå dette, at en række regeringer spændte finansielle sikkerhedsnet ud under bankerne i 2008 og 09.

Hvis du skylder banken en million og ikke kan betale, har du et problem, men hvis mange er i samme situation som dig, har banken et problem. Men hvis der er mange banker i samme situation, har samfundsøkonomien et problem. Eller hvis bankerne er store nok, er det nok at en enkelt mastodont falder. Problemet er, at den finansielle sektor har nået et niveau, hvor de store aktører er too big to fall. Derfor må omverdenen ud med redningskranse, når de kommer på dybt vand.

Konsekvensen er, at der altid er banker, der er parat til at løbe efter risikable men profitable udlån. Utallige boligbobler gennem tiden vidner om dette, men køb af statsobligationer med en høj forrentning er et andet eksempel.
Ikke desto mindre mødes bankerne ikke af politiske krav – bortset fra finanstilsyn som ikke en gang kunne styre uden om boligboblen. Dog som noget nyt ønskes det, at de skal være med til at refinansiere en del af deres gæld. Men burde der ikke være øget samfundsmæssig kontrol med banker og andre finansielle virksomheder? Ud fra et demokratisk synspunkt: jo. Dette bliver ikke mindre af at fællesskabet skal ind og dække bankernes risikobetonede lån, som de vel at mærke har tjent gode penge på, så længe det gik godt.

Omvendt er det, når det internationale tæskehold i form af Den Europæiske Centralbank, IMF og Kommissionens liberale økonomier træder sammen. Når et land som Grækenland får tilbudt en lånepakke, bliver det fulgt af politiske og økonomiske krav om, hvordan landet skal indrette samfundsøkonomien. Selvom der er krav om mere effektiv skatteinddrivelse, er det borgerlig politik, der står på menuen i Grækenland og som grækerne demonstrerer mod. Omfattende privatiseringer og nedskæringer.

Jeg er ikke uenig i, at Grækenlands højreorienterede regering optrådte stærkt uansvarligt, da den slog bunden i den græske statskasse op gennem 00’erne ved ufinansierede skattelettelser. Og før den, kørte den socialistiske regering også med store underskud. På den lange bane er det ikke holdbart at have store underskud på statsfinanserne, som Grækenland og en række andre lande har haft. Når man årti efter årti låner i udlandet for at finansiere et større forbrug, end man kan betale, efterlader man altid regningen hos andre. Enten i børneværelset eller hos naboerne. Så ingen sympati for Grækenlands økonomi. Men skaden er sket og spørgsmålet er, hvordan vi kommer videre.

En række ledende økonomer - sjovt nok enkelte af dem, der får deres løn af de store banker eller internationale finansielle institutioner - påpeger at gælden har nået et niveau, hvor det ikke længere er muligt at betale den tilbage uden uacceptable nedskæringer i grækernes levestandard og hvis de økonomiske reformer faktisk bliver gennemført, vil Grækenland blive fanget i en negativ spiral og fastholdt i fattigdom mange år frem. Før eller siden bliver landet tvunget til at smide håndklædet i ringen. De økonomiske hjælpepakker, som gives, køber grækerne tid, men løser ikke deres problem.

Til gengæld har hjælpepakkerne den konsekvens, at gælden kollektiviseres. Det bliver EU’s øvrige medlemsstater, der står med den gæld, der aktuelt er private virksomheders. De private bliver betalt ud, gælden får vi andre. Præcist det samme som skete i begyndelsen af 1980’erne, da verden oplevede den sidste store finansielle krise. Dengang startede det med Mexico, men en lang række udviklingslande var i samme situation, som ikke kunne tilbagebetale deres gæld til private banker i de vestlige lande. IMF og Verdensbanken trådte bredvilligt til og kollektiviserede gælden – og indførte ved samme lejlighed et neoliberalt mørke over store dele af Afrika og Latinamerika i de efterfølgende 15 år.

Som sagt er omverdenen nødt til at træde til i Grækenland og sikkert også andre lande. Men 1) lad det være anledning til at vi får snor i finansmarkederne og 2) vi skal ikke acceptere neoliberale politiske krav i de gældsplagede. Betalingen af de dårlige lån bør foregå fra toppen af samfundet og nedad.