Skriv pænt om Villy!

SF har ofret den frie kærlighed til fordel for drømmen om at måtte lege med de store piger, og har indgået endnu et nationalt kompromis. Per Clausen er en pæn mand, så han nøjes med at konstatere at ”det er en trist dag”. Andre ligger måske mere på en linje a la ”Fuck dig Villy, din usle renegat”. Personligt ligger jeg et sted midt i mellem, uden at jeg dog under nogen omstændigheder finder nogen som helst grund til at blande nogens familiemedlemmer ind i sagen.

Dette er det andet blogindlæg, jeg skriver i dag. Det første bliver ikke bragt.

Jeg må sgu indrømme at jeg blev hidsig, da jeg læste om Villys øvelser i parallelparkering. Hidsig på sådan en nu-skal-du-bestemt-ikke-sætte-dig-ned-og-skrive-blogindlæg-agtig måde, altså I ved, sådan en gå-væk-fra-computeren-og-løb-en-lang-tur-agtig hidsighed.

Men jeg glemte tommelfingerreglen om, at man ikke bør give sin mening til kende i tilfælde af tunnelsyn og blodsmag i munden, og kom alligevel til at skrive et indlæg. Jeg var kommet så langt som til at vedhæfte indlægget til en mail, og skulle til at trykke send, men fik på en eller anden måde stoppet mig selv.

Det er jeg glad for nu, for indlægget indeholdt en masse ord, der bestemt ikke havde konstruktiv dialog for øje. Jeg nævner i flæng: Quisling, kollaboratører, skødehund og snotnæser. Dertil kom et utilsløret, direkte artikuleret ønske om at samtlige medlemmer af et tidligere socialistisk parti blev udsat for langvarig og yderst ubehagelig fysisk ulempe.

Og helt ærligt. Selvom man måske godt kunne have ønsket sig et gran mere hidsighed fra Pers side, så hører den slags primitive platheder jo ingen steder hjemme. Og da slet ikke den afsluttende bemærkning om, at historieskrivningen ikke vil være det forhenværende socialistiske parti nådig. Det ville have været direkte ynkeligt at skrive som et seriøst indlæg i en politisk debat.

Jeg er med andre ord glad for at jeg stoppede mig selv i tide, så jeg ikke kom til at forplumre debatten unødigt. Når Per er kommet over sin tristhed, så er jeg sikker på, at han giver Villy tørt på, på en ordentlig og saglig måde.

(PS: Uden nogen sammenhæng med ovenstående i øvrigt, så har jeg i øvrigt svært ved at finde frem til de præcise procedurer i forbindelse med krigserklæringer. Jeg er kommet så langt som at budskabet ”[nationalstat x] erklærer [nationalstat y] krig” skal overbringes fra en instans på et vist niveau, til en anden.

Spørgsmålet er så om procedurerne er fulgt med tiden, således at man i dag kan overbringe budskabet via f.eks. sms, eller som statusmeddelelse på Facebook (What are you doing right now? * Sakashvili is declaring war on Russia) og om de så er gyldige? Eller står der et sted, at krigserklæringer skal være nedfældet på et gedeskind og overbringes af en rytter?

Og hvis Per Stig Møller en dag modtager en krigserklæring pr. sms, og han ikke kender nummeret, har den tid, han skal bruge på at gå på De Gule Sider og finde ud af hvem afsenderen er, så opsættende virkning?)