Skal vi lade dem hænge de homoseksuelle?

I et forsøg på at dulme min dårlige samvittighed over ikke at have blogget siden jul, smækker jeg min MS-forkvinde dagens blog på hér - and then I will be back asap

At politikere, religiøse ledere og opinionsdannere lufter angreb på minoriteter er øjensynlig et globalt fænomen. Vi ser det i vores egen baggård i Europa. Helt aktuelt gik hver sjette stemme ved parlamentsvalget i Ungarn i søndags til Jobbik, som er et højreekstremt parti, der bl.a. vender sig mod jøder, homoseksuelle og romaer. Vi ser det også herhjemme, når der tordnes mod homo-ægteskaber eller bredt i Europa, når Vatikanet mener, at pædofili i den katolske kirke skyldes homoseksualitet.

Og ligesom muslim-, homo- og religionskort hver især trækkes i kulturkampen i europæiske lande, ser man også homokortet blive trukket i nogle afrikanske lande. Og her bliver det i ordets forstand et dødsalvorligt spørgsmål.

Ikke at det er et nyt fænomen, næsten 40 afrikanske lande forbyder (sic) allerede homoseksualitet, men i Uganda debatterer parlamentet i fulde alvor at indføre dødsstraf i tilfælde af ”aggravated homosexuality” (særlig grov homoseksualitet), hvilket eksempelvis omfatter gentagne homoseksuelle forhold, der gør en til en ”serial offender”. I Uganda, hvor det åbenbart ikke er tilstrækkelig at være tough on crime for at vinde den værdipolitiske dagsorden, er gay bashing blevet en vinderstrategi.

Vi stiller traditionelt skarpt på ligestilling og kvinders rettigheder, når vi taler tværgående hensyn og prioriteter i udviklingsbistand og når vi laver bistandsprojekter. Også når det gælder sager som eksempelvis ægteskabslovgivningen i Afghanistan. Men den samme konsekvens udviser vi ikke på andre rettighedsområder – selv i situationer, hvor nogen vil slå andre mennesker ihjel for at elske den ’forkerte’.

Det store spørgsmål er, hvordan vi håndterer den slags grove overtrædelser af menneskerettighederne i udviklingslande? Lige så ubehagelig og diskriminerende Ugandas Anti Homosexuality Bill er, lige så kompleks er problemstillingen. Ikke mindst fordi modviljen mod homoseksualitet også dér er ganske fremtrædende i store dele af befolkningen. Derfor bliver både u-landsorganisationer og donorer nødt til at tænke to gange, før de bevæger sig ind i dette minefelt. Spørgsmålet er så tabubelagt og følsomt, at flere udviklingsorganisationer og donorer offentligt er gået en stor bue uden om spørgsmålet.

Den globale værdi- og kulturkamp raser og tilføjer blot yderligere kompleksitet til kampen for menneskerettighedernes universalitet. Men det betyder på ingen måde, at donorer eller ngo’er ikke skal tage stilling eller handle. Tværtom. Det gælder om at finde ud af, hvordan man reagerer, så det rent faktisk åbner muligheder for forandring, ikke lukker. Vi er nødt til at være bevidste om, i hvilket politisk ærinde angrebene på homoseksuelles rettigheder bruges. Og endelig kunne vi reflektere over, hvorfor kønnenes ligestilling er et vigtigere emne end direkte vold og undertrykkelse af mennesker med en anden seksualitet end mainstream.

Angrebene på Afrikas homoseksuelle indgår i (mindst) to forskellige politiske dagsordner. Den første er en nationalistisk og anti-vestlig dagsorden, som omtaler homoseksualitet som en dekadent og udefrakommende tilbøjelighed, som europæerne bragte med sig sammen med koloniseringen af kontinentet (den samme logik gør sig også gældende blandt modstandere af homoseksuelles rettigheder i mange østeuropæiske lande).

Den anden dagsorden er religiøs, hvor både islam og kristendom bruger afstandstagen fra homoseksualitet til at pege på en ydre fjende for familien som institution og markere de respektive religiøse grupperinger som sande forsvarere af Afrikanske værdier. Hertil kommer, at homoseksualitet opfattes som et angreb på en meget traditionel opfattelse af køn, hvilket i øvrigt heller ikke er et særlig afrikansk fænomen.

Det er en heftig politisk cocktail at være oppe imod.

Svaret er at styrke menneskers kendskab til og muligheder for at kæmpe for deres rettigheder og styrke civilsamfundsorganisationer, der arbejder for menneskerettigheder i almindelighed, også organisationer, som har homo- eller transseksuelles rettigheder på dagsordenen.

I mine øjne er det afgørende, at kampen for lige rettigheder ikke gradbøjes alt efter, om det er den ene eller anden gruppes rettigheder, eller om det er ’politisk følsomt’ (som det jo desværre er, når det kommer til homoseksualitet selvom vi skriver 2010). Det afgørende er imidlertid, hvordan vi kæmper denne kamp – og her er det helt centralt at lytte til de aktører, der i det pågældende land – her konkret Uganda – når måden vælges. Bundlinien må være, om det, vi gør, bidrager til deres rettighedskamp eller det modsatte. Altså kan der være forskel på, om man taler dunder bag lukkede døre eller i den store presse (hvor det ikke mindst tjener et hjemligt publikum og tit er en gratis omgang).

Et konkret eksempel fra min tid i Egypten er den såkaldte Queen Boat sag (2001), en massearrestation af homoseksuelle. Dele af den vestlige verden markerede højlydt det uacceptable heri. Spørgsmålet er blot, om det ikke netop bar ved til den inden-egyptiske dagsorden om at være ’den sande forsvarer for egyptiske og muslimske værdier – mod den vestlige dekadence, der tillader den form for udskejelser mod religionen og mod familie-institutionen. En vox-pop i Cairo Times illustrerede det ret præcist - stærk modstand mod homoseksuelle (som udmærket kunne idømmes dødsstraf, hvis det stod til dele af befolkningen). I det konkrete tilfælde kan det godt være, at man skulle have talt dunder for lukkede døre. For de homoseksuelles skyld. Men pointen er igen: var man gode nok til at lytte til de mennesker, det drejede sig om, eller valgtes blot den letteste løsning.

Når (tillad mig at anvende det upræcise) ’Vesten’ ikke er lige så konsekvente, når det gælder seksuelle rettigheder, som vi er, når det gælder kvinderettigheder, bunder det naturligvis i, at vi har en rem af huden selv. Det frisind som Vesten bryster sig af – og tilslutning til menneskerettighederne (’vores værdier’ osv) - findes ikke i alle politiske og religiøse miljøer. Et opgør med de holdninger i vores egen midte er i nogle situationer en forudsætning for at stoppe overgreb på minoriteter i udviklingslandene. Flere iagttagere peger på, at det er stærkt konservative politiske grupper i USA, der systemeksporterer deres had til homoseksuelle til Afrika, hvor de får større politisk lydhørhed. Det samme gælder Østeuropa.

Nu kan man være af den opfattelse, at seksuelle minoritetsrettigheder i Afrika er et perifert problem sammenlignet med, hvad kontinentet ellers slås med. Jeg forstår overvejelsen, men synes det er et skrivebords-argument. Udover det banale, at man ikke med seriøsiteten i behold kan sætte kampen for menneskerettigheder på stand by, mens man bekæmper fattigdom (hænger det ikke netop sammen?!), så kan man i min verden ikke vælge, hvornår og for hvem indsatsen for friheds- og lighedsrettighederne skal leveres. Rettighedsdiskussionen en generel problemstilling, som er en underlæggende præmis i udviklingsarbejde.

Så nej, vi skal ikke lade dem hænge de homoseksuelle. Men vi kunne godt os selv i blandt – Danida, ngo’er, andre donorer osv. - bruge flere diskussioner om, hvordan vi i det internationale samarbejde omsætter det hele i praksis. Hér skal vi i høj grad lytte til og lære af de aktører, der lokalt arbejder med det. Berøringsangst bringer os ikke videre, men kan i yderste konsekvens koste liv.