SF og Ø: Et skæbnefællesskab

Sikke et chok. Skattereform med de borgerlige. Jeg læste om det på telefonen. Tjekkede facebook, der kogte tingene over af vrede og frustration. Venstre og Konservative havde pludseligt mast sig ind i skatteaftalen den fredag. Senere kom opkaldene. Journalister på jagt efter en god historie – og SF’ere der søgte en god forklaring på, hvad i alverden der foregik.

I dagene efter reformen fulgte virkeligt mange diskussioner. De der for mig var mest positive, foregik internt i SF. De klart mest skadelige foregik mellem regeringen og Enhedslisten. Johanne var ligeså kogende som min facebook newsfeed og folk fra Enhedslisten viftede om sig med det, de betegnede som en færdig aftale (samt noter fra møder). Senere tror jeg alle har erkendt at forhandlingerne mellem Enhedslisten og Regeringen var nået langt – men at aftalen ikke var fuldstændig færdig. Ikke blot fordi hovedbestyrelsen manglede at godkende, men også fordi der skulle forhandles videre om lørdagen om den skatteaftale Enhedslisten forventede færdigforhandlet ugen efter. Jeg har intet behov for at pege fingre eller give Enhedslisten skylden. Jeg forstår skuffelsen over, at det ikke lykkedes at indgå en aftale mellem Enhedslisten og Regeringen. For jeg føler selv den skuffelse.

Skuffelsen bliver større fordi vi var så tæt på. På trods af de hårde odds. Rigtigt hårde odds faktisk. Der sidder 26 socialister i Folketinget. Enhedslisten har 10, i SF har vi 16. I kampen for indflydelse og for at ændre samfundet, kræver det sit at få maksimalt ud af de 26 ud af 179 mandater. Og det kræver samarbejde. Vi var så tæt på for alvor at få dem til at tælle i noget så centralt som skatteaftalen. Den politiske matematik betyder mindre i en situation hvor Enhedslisten er eneste forhandlingspartner. Men dens betydning åbenbares for enhver, når VK møder op til forhandlingerne. Det er 55 mandater – mere end dobbelt så mange som SF og Ø til sammen. De sælger skattestoppet for en afbrændt tændstik. Den endelige aftale består af én forkølet side med ændringerne til regeringens omfattende udspil til skattereformen. Det udspil var som bekendt regeringens succeskriterium.

Den indgåede skatteaftale er bedre end sit rygte. Regering har fået flertal for en skattereform, som letter skatten på arbejde for mennesker med almindelige lønindkomster, sikrer flere penge til enlige forsørgere og fattige pensionister. Det er jeg glad for – men det kunne have været bedre med Enhedslisten og vi kunne have undgået mindre-reguleringen, som ikke er rar for en SF’er at måtte gennemføre. Regeringens udspil havde jeg gerne set drejet i en mere social retning og det var muligt med Enhedslisten.

Og vi var virkeligt tætte på, at de 26 socialister i Folketinget gennem hårdt arbejde og god vilje kunne få en mere social skatteaftale. Det skræmte VK i sådan en grad, at de kom løbende tilbage til forhandlingslokalet og spurgte, hvor de skulle skrive under. Fandens også. Men kan vi lære noget af det her?

I fald vi vil lære, er der (mindst) to afgørende lektioner i det her.

1 ) Der er ikke nogen udover SF og Ø,  har en interesse i, at vi hver for sig har indflydelse på den førte politik. Hvis SF ikke synes det er vigtigt at Ø er med, så vinder behovet for brede forlig. Hvis Ø ikke ønsker at deltage, så eksisterer flertallet ikke. Ø har brug for SF for at blive inviteret til forhandlingsbordet og blive taget seriøst. SF har brug for Ø, fordi de er en del af det progressive flertal og langt sjovere at lave politik med end V og K.

2 )VK frygter aftaler med Enhedslisten. Højrefløjen vil også gøre, hvad de kan for at forhindre vores politik. Også som opposition. De vil både i deres parlamentariske ageren og i deres mobilisering af borgmestre og vælgere gøre alt for, at regeringens ikke søger mod Enhedslisten.

Vi kan faktisk danne et socialt flertal med R, S, SF og Ø. Det var imod odds’ene, at vi kom så tæt på en progressiv skatteaftale. Uden Venstres panikreaktion var det lykkes. Næste gang skal vi være bedre – det skylder vi for vores 26 mandater. Men der bør bliver en næste gang. Hvis vi ikke finder ud af at samarbejde, så skuffer vi for alvor alle de mennesker, der har stemt på os. Jeg er indstillet på at gøre hvad jeg kan for at få enderne til at mødes. At vi på mange områder kan finde fælles fodslag og forståelse tror jeg er afgørende for centrum-venstre projektet i Danmark.