Semenya – den forkerte slags freak of nature

En pikant sensation fra sportens verden har trukket overskrifter på det seneste. Caster Semenya, som i august blev verdensmester i kvindernes 800-meter-løb ved VM i atletik i Berlin, har efter en kønstest vist sig at være hermafrodit. Hun har ingen æggestokke, men i stedet indre testikler, og producerer følgelig mere testosteron end de fleste, mere traditionelt indrettede kvinder, hvilket har givet hende en vis fordel under løbene.

Semenya er knust. Hun kommer aldrig til at løbe mere, bedyrer hendes træner, som også har sagt sin stilling op. Foreløbig ser det ud til, at det internationale atletikforbund IAAF allernådigst lader hende beholde sin guldmedalje, men måske også vælger at give nr. to i løbet guld.

Jeg kommer til at tænke på dengang Lance Armstrong også fuldstændig overlegent tværede sine modstandere ud, og aviserne begejstrede skrev om, hvordan Armstrong sådan rent genetisk set nærmest var mutant: Han var født med unormalt stort hjerte og lunger, hans naturlige ilt-niveau i blodet var 40-50 pct. højere end almindelige menneskers, hans mælkesyreproduktion var usædvanlig lav osv.

Der er – på mange måder – forskel på folk. Nogle forskelle kan vi leve med, andre åbenbart ikke.

Så snart det handler om køn, er der tydeligvis ingen tvivl om, at enhver afvigen fra normalen er en ulykke og dybt pinlig for de berørte. Og jeg kan da godt se, det giver noget bøvl, når man nu har opdelt disciplinerne i han- og hunkøn. Men er det ikke nogenlunde samme slags bøvl vi står over for i ”super-atleternes” tilfælde?

De gode forskere mener at have fundet ud af, at nogle mennesker simpelthen er født i topform. De har genetisk set bedre chance for at blive top-atleter end de fleste andre mennesker. Til gengæld har de så også større risiko for at få kræft og ældes tidligt, hvis ikke de motionerer. Men det må man så åbenbart tage med.

Alle de artikler, jeg har støvet op om fænomenet, omtaler i hvert fald konsekvent disse atleter som ”lucky freaks of nature”. Og der er ikke nogen som mener, de ikke bør konkurrere i samme liga som deres mindre heldigt udstyrede konkurrenter.

Det skal jeg naturligvis ikke gøre mig klog på. Jeg konstaterer blot, at Semenya ikke var heldig. Hun fik den forkerte slags forkerte gener - og så er alle enige om, hun gør bedst i bare at forsvinde fra scenen så hurtigt som muligt.

Jeg håber hun dukker op igen - og at hun bliver ved med at være lige så glad for sin krop, og hvad den kan, som hun var det øjeblik, hun strøg over målstregen i Berlin.