Så står vi her igen

Så står vi her igen – på Rådhuspladsen og demonstrerer mod Københavns Kommunes besparelser på børne- og ungdomsområdet.

Ja, gu fanden står vi her igen, og vi flytter os ikke! Jo altså fysisk, men vi lader ikke de planlagte besparelser komme igennem. Det pædagogiske område har efterhånden været udsat for så mange økonomiske nedskæringer, at der snart ikke er mere at tage af. Alligevel har regnedrengene på Rådhuset fundet steder at skære længere ind til benet.

Modulpasning, udlicitering af køkken og gårdmænd, takststigning etc. Alt sammen besparelser der betyder, at personalet skal løbe hurtigere, og som går udover dem, der i forvejen har det svært.

Jeg har selv været ansat i Københavns kommune siden januar, og selvom jeg vidste, at det ikke altid er en fest at være ansat på det pædagogiske område i Københavns kommune, kom det alligevel bag på mig, at der er så travlt, og at der er så mange børn pr. voksen. Hvad der kommer endnu mere bag på mig er, at politikerne nu vil hæve normeringen, og dermed fortsætte med at gøre pædagogisk personale til parkeringsvagter.

Mine kollegaer og forældrene til ungerne på min stue er trætte. Det kan man sgu heller ikke fortænke dem i.

Både sidste og forrige efterår var de på banen for at få fjernet store besparelser, og i foråret til kamp for en ordentlig løn. Det koster mange kræfter, gang på gang at skulle kæmpe imod nedslagtningen af den offentlige sektor.

Selvom folk er trætte af at male bannere, samle underskrifter og tegne hjerter etc., er de allermest trætte af, at deres arbejde ikke bliver værdsat og deres forhold bliver forringede. Disse besparelser kommer ikke til at gå uset igennem, og forhåbentlig vil politikerne være lydhøre overfor dem, der rent faktisk har hænderne i lorten – i hvert fald i vuggestuen.

Nu skal vi altså til det igen, og jeg er i for sig ligeglad med hvilke midler der bliver taget i brug, så længe vi viser politikerne både på Rådhuset og på Christiansborg, at vi ikke finder os i forringelser.

Det er måske nemt at sige som ung og frisk pædagogmedhjælper, men dette her er vores alles kamp, og i øvrigt lokalpolitikernes valgkamp. Ritt Bjerregård og co. har et år tilbage til at indfri valgløfterne om ordentlige daginstitutioner.

For alle snakker om, at vi skal sikre velfærden. Vi snakker og snakker. Det virker på mig som om vi ikke helt snakker om det samme.

Når jeg snakker om velfærd, så snakker jeg om, at der er tid til at børnene nede i vuggeren kan sidde på skødet af mig og blive trøstet. At jeg har tid til at forklare, hvorfor man ikke må slå hinanden, i stedet for bare at skælde ud og slukke ildebrande. Det handler også om meget andet – fx uddannelser i topkvalitet og ældrepleje, hvor respekten er i fokus. Jeg gad nok vide, hvad regeringen og Ritt tænker velfærd er?

Det var lidt ud af en tangent. Tilbage til København anno 2008 og besparelserne på dagsinstitutionerne.

Det er jo nemt nok for Ritt at skyde skylden på regeringen. Og jo, regeringen har fandme også sat nogle stramme rammer for kommunerne, og jo, det er en del af deres korstog hen imod minimalstat og et jeg-har-nok-i-mig-selv samfund. Men det betyder sgu ikke, at man skal rette ind – tværtimod!

Vi skal presse socialdemokraterne og de andre – also known as SF – inde i Borgerrepræsentationen, så de husker, hvor det egentlig er de kommer fra – i ved, arbejderbevægelsen og alt det der.

De burde tage sig sammen og sprænge rammen for det kommunale budget, for at sikre anstændige forhold i de københavnske dagsinstitutioner.