Refleksioner over at råbe røv

Og så var jeg til Fair Trade festival i Fælledparken. Fair Trade er en god ting. Og vigtig. Problemet er selvfølgelig, at fairness er dyrere end god gammeldags udbytning. Det kunne man godt se på publikum. Men det er jo ikke den retfærdige handels skyld, at uretfærdig handel giver billigere produkter, og derfor af helt pekuniære grunde appellerer mere til pressede husholdningsbudgetter.

Varer baseret på udbytning og miljøsvineri er kort sagt mere folkelige. Tænker det kunne være meget fedt at indholdsudfylde folkelighedsbegrebet på ny. Noterer det ned og kigger på det ved lejlighed. Det ville jo også være rart at komme med lidt positive budskaber og projekter en gang i mellem, i stedet for konstant at falde tilbage på den trygge, velkendte, men i længden lidt trættende, kritik.

F.eks. i forhold til SF og Villy. Jeg skulle jo nødig udvikle en tvangspræget, monoman besættelse med at skulle råbe røv efter Villy og de andre ved en hver given lejlighed.

I weekendens Information, er Villy i øvrigt citeret for følgende guldkorn: ”(…)vi [SF] vil skubbe til ting og påvirke – Enhedslisten synes, det er sjovt at sige de rigtige ting. Der er forskel i strategien.”

Enhedslisten synes, det er sjovt at sige de rigtige ting…? Og det synes SF ikke? Er det sjovere at sige de forkerte ting? Eller at forholde sig tavst?

Det er da tankevækkende, at Villy ikke taler om ”at gøre” de rigtige ting. Han vil bare skubbe og påvirke, og så kommer den snotirriterende Enhedsliste og synes det er sjovt at snakke om hvad der bliver skubbet til, og i hvilken retning… Jeg kender det fra mig selv. Jeg hader også når jeg står og fucker aftensmaden op, og der så kommer en eller anden nævenyttig backseat driver og blander sig. Hallo! Lad mig nu for fanden brænde lortet på i fred.

Ej, se nu – nu kom jeg til at råbe røv igen. Men når jeg nu alligevel er i gang med råberiet, så skal jeg ikke gøre mig skyldig i forskelsbehandling ved at undlade at påpege, at jeg synes det er ligeså nuttet, men i længden trættende, når Iben i sit indlæg vifter med en ”heterolover”, som når Mattias vifter med kansasbukser. En buks er en buks, og en lover er en lover, eller er det bare mig der er 90’er-agtig? (Igen).

Og nu vi er ved personlig udvikling (og råben), så var jeg forleden sammen med en ven, der i omegnen af Gammel Torv mødte Lomborg. Lomborg gik med en kæmpeis, og min ven råbte tværs over gaden: ”Skynd dig at spise den, før den smelter”. For 10 år siden mødte samme ven Mogens Lykketoft i krydset Elmegade/Nørrebrogade. Det bedste han dengang kunne komme op med, var at råbe: ”Klasseforrædder!” Jeg roste ham for at have hævet niveauet, fantaserede om hvad han dog ikke ville kunne finde på om 10 år, og lovede at skrive om det i bloggen. Nu har han opdaget at jeg ikke har nævnt det endnu – så derfor.

Jeg har i det hele taget fået megen feedback på mine skriverier, også helt fra Norge (”(…)Modkraft, som er et litt ensomt, men godt fyrtårn(..)”). Når den ene læser skriver ”forrygende perfid stil” og den anden ”engageret”, så mener de i virkeligheden det samme tror jeg, men jeg kan bedst lide engageret.

Jeg ville gerne have skrevet noget om at PET tilsyneladende er sprunget ud som en slags ubehjælpsomme semisocialkonstruktionister, at danskere (og svenskere) er verdens mest gudløse folk, og at Politikens læsere godt kan forstå hvorfor turisterne ikke gider det her beskidte, provinsielle hul. Jeg må nok bare erkende, at jeg ikke kan nå det hele.