Annonce

9. april 2011 - 22:31

Politiets nye strategi

Til gadefesten DiktatorCrawl blev jeg vidne til en af mine egne forudsigelser omkring politiet. I forbindelse med en opgave på uni har jeg skrevet om politiets forsøg på at blive mere pædagogiske og nu blev jeg selv vidne til det.

Som i måske har læst her på Modkraft, var jeg medarrangør på DiktatorCrawl. Det var en gadefest i solidaritet med oprøret i Nordafrika og Mellemøsten og for generel international solidaritet.

Den lettere provokerende indkaldelse sammenholdt med ambitionen om at holde gadefest på strandvejen fik politiet til for alvor at teste deres nye taktiske indsatskoncept; Dialog-betjente.

Baggrunden for det nye politi

Politiet i Danmark er i problemer og gør som alle andre små landes politier når de er trængte. Kigger efter hvordan man gør i de store lande. Det er egentlig ikke noget nyt. Efter 18. maj i 1993 hvor politiets strategi fejlede så miserabelt at de skød med skarpt kiggede de mod syd og blev inspireret af det tyske politis indsatskoncept.

Show of force

Det betød at politiet fra slutningen af 90’erne begyndte at omringe demonstrationer med kampklædt politi, anholdt folk for små forseelser og i øvrigt altid viste at man var mange og havde overmagten på sin side. Strategien bliver af politiet kaldt show of force fordi en dansk oversættelse nok ville minde folk for meget om hvad strategien egentlig går ud på.

Med rydningen af ungdomshuset og de efterfølgende års sociale uroligheder kom denne strategi så også i problemer. Før det første blev aktivisterne for mange til at politiet umiddelbart kunne omringe ’den sorte blok’ og vise at man var talmæssigt i overtal. For det andet betød deres meget lidt pædagogiske fremgangsmåde at politiet eskalerede situationer ved at præsenterer sig selv som en aggressiv fjende overfor meget store demonstrationer. For det tredie kræver show of force at politiet altid er talmæssigt stærkt tilstede hver gang der er fare for uroligheder. Dette var simpelthen ikke muligt med ugentlige torsdagsdemonstrationer og masser af protester i øvrigt.

Politiet i defensiven

Derfor har politiet siden 2007 været meget tilbageholdende. Som udgangspunkt holder de sig udenfor demonstrationer og nøjes i stedet med at dække sidegader og potentielle mål for demonstranterne. For mig har det været enormt rart at demonstrere på den måde da det betyder man ikke hele tiden skal kigge mig over skuldrende. Det betyder også at demonstranter kan opsætte klistermærker eller ryge sig en joint og at rummet man demonstrerer i på alle måder er mere frit. Det er blevet en rar oplevelse at demonstrere i forhold til tidligere hvor man altid skulle forholde sig til en gruppe betjente der fysisk stiller sig imellem en selv og det samfund man gerne vil ændre.

Ydermere betyder det at vi har kunnet afholde spontane demonstrationer og gadefester med succes. Hvor man i gamle dage kunne være sikker på at politiet ville omringe gadefester og eskortere dem ud af byen eller chikanere dem til ophør dukker de nu bare op og kigger på og venter med at skride ind til der bliver begået ulovligheder eller som i tilfældet med Hyskenstræde 2009; Et godt stykke tid efter ulovlighederne var gået i gang.

Britisk model

Den høje grad af frihed til at demonstrere og feste kan politiet selvfølgelig ikke acceptere. Så de har kigget sig omkring i verden efter en ny måde at pacificere demonstranter i en post-ungdomshus bevægelse. Denne gang kommer inspirationen fra England. hvor der fra sluthalvfemserne og frem til de helt nye og historiske studenterprotester det sidste halve år, stort set ikke har været alvorlige konfrontationer mellem demonstranter og politiet. I stedet har man et meget mediebevidst politi der med massiv overvågning, selvlysende veste og dialog holder styr på demonstrationer uden umiddelbart at bruge magtmidler eller kampudstyr.

Fra autoritetsfigur til serviceorgan

Idéen er sådan set meget pædagogisk. Det går ud på at politiet i stedet for at trække evigt eskalerende magtmidler skal udviske grænsen mellem en autoritetsfigur og et serviceorgan. De skal undgå at blive vores fjender ved første øjekast. Altså omdefinere den måde demonstranter ser politiet på.

Derfor er uniformen udskiftet med en selvlysende vest der til forveksling minder om dem der bliver af servicepersonalet til festivaller eller koncerter. Meningen er så at de i stedet for at vise hvad vi ikke må ved at true med en konsekvens bare går og mingler med demonstranterne og i stedet bare hyggesnakker om hvad der er rigtigt og forkert.

Skulle der så opstå ulovligheder eller uro vil dialogbetjentene først og fremmest forsøge at de-eskalere situationen eller tale ophidsede folk ned. Kommer det så til uro af et større omfang trækker dialogbetjentene sig tilbage og det kampklædte politi som vi kender og elsker det kommer på banen igen.

Kilde: http://videnskab.dk/kultur-samfund/forsker-undersoger-fankultur-og-politi

Generalprøve

Således gik vi rundt i fredags i Hellerup i selskab med 12 betjente der med selvlysende veste gik rundt imellem os. En enkelt af dem gik så langt i forsøget på at bryde med forudindtagelserne at han dansede det meste af vejen.

Da vi så nåede til de ambassader vi demonstrerede imod gik de ud af demonstrationen og dannede en løs kæde mellem os og ambassaderne. Bag dem stod almindelige kampklædte betjente med udstyret klar og gemte sig bag deres pansrede vogne som de plejer.

På den måde blev diktatorcrawlet ufrivilligt en generalprøve på politiets fremtidige strategi. Da jeg har læst op på mine lektier har jeg vidst at det var på vej i længere tid. Der er da også andre demonstrationer hvor de har forsøgt sig at dukke op med selvlysende veste men det er første gang jeg har kendskab til at konceptet ført til ende og set det gennemført som det var meningen.

Vanskelig dialog

Politiets dialog-koncept har været på vej siden 2007 hvor forskere fra Institut for Idræt på Aarhus begyndte at samarbejde med politikredse i Jylland om forebyggelse af fodbold-uro. En del af politiets træning til klimatopmødet gik også ud på at fremme dialogen.

I den intellektuelle debat på P1 radio og i forskerverdenen findes der to væsentlige kritikpunkter ved implementeringen af dialog-konceptet. Det ene er at det simpelthen strider imod betjentenes psykologi at gå rundt og tale med ’bøller’ og ’demonstranter’.

Dette er overvejelser jeg blandt andet beskæftigede mig med i min sidste aflevering. Politiet er nød til at konstruerer forskellige billeder af de mennesker de normalt arbejder med. Konstruktionernes primære formål er at gøre det lettere at være politibetjent.

Uden at blive alt for nørdet kan det groft forklares ved den konsekvens at det ikke giver psykologisk mening for politibetjente at gå rundt og hyggesnakke med demonstranter hvis de mentalt går rundt og forbereder sig på at gasse hele flokken lidt senere. De mentale konstruktioner der gør det muligt at være en effektiv betjent i en gadekamp gør det svært at være et venligt serviceorgan overfor samme demonstranter.
Kilde: http://www.dr.dk/P1/P1Dokumentar/Udsendelser/2010/02/04092749.htm

En betjent. To forklædninger

Det andet kritikpunkt af dialogstrategiens udførelse er at betjente nogle gange ikke skifter tøj når de opførsel. Det kan være på grund af ressourceknaphed eller travlhed. Således er det observeret til mange fodboldkampe og til klimatopmødet at politi i selvlysende veste kaster hjelm på sit hoved og slutter sig til sine kampklædte kollegaer i at være den brutale magtform der ikke signalerer dialog.

Dette strider direkte imod konceptet hvor dialogbetjentene netop skal adskilles fra de kampklædte for at give potentielle ballademagere muligheden for at vælge de ’gode’ betjente de ikke har lyst til at slås med. Dette duer selvfølgelig ikke når betjentene blander påklædningerne sammen.

Er dialog-konceptet godt eller skidt?

Som pædagogisk uddannet der forstår idéerne bag konceptet, og som aktivist der har oplevet politiet negativt virkelig mange gange, er det ikke helt let for mig at vælge en holdning til det nye koncept. Som pædagog er det svært for mig at hade en strategi der prioriterer dialog over magtdemonstrationer og som aktivist ville jeg da til hver en tid vælge at have et par snaksagelige selvlysende betjente rendende frem for det kampklædte bur der fulgte demonstrationerne rundt før rydningen af ungdomshuset.

Men det nye koncept er farligt på andre måder end den mere synlige autoritære magtform. Politiet forsøger nemlig ikke blot at forhindre unødvendig brug af magt. De demonstrerer faktisk lige pludselig side om side med os uden nødvendigvis at have den samme politiske agenda.

Problematisk tilstedeværelse

Idéen om at politiet altid er til stede til demonstrationer er jo faktisk ikke givet. Egentlig foregår mange demonstrationer jo fint uden politiets tilstedeværelse til andet end at dirigere trafik. Elev og studenterprotester er et eksempel herpå.

Hvorfor er det at politiet føler et behov for at være tilstede ved nogen demonstrationer og ikke ved andre? Spørger man politiet vil svaret som regel være at det er fordi nogen demonstrationer er mere tilbøjelige til at udvikle sig til ulovligheder end andre. Men de ulovligheder de snakker om når demonstrationer ’bliver voldelige’ er jo en ulovlighed der opstår som en del af en konflikt mellem politi og demonstranter. Den mest effektive forebyggelse af ’voldelige demonstrationer’ ville jo være at fjerne politiet (eller demonstranterne for den sags skyld)

Antager man i stedet det mere udviklede konfliktsyn at ’voldelige demonstrationer’ kræver en konflikt mellem to parter vil en egentlig formålsløs tilstedeværelse i blive til en unødvendig. Hvis politiets sande ambition er at undgå vold og konflikter ville de holde sig helt væk fra demonstrationer indtil der bliver brug for dem. Sådan foregår det i øvrigt tit i f.eks. Frankrig og Italien.

Dialog sælger godt

En anden fordel fra politiets synspunkt er at dialog konceptet får dem til at fremstå rigtig godt i medier og befolkningens øjne generelt. I pressen og den politiske debat ender narrativerne altid med konklusionen at konflikten i sig selv er en dårlig ting og den der vil konflikten typisk er skurken. Det i danskernes kollektive selvforståelse at vi er civiliserede og vores samfund er så perfekt at der ikke kan findes rationelle grunde til at slås om noget.

Derfor sælger dialogkonceptet meget bedre end show of force. Med den strategi i hånden har politiet fået det perfekte narrativ til at forklare hvordan det altid er demonstranternes skyld at ting eskalerer. Politiet er jo selvlysende og prøver altid med dialog først. På den måde bliver det meget lettere demonstranternes skyld når ting går galt.

En del af dialogkonceptet er også at politiet snakker meget mere med pressen og folk i det hele taget. Dette så vi til Klimatopmødet hvor de fremviste konfiskerede effekter på pressemøder. På den måde kunne de blande tingene sammen og fortælle deres historie om hvor farlige demonstranternes ting var. Demonstranterne bliver i den sammenhæng nemmere udelukket fra at fortælle deres historie.

Demonstranternes perspektiv

For mig som demonstrant er politiets tilstedeværelse altid et politisk problem. Tidligere da de omringede hele demonstrationer var mit største problem at det ikke længere var os der demonstrerede. Det var politiet der demonstrerede hvem der bestemte.

Mit største problem med dialogkonceptet er at det stadig er politiet der demonstrerer til vores demonstrationer. Denne gang demonstrerer de bare ikke-voldeligt for at sælge sig selv som dialogsøgende. De selvlysende veste er et meget synligt politisk udtryk vi aldrig har bedt om til vores demonstrationer. Vi demonstrerer ikke for fred med politiet. Vi demonstrerer for en anden verden og politiet er den kraft der forsøger at forhindre os i at nå den.

Dialogkonceptet er en mere subtil og farlig magt fordi den for det første tvinger demonstranterne til at vælge mellem den gode og den onde politimand. Det er en afledningsmanøvre fra spørgsmålet om hvorvidt politiet har en eksistensberettigelse til demonstrationer overhovedet. Det eneste acceptable valg er jo at vi slet ikke vil have politi til vores demonstrationer.

For tæt på

I mine yngre ballademager-dage kunne jeg godt lide at sige at hvis politiet er tæt nok på til at man kan ramme dem er de for tæt på. Det var selvfølgelig mest en provokation, men logikken bag udsagnet holder stadig. Politiet har ingen legitim grund til at blande sig i demonstrationer før nogen ringer og anmelder en ulovlighed. Alt andet bør betragtes som forsøg på at påvirke vores politiske dagsorden. Derfor er politiets nye koncept ikke et hak bedre end det gamle selvom det har fået en pædagogisk ansigtsløftning.

Derfor vil næste afsnit nu udpege svagheder i konceptet. Det er selvfølgelig ikke en opfordring til at gøre noget ulovligt. Bare en påpegelse af hvad deres nye koncept ikke kan finde ud af.

Svagheder i det nye koncept

Det nye dialogkoncept kan nemlig ikke håndtere mellemtingen mellem grove ulovligheder og ’pæne demonstranter’. Folk der stiller sig i vejen, klistermærker på deres biler, vandballonskast, blokering af deres kameraer når de filmer os og den slags ting. Små stik der ikke retfærdiggører indsættelsen af de kampklædte betjente, men som samtidig gør det meningsløst for dialogbetjentene at være til stede.

Det kan selvfølgelig virke rigtig barnligt at iværksætte en kampagne hvor man skal til at mobbe flinke betjente ud af vores demoer, men det kan være utrolig effektivt og demoraliserende for deres selvtopfattede evner overfor demonstranter.

Det ligger nemlig ikke en i en betjents psykologi at acceptere nogen former for provokationer eller ulovligheder da de i normalt politiarbejde betragter sig selv som en autoritet der ikke skal stilles spørgsmålstegn ved eller provokeres. Dermed kan demonstranter med spontant ulydighed og små provokationer stille dem i samme dilemma som de forsøger at stille os i. Enten skal de passivt se til mens demonstranter provokerer og laver små ulovligheder. Noget deres indre autoritetsopfattelse skriger dem imod. Eller også skal de indsætte det kamklædte politi de er på gaden for at undgå og som egentlig ikke er proportionelt med små forbrydelser. Uanset hvad er deres koncept og træning spildt og vores mulighed for at demonstrere og forandre samfundet sikret igen.

Dette er selvfølgelig stadig ikke en opfordring. Bare en påpegning af min analyses konklusion. Kampen fortsætter!

Annonce