Personlighedens betydning

Der er IKKE et skel mellem personer og ideologi. Det er en falsk modsætning. Personer personificerer politik. Det er gennem mødet med engagerede, levende, klart talende personligheder, at vi for alvor forstår politik. Alle ved det jo. Husker sikkert de personer der inspirerede dem. Gjorde det levende for dem. Gav dem mod på at ville noget- gå ind i noget. Følelsen kommer før fornuften. Vi fanges, inspireres af andre mennesker, af begivenheder, ubevidst - bagefter oplever vi vores tanker som rent fornuftsmæssige. Og dermed rodfæster de sig yderligere i vores sind. Uden at være Grundvig fan, havde han jo ret da han sagde: I grunden har man aldrig det lært, som man ikke først havde kært.

I sidste ende ville påstanden om at personlighed ikke spiller en rolle jo være et udtryk for at mennesker ikke betyder noget, at det er rent materielle forhold der bestemmer udfaldet af historiens gang - og dermed en vulgær materialisme. En materialisme, der som konsekvens ville have, at vi måtte afvente begivenhedernes gang- og at det intet formål ville have hvad du eller jeg sagde til naboen i vaskekælderen. At vi ikke kan inspirere hinanden - end ikke i det små.

Når vi tænker på Sydafrika og kampen mod apartheid tænker alle straks på Nelson Mandela. Et menneske hvis hele personlighed var antiapartheid, og som for evigt latterlig gjorde racistiske forestillinger om afrikaneres underlegenhed. Den netop racistiske tanke om afrikanere som mindre intelligente, eller som Jyllands Posten skrev dengang: mindre udviklede.

Disse evindelige spindoktorer gør én modvillige mod tanken om dette, med deres ensidige focusering på personligheder og spillet omkring dem. Ligesom nogle vil gøre nazisme lig Hitler - og dermed fjerne focus fra nazismens uhyggelige udbredelse i datidens Europa. Også idag er der strømninger i retning af kravet om stærke ledere - den uhyggelige konsekvens af denne totalitære tankegang synes glemt af dem.

Magt korrumperer som bekendt. Intet menneske er så stort, at de ikke kan udvikle selvovervurderende tanker. Men derfor skal vi alligevel ikke vige tilbage for, at lade mennesker, der kan inspirere påtage sig opgaven som ordførere eller talere. Vi skal bare holde dem i kort snor. Stoppe dem når/hvis de udvikler sig som frøen i børnesangen.

Der var en del der havde set Pernille Rosenkrantz Theil som en mega inspirator og derfor blev de meget rystede, da hun annoncerede sit skift til Socialdemokratiet. For hun var jo for dem selve billedet på det, at være revolutionær. Og det var da osse en slem skuffelse - og det har med sikkerhed forringet Enhedslistens position som betydningsfuld politisk parti i manges øjne. Først hele forløbet omkring Asmaa og så Pernille R.T.

Men sådan er det. Nogle falder af på den og andre holder ved. Er der nogen, der kan forklare. hvad der udgør forskellen på deres personligheder?

Asmaa er med endnu - og Johanne fra Enhedslisten skal nu være ordfører - og det vil hun være super til - hun formår at udtrykke sig klart og levende og inspirerende.

Giv den gas, Johanne!