Personligt synes jeg, det virker som om, der er nogle, der har skabt en lidt for vild panik-stemning. Det virker lidt som om, de bliver ved med at skrige ”ulven kommer” – og at det er netop det råb, der rent faktisk får skabt en stor del af ”krisen”. Med andre ord, man kan i hvert tilfælde overveje, om det ikke delvist er den store snak omkring, at nu kommer krisen, der også i høj grad får den til at komme…
Men ok, nu sker der i hvert tilfælde en masse – noget med en masse store banker og finansselskaber, der falder på røven. Som sådan synes jeg lidt, at de har skabt en stor del af problemerne selv, i deres vilde iver for at tjene flere penge. Men problemet er naturligvis, at det forekommer lidt vanvittigt at sige, ”vi lukker øjnene”, problemet er jo netop, at det er de såkaldt ”almindelige” mennesker, der taber i stor stil. Det bliver os, der får svært ved at betale husleje/bliver smidt ud af hus og hjem, mister arbejde osv. osv.
Af forskellige grunde er der så store mængder af politikere og andre, der står i kø for at løse problemet. De kæmper indbyrdes, har hver deres ideologi/vælgergruppe at svare til, og derfor er det ærlig talt et noget grimt billede.
Midt i alt det her bliver jeg i et radiointerview spurgt om, hvor EU står? Det havde jeg, af uvisse årsager (jeg er så meget nørd, at jeg normalt tænker EU-spørgsmålet ind i de fleste ting) ikke tænkt over. Så ok, hvor står EU henne?
Altså, der er ingen tvivl om, at verden hænger meget sammen, og problemer i USA smitter tydeligvis af på mange, mange andre lande – herunder naturligvis også EU.
I Danmark går det på mange måder stadig meget ok (rent økonomisk), vi har lav arbejdsløshed osv., men der er ingen tvivl om, at flere lande i EU allerede har det rigtig hårdt. Vi ser nu flere EU-lande forsøge at finde fælles løsninger – og umiddelbart virker det sådan set meget fornuftigt, at vi skal arbejde sammen, især hvis man husker på, at det er et problem, der går vidt ud over EU’s grænser, og man derfor ikke begrænser sig til samarbejde i EU (det virker pt. ikke til, at EU-lederne har opdaget, at verden faktisk er større end EU, men man kan jo altid håbe)
Til gengæld kan man sige, at det nok havde været temmelig gavnligt for Euro-landene ikke at have Euroen. Det er den Europæiske Centralbank, der bestemmer over rente og valutakurs. I en krisesituation kan det være gavnligt f.eks. at ændre på renten, det kan Euro-landene ikke gøre, her er de fuldstændig afhængig af Den Europæiske Centralbank – en centralbank der ikke tænker på arbejdsløshed, men kun tænker på inflation.
Det betyder også, at hvis man skal satse på, at centralbanken går ind og hjælper rigtigt – ja, så skal man satse på, at det vil passe ind i en strategi omkring inflation. Nogle kunne tænke (f.eks. mig), at det vil give bedre mening – specielt set ud fra et humant synspunkt – at lav arbejdsløshed er et mere ønskværdigt mål.
Det kan vi arbejde målrettet med, fordi vi er udenfor Euroen, hvorimod Euro-landene kan krydse fingrene og håbe…