Ortega og Murillos til kamp mod imperialismen!

Ja, jeg ved det godt. NGOerne er nogle slemme drenge. Jeg har også læst Petras. Jeg har endda læst Grigsby (slå den!).

Så jeg ved godt, at NGOerne er et produkt af liberalismen og koncernledet globalisering. At de er et udtryk for mellemlagenes klasseinteresse, at de taler for de fattige, men ikke er de fattige, at mange af dem mest er optaget af at sikre egne jobs, at de er mere afhængige af at pleje deres internationale donorer end deres fattige målgrupper, og samtidig aldrig selv tænker længere end at finde finansiering til det næste projekt.

At de prøver at monopolisere deres målgrupper for at forhindre, at midler tilflyder “konkurrenterne”, og at disse “konkurrenter” ofte er de folkelige bevægelser. At de dermed tager saft af kraft ud af folks egen politiske og folkelige organisering og erstatter det med en fattig efterligning, som de så kalder “civilsamfund”.

Jeg ved det godt. Alligevel blev jeg ikke glad, da jeg læste, at 17 lokale og internationale NGOer, herunder det britiske Oxfam og det svenske Forum Syd, er under luppen for støtte til “ulovlige” organisationer og “illegale aktiviteter”.

Hvorfor? Fordi de “ulovlige bevægelser”, det er eksempelvis kvindebevægelsen Movimiento Autonomo de Mujeres, der ikke er indskrevet som en NGO (ikke statslig organisation med pligt til at afholde regnskab). Og de “illegale aktiviteter” er bl.a. denne kvindebevægelses kamp for at ændre lovforbudet mod medicinsk abort, et forbud, som regeringen er en begejstret tilhænger af.

Oven på disse afsløringer vil vores revolutionære regering nu forbyde internationale NGOers støtte til lokale NGOers partipolitiske aktiviteter (demonstrationer mod regeringen er åbenbart per definition partipolitiske). Og de vil forbyde international støtte til bevægelser, der ikke har status som lokal NGO.

Dette kommer fra en regering, der har gjort ethvert regeringskontor til et partiorgan og enhver regeringsaktivitet til en partiaktivitet. Hjemmesider, mure, brevhoveder: de bærer alle sammen partiets, ikke statens, logoer og farver. Og hvor enhver partiaktivitet indebærer obligatorisk deltagelse af statslige myndigheder og deres personale: til transport, forplejning, og for at fylde op i rækkerne. En regering, hvis præsident styrer landet fra partisekretariatet fremfor fra en statslig bygning.

Hvem ville kunne arbejde med denne stat, hvis det er forbudt at støtte partipolitiske aktiviteter?

Dette kommer også fra en regering, hvis parti selv modtager enorme og hemmelige beløb fra udenlandske venner. Som på sine ustandselige udenlandske rejser flyver rundt i private, lejede passagerfly på ukendte donorers regning. Som privatiserer det meste af den bistand, landet får fra Venezuela, igennem sandinistiske virksomheder, NGOer og bevægelser.

Hvem kan tage denne regerings ønske om kontrol og gennemsigtighed med udenlandske midler, og dens bekymring for undergravende udenlandsk indflydelse, alvorligt?

Underligt nok er de bevægelser, der er under luppen for ulovlig international støtte, de samme, som regeringen mener stod bag, da Ortega for nylig blev ydmyget af kvindebevægelsen under statsbesøg i Paraguay og Honduras på grund af sin uafklarede incestsag mod steddatteren Zoilamerica. I Paraguay måtte han aflyse sit besøg, i Honduras gennemførte han det. Begge steder deltog regeringsfunktionærer på ministerniveau i protesten. I Honduras gik statssekretæren for kønsanliggender af, da hun ikke kunne stoppe besøget.

En anden afløber af Ortegas ydmygelse i Paraguay var, at den eneste officielle nicaraguanske gæst ved den nye, venstredrejede præsidents indvielse, endte med at være dennes præstekollega, digteren Ernesto Cardenal. En højrystet kritiker af Ortegaregeringen som et forræderi mod sandinismen. Få dage efter hans hjemkomst var der en dommer, der pustede støvet af en gammel injuriesag mod præsten, som denne havde vundet, og omstødte kendelsen, så Cardenal pludselig var injuriedømt: fængsel eller bøde.

Hvad mon regeringens interesse er? At beskytte landet mod udenlandsk imperialisme? Eller knække en højrøstet opposition?

Man husker måske, at det er den samme regering, som for nyligt annulerede to oppositionspartiers opstillingsret til kommunalvalget i november. Det er et parti, hvis aktivister i løbet af kort tid har overfaldet to fredelige demonstrationer mod dets politik. I Leon stod Frontens borgmesterkandidat med et baseball-bat og smadrede en oppositionspolitikers bil. Fra parlamentet kaldte Gustavo Porras, der er sandinistisk parlamentsmedlem og i øvrigt formand for sundhedsarbejderforbundet, overfaldet i Leon for “klassekamp” og lovede at arbejderklassen ville gå på gaden hver gang oppositionen prøver at bruge den. Landets menneskerettighedsombudsmand Omar Cabezas kaldte det for “dårlig smag” af oppositionen at ville “provokere” den revolutionære by Leon på årsdagen for mordet på diktatoren Anastasio Somoza i 1956. Gæt hvilket parti han er medlem af?

Under en indvielse af byens nye stothed, “Biblens Plads”, lovede Ortega sidste uge landets evangeliske missionssekter, at de ikke ville få bøder for overtrædelse af reglerne om støtte til ikke-nationale NGOer.

Hele landet åndede lettet op.

PS: I Mellemamerika Komiteen støttede vi heldigvis Mujeres Feministas og ikke Movimiento Autonomo i kampen mod den morderiske abortlov. Vi syntes, at Mujeres Autonomos identificerer sig for meget med oppositionen mod regeringen og mænger sig for meget med en masse borgerlige, som vi ikke kan lide, mens Feministas mere holder sig til (kvinde)sagen. Så vi går måske ram forbi i denne omgang.

Jeg skal dog straks understrege at denne blog er personlig og slet ikke afspejler min organisations holdninger, at vi aldrig ville drømme om at blande os i politik, og absolut heller ikke gjorde det, da vi 90erne var med til at holde den sandinistiske bevægelse i live, da denne flyttede mange af sine aktiviteter ud til folkelige organisationer og NGOer efter at have mistet regeringsmagten. Vores støtte til strejker, protester, folkeuddannelse, bondebevægelse og fagbevægelse havde absolut intet med politik at gøre. Hånden på hjertet!