Oplevelser fra Dagpengeland

Tilbage i april blev jeg færdig med mit studie. 1. september starter jeg på mit nye job. I perioden siden april har jeg oplevet det nuværende aktiveringssystem fra første parket.

Denne blog opsummerer indtryk og oplevelser fra min tid som ledig. Hjemme på mit skrivebord ligger en stor bunke papirer. Dem har jeg fået tilsendt og langt de fleste indeholder en ikke ubetydelig sætning om, at hvis jeg ikke gør som brevet foreskriver ”kan det få konsekvenser” for mine dagpenge. Sådan er hverdagen i systemet, fyldt med krav, pligter og de helt særlige konstruktioner der på samme tid er en pligt og en rettighed. Her er min fortælling, til de der vil lytte:

Andreas på jobcenter


Første møde hos jobcenteret. Det blev indkaldt som en individuel samtale, men endte i en ren farce. Der sad vi. 30 vidt forskellige mennesker mellem 25 og 30. Nogle uuddannede, andre med 5 år på universitetet i rygsækken. En løjerlig sammensætning, for folks behov er vidt forskellige og det samme gælder reglerne for deres ledighed.

Herefter var der et fælles oplæg. Det strittede i alle retninger fordi tilhørerne var så forskellige. Vi fik en seddel vi skulle udfylde: Uddannelse, alder og andre forhold. Det gjorde jeg så – nemt nok! Den lovede individuelle samtale afsluttede forløbet. Den var dog hverken individuel eller en egentlig samtale. En konsulent gik rundt om bordet, samlede sedlerne ind og kommenterede dem så alle i rummet kunne høre det. Mig fortalte hun, at jeg ville blive henvist til en ”anden aktør”-virksomhed. Det vidste jeg godt, for det var blevet nævnt i oplægget og havde stået på indbydelsen til mødet.

Men værre blev det, for den gravide pige og personen der gerne ville på sygedagpenge. For deres situationer blev også bare drøftet så alle kunne høre det. Dybt usmageligt. Dagen efter blev jeg kontaktet af min a-kasse. De havde fået at vide af jobcenteret, at jeg ikke var mødt op til møde. Heldigvis troede A-kassen på, at jeg havde været til mødet. Sikkert fordi jeg kunne navnet på konsulenten, der havde holdt oplæg og gav et fyldigt (kritisk) referat af mødets indhold. Jobcenteret medgav, at de havde lavet en fejl. Men hvorfor havde jobcenteret ikke bare ringet til mig? Så var jeg ligesom budt velkommen til systemet.

Andreas på 6-ugers selvvagt kursus


På jobcentret havde de godt nok sagt, at de kurser man selv kunne vælge mest var folk uden uddannelse, men min a-kasse (AAK) fortalte, at det slet ikke hang sådan sammen. Ved at undersøge sagen nærmere fandt jeg ud af, at a-kassen havde ret. Derfor tog jeg på 6-ugers selvvagt uddannelse i Projektstyring. Det var både underholdende og givende, lyspunkterne i ledigheden fortjener også at blive nævnt. Afslutningen på kurset faldt sammen med, at jeg fik mig et job pr. 1 september. Så skulle jeg sådan set bare finde ud af, hvad juli-august skulle gå med.

Andreas hos anden-aktør

Det var så det udramatiske udgangspunkt for mit første møde hos min ”anden aktør.” Jeg havde et job - så hvad skulle der så ske? Jo for det første skulle jeg medbringe 2 jobs jeg ville søge i den kommende tid. ”Ville” i dagpengeland betyder noget lidt andet end i resten af Danmark. Så det gjorde jeg. Ligesom jeg også troligt har sendt ansøgninger sommeren over. De har sikkert vagt glæde i travle virksomheder.

Så snakkede vi ellers om sommerens muligheder. Vi endte med en løsning, der i virkeligheden var overraskende fleksibelt. Jeg skulle på jobsøgningskursus de uger jeg ikke modtog feriedagpenge, men da jeg allerede havde et job ville det blive i reduceret omfang. Fair nok med det, selvom jeg selvfølgelig ikke så frem til sommerdage i et ansigtsløst kontorlandskab og meningsløse ansøgninger til firmaer, der forhåbentligt har bedre ting at tage sig til end at svare på mine ansøgninger.

Ordningen var dog overraskende fleksibel og tilrettet mine behov. Jeg skulle blot en gang om ugen, på en hvilken som helst dag, på et vilkårligt tidspunkt møde op. Så skulle jeg sige mit navn til administrationen, forklare min situation og gå igen. Elevatorturen tog længere tid end selve jobsøgningskurset. Fedt nok? Men det var altid med en nagende følelse. For jeg er helt sikker på, at statskassen for alle ugerne betaler for at jeg er på kursus i 30 timer og føler mig helt tryg ved at virksomheden belønnes for at have fundet mig et job. Ingen af delene er i overensstemmelse med sandheden. Og det giver sgu en grim smag i munden, at man i aktiveringssystemet først bliver et individ, når dine ønsker flugter med aktør-virksomhedens interesse.

Et absurd system


Men hvorfor så denne blog? Ikke for at udstille et firma eller enkeltpersoner, slet ikke. Men for at udstille det regelcirkus de administrerer. For at give min oplevelse videre. Til alle de der sidder fast i systemet. Til de der føler sig klemt og glemt i arbejdsløsheden. Og til de, der vil have konkrete eksempler på noget af det, der må og skal ændres. Lad os få bugt med administrationen, kontrollen og den vanvittige ide om, at arbejdsløsheden kan kontrolleres og straffes væk. Vi skal skabe værdige forhold for de ledige og vi skal sikre ny vækst og nye jobs.
Nogen synes sikkert, at jeg er sluppet billigt. Nogen har sikkert værre historier. Men så del dem med os andre. Fortæl om systemet, få det frem i lyset! Nu vil jeg sende ugens to jobansøgninger af sted, selvom jeg starter i job på torsdag. Sådan er livet, i dagpengeland.

PS. Ingen blog om aktiveringscirkus uden en henvisning til bloggen dagpengeland