Jeg så, som forhåbentlig mange andre, dokumentarfilmen Inside Job i går. Hvis du ikke har set den, så gør det! Den er super godt lavet og afslører finanskrisens bagmænd trin for trin og endda så letforståeligt, som det nu kan gøres, når det handler om hyperkomplekse finansielle humbugprodukter som derivater og credit default swaps.
Mange af interviewene i filmen er rene tilståelsessager for de mørke finansfyrster – hvilket bare gør frustrationen over, at de kunne grine hele vejen ud af bankerne, der kollapsede om ørerne på dem - eller blev reddet af skattekroner, job og velfærd. Der er behov for et globalt retsopgør med de ansvarlige for finanskrisen – og et politisk opgør med de ansvarlige politikere.
Vreden over finanskrisens syndere er stor - ikke mindst over det faktum, at syndernes forladelse er betalt af almindelige skatteborgere og arbejdstagere , der må se deres velfærd og arbejdspladser forsvinde i takt med at finanskrisen blev nationaliseret til en gældskrise.
Det har resulteret i en global Occupy-bevægelse, der også har ramt vor salten østerstrand i form af Occupy Denmark og de faglige og srøde ungdomsorganisationers aflægger ”Jeres krise – jeres regning”.
Occupy-bevægelsen leverer en kontant kritik af de utøjlede finansspekulanters jagt på kortsigtet profit ved en udlånsmæssig overgearing, der belejligt nok kunne frigive kapital hos privatkunder, som så kunne investeres i spekulanternes aktieselskaber efter slesk dobbeltmanipulation:
Først overbeviste man folk om, at de sagtens kunne belåne sig mere end hvad almindelig sund fornuft tillader. Dernæst overbeviste man mange af dem om at investere pengene i mystiske finansielle produkter, hvis høje risiko blev holdt hemmelig.
Den værste manipulation fra spekulanterne så vi, da systemet krakkede. Nu blev regering efter regering – og medie efter medie – overbevist om at bankerne var too big to fail. Men grunden til, at systemet fejlede var jo netop, at de rådne aktører havde vokset sig for store – og for fejlbarlige.
Det er sikkert sandt, at samfundsøkonomierne havde fået et smæk, hvis de store banker og finanshuse havde fået lov at krakke. Men derfra og så til ukritisk at samle regningen op gennem bankpakker, er der immervæk et stykke.
Hvis der skulle gives bankpakker, burde enhver rimelighed kræve, at der med dem fulgte kontrol og afkast, der stod mål med investeringerne. Tilsyn burde skærpes og megafusioner nægtes.
Det skete ikke, og nu ser den spekulative markedsmodel ud til at kunne fortsætte business as usual – bare med en endnu større taktstok at svinge over samfundsøkonomierne: Efterhånden som spekulanternes overlevelse lagde dræn i statskasserne, blev staterne mere sårbare over for finansmarkedernes luner.
Ikke mindst de selvbestaltede overdommere i ratingbureauerne (der i øvrigt modtog betaling for at give de giftige produkter og investeringsbanker topkarakterer) kunne pludselig, med bare en trussel om nedgradering af et lands eller en unions kreditværdighed, få de pågældende lande eller unioners regeringer til at føje sig.
Europagten er det seneste eksempel: Et af hovedargumenterne bag den er at berolige de ellers notorisk urolige og hysteriske ratingbureauer – og dermed finansmarkederne.
Stillet over for denne politiske og samfundsmæssige magtesløshed kan det være svært at se, hvordan en ansvarlig og bæredygtig økonomi kan bygges ud fra dette fundament. Men der er muligheder for alternativer.
Når problemet har været direktører og aktionærers kortsigtede profitmotiver og totale ligegyldighed over for deres handlens konsekvenser for samfundet i øvrigt, må det være her, der skal sættes ind.
Vi må bygge videre på virksomhedsmodeller, der ikke baserer sig på profit og hensynsløshed. Sådanne modeller findes heldigvis – og de er i fremgang, ikke mindst fordi de ikke var nær så sårbare over for krisen. Svaret kan være den kooperative virksomhedsfilosofi.
Denne filosofi indebærer en værdibaseret virksomheds- og organisationsmodel, hvor medlemmerne på demokratisk vis både ejer og driver deres virksomhed eller aktivitet. Den kooperative virksomhed skal ydermere være til størst mulig nytte for medlemmerne og samfundet - frem for at give det størst mulige økonomiske overskud.
Her er modellen diametralt modsat den privatkapitalistiske model, hvor ejerne – aktionærernes – interesse typisk står i modsætning til de ansattes og samfundets interesser.
At den kooperative model hverken er batikfarvet hippienostalgi eller tossegod filantropi, men derimod rentabel, bæredygtig og robust, understreges af nogle få fakta: På verdensplan har kooperative virksomheder 800 millioner medlemmer og skaber 100 millioner arbejdspladser.
Tænker du, at kooperativer kun er noget med landbrug i Sydamerika, kan du godt tro om igen: Kooperativer producerer hvad som helst, hvor som helst.
Som modsvar til finanskrisens skyldige spekulanter kan kooperativer også byde ind med bankvirksomhed: I Frankrig står kooperative virksomheder for 60 procent af banktransaktionerne. Mere end hver tredje amerikaner – 90 mio. – har sat penge i en credit union, svarende til en kooperativ andelskasse. Deres samlede indlån udgør ca. 1 billion dollars. For de penge kan man lave 190 Øresundsforbindelser.
At den kooperative tanke er i fremgang i USA blev understreget på aktionsdagen 5. november 2011, Bank Transfer Day, hvor 650.000 amerikanere skiftede deres privatkapitalistiske bank ud med credit unions. Occupy Wall Street bakkede op om initiativet.
I Danmark har vi kooperativer som ALKA forsikring, en række banker og andelskasser, mejerier, brugsforeninger og så videre. Alt fra helt store virksomheder til de helt små har valgt at fungere kooperativt. Kooperationen, der er arbejderkooperationens interesseorganisation, har 225 medlemsvirksomheder, der tæller 16.000 ansatte, der som oftest også er medejere.
I forbrugerismens og valgfrihedens tidsånd er vi længe blevet opfordret til at stemme med fødderne. Det kan vi også gøre for samfunds- og ikke bare egeninteressen. Det vil uden tvivl være mange små skridt i retning af en mindre spekulationsdrevet økonomi.
Men kooperativer kan ikke gøre det alene, og selv hvis de skal styrkes, batter det først for alvor, hvis der bakkes op - samfundsmæssigt og politisk - om den kooperative tanke. Jeg tror ikke at den politiske forbruger alene kan gøre forskellen.
Og jeg tror ikke at vi kan fjerne finanskapitalismens greb om samfundene alene gennem kooperativt forbrug og produktion. Men det kan løsne finanskapitalismens greb, så et andet samfund – hjulpet på vej politisk – kan spire frem.
De store privatkapitalistiske aktører har større reklamebudgetter og brand values alene på grund af deres størrelse. Derfor er det en kæmpe udfordring hvis den kooperative filosofi skal udbredes - individuelt, kollektivt og politisk.
Sådan kan vi – nedefra og op – finde løsninger på finanskrisen, som Occupy-bevægelsen er så forståeligt vred over. Jeg håber, at bevægelsen vil tage tråden op, så der bliver en klar rød tråd, der forbinder kritikken med nogle demokratiske, socialt og økonomisk bæredygtige alternativer.
- og hop så ind og hent Inside Job, hvis du ikke har set den!