Nicaragua på bistanden

Jeg er lidt på et talflip i min blog for tiden. Jeg har fået den fikse ide at tal ikke kun er for økonomer og andre svindlere, men at de faktisk kan sige noget om den virkelige verden og om tidens sociale kampe. Så her er to tal:

Nicaragua har modtaget syv milliarder og tre hundrede millioner dollars i statslig u-landsbistand fra 1994 til 2006.

I samme periode faldt andelen af ekstremt fattige med en tiendedel.

Hvad siger disse to tal? Ikke en disse, med mindre de kan sættes lidt i perspektiv. Er syv milliarder dollars mange penge? Er en tiendendel af de ekstremt fattige mange mennesker?

7,3 milliarder dollars svarer til Aalborgs bidrag til det danske bruttonationalprodukt på et enkelt år. Så i Danmark er det ikke mange penge. Men i Nicaragua er det mere end hele landets bruttonationalprodukt. Hvis det blev fordelt til landets beboere, ville hver eneste familie have kunnet få en ekstra (nicaraguansk) arbejdsmandsløn hver eneste måned igennem de tretten år. Altså: mange penge.

En tiendedel af Nicaraguas ekstremt fattige svarer til ca. 200.000 mennesker. Det er det antal mennesker, som er blevet løftet op over en dollar om dagen i indtægt over de 13 år. Det er jo pænt mange mennesker. Men der er stadig over 2,2 millioner tilbage – ca. 40% af Nicaraguas befolkning. Det grundlæggende fattigdomsbillede i landet har ikke rokket sig en tøddel: 40% ekstremt fattige, 35% bare almindeligt fattige, 25% arbejdere og funktionærer, og 10% der har det godt eller mere end godt. Så måske er en tiendel af de ekstremt fattige mange mennesker, men det er stadig alt for få.

Er 200.000 færre ekstremt fattige et godt eller dårligt resultat? Kunne vi have nået mere?

FN mener at det er realistisk at halvere den ekstreme fattigdom i hele verden på 15 år. Det siger 2015 målene jo. I Nicaragua, med et af de højeste niveauer af u-landsbistand i verden, vil det tage 75 år, hvis det bliver ved med at gå som det gør nu.

Hmm, tænkte jeg, og lavede så et tankeksperiment: Hvad nu hvis donorlandene igennem årene i stedet havde sat al Nicaraguas bistand i banken på en konto til 4% om året. Og hvad nu hvis vi gav de ekstremt fattige hæveret på kontoen? Ja, så siger mit regnestykke, at alle 2,2 millioner ekstremt fattige i Nicaragua ville hæve nok renter til at løfte deres indtægt over en dollar dagen. De tjener i gennemsnit 0,65 dollar om dagen, og renten ville give dem 0,36 cent oveni.

Vupti, den ekstreme fattigdom overvundet! Og uden at røre hovedstolen! Eneste administrationsomkostning: en indtægtsvurdering af de 2,2 millioner ekstremt fattige for at give dem hæveret. Og mon ikke vi kunne få banken til at bære den udgift. Den ville mere end hente sine udgifter hjem, hvis den for eksempel investerede milliarderne i den amerikanske besættelse af Irak, hvor rentabiliteten for de deltagende firmaer snildt kommer op i to cifre...

Så 7 milliarder er nok penge, og en tiendedel færre ekstremt fattige mennesker er et elendigt, måske endda et kriminelt, resultat.

Hvad fanden er gået galt? Er det rigtigt, at u-landsbistand bare er et stort svindelnummer? Skal jeg melde mig ind i Dansk Folkeparti eller Libertas?

Jeg begyndte at se nærmere på, hvad de mange milliarder faktisk er blevet brugt til. Her er hvad jeg fandt frem til:

*Udlandsgælden*

Meget af u-landsbistanden gives som lån. Selvom meget af gælden er blevet eftergivet, er det alligevel blevet til 3 milliarder dollars i renter og afdrag i løbet af de 13 år, som er gået tilbage til de samme lommer, som yder u-landsbistanden.

*Betalingsbalance-støtte*

I 90erne gik en stor del af bistanden til at dække Nicaraguas gabende hul i betalingsbalancen. Det er penge, der aldrig kommer til Nicaragua, men cirkulerer rundt i de rige lande. Fra 1994 til 1997 gik der 420 millioner til dette formål. Jeg har ikke tal for senere år, men det er væsentligt mindre, efterhånden som hjemsendte penge fra nicaraguanske udlandsarbejdere er blevet en stadig større del af landets økonomi.

*Valutareserver*

I 1999-2001 skabte en række spekulationskriser økonomisk kollaps i Sydkorea, Thailand, Indonesien, Brasilien og Argentina. Kriserne var udløst af international valutaspekulation, efter at valutahandel og kapitalbevægelser var blevet liberaliseret i løbet af 90erne. I stedet for at gribe ind og genindføre begrænsninger i spekulanternes handlefrihed, var “det internationale samfunds” løsning, at de fattige lande skulle forsvare sig ved at opbygge massive valutareserver.

Mellem 2001 og 2006 pumpede regeringen derfor på de internationale donorers opfordring Nicaraguas beholdninger af udenlandsk valuta op fra 274 til 924 millioner dollars. Mere end 600 millioner dollars i international bistand, der er blevet parkeret til den dag, spekulanterne kaster sig over lille Nicaragua.

*Røveri*

Præsident Arnoldo Aleman og hans medskyldige ministre og embedsmænd stjal i deres regeringstid fra 1996 til 2002 formodentlig i omegnen af 100 millioner dollars fra staten.

*Prioriteringer*

I årene 2003 og 2004 eftergav de rige lande en stor del af Nicaraguas udenrigsgæld. Det skete med den betingelse, at eftergivelsen skulle bruges til fattigdomsbekæmpelse (det hed Verdensbankens HIPC initiativ). Værdien af eftergivelsen af udlandsgælden er blevet beregnet til at være ca. 260 millioner dollars om året i perioden 2004-2006.

Men hverken gældslettelsen eller den store direkte støtte til statsbudgettet har afspejlet sig i statens sociale budgetter: i 1990 brugte den nicaraguanske stat 23 dollars per indbygger i sundhedsudgifter. I 2003 brugte staten stadig de samme 23 dollars. Udgifterne til uddannelse holdt sig mellem 2000 og 2004 konstant på ca. 80 dollars per elev.

Hvor er alle pengene så gået hen? Forklaringen ligger i den indenlandske gæld. I 1992 begyndte regeringen at kompensere godsejere, der var blevet ekspropieret under revolutionen, med statsobligationer.

Et styrtdyk i kaffepriserne i 1999-2001 førte til krise i Nicaraguas skrøbelige finansindustri, der gennem en groft uansvarlig lånepolitik havde lånt alt for mange penge ud til alle og enhver blandt vennerne. Fire banker krakkede, og staten udstedte endnu flere obligationer for at betale to store banker for at overtage de fire fallerede bankers aktiver og (især) passiver.

I stedet for at investere i befolkningens sundhed og uddannelse har staten altså samlet sine finansielle kræfter om at redde landets lille finansielle overklasse ud af en (i øvrigt selskabt) spekulations- og svindelkrise, samt købe fred med godsejerklassen. Det skete med IMFs (den internationale valutafond), USAs og “verdenssamfundets” velsignelse.

IMF har flere gange stillet som betingelse for lån, at gælden til bankerne bliver betalt til tiden. Verdensbanken har selv direkte skudt flere hundrede millioner dollars i at løskøbe de konfiskerede godser fra de gamle godsejere, som har fået mere end en milliard dollars for deres besvær med revolutionen.

Mens bistandsmillionerne til statens forskellige programmer og institutioner fossede ind ad den ene dør, røg skattemillionerne altså ud til de rige af bagdøren. Siden 2000 har Nicaraguas skatteborgere betalt ca. 2,3 milliarder dollars i renter og afdrag på disse obligationer, med ca. en tredjedel til bankørerne og to tredjedele til godsejerne.

Når jeg samler disse tal sammen og fordeler dem på sociale klasser, ser det sådan ud:

*

3,4 milliarder til internationale bankører og institutioner.

*

0,6 milliarder sat af til internationale valutaspekulanter.

*

2,4 milliarder til Nicaraguas overklasse.

*

0,9 milliarder til det nicaraguanske folk.

De 70% nicaraguanere med den laveste indtægt – det er stort set de fattige, dem med under 2 dollars om dagen – tjente i 2005 sammenlagt 1,4 milliarder dollars. Ifølge det ovenstående er deres direkte “andel” af bistanden 70 millioner dollars om året, eller ca. en tyvendedel af deres indtægt.

Den rigeste tiendel af landet befolkning havde i 2005 en samlet indtægt på 1,7 milliarder dollars. Det er i denne gruppe at landets kapitalejere, direktører, og højere funktionærer findes. Deres direkte “andel” af u-landsbistanden udgør 185 millioner dollars om året, eller en tiendedel af deres årlige indtægt.

Der er altså omvendt proportionalitet i u-landsbistanden i Nicaragua: dem, der har de bredeste skuldre, skal have den tungeste pung. Så tror da fanden, at bistanden ikke har rykket ved fattigdommen! At man sagtens kan have mange års imponerende og vedvarende økonomisk vækst og stadig ende op med, at tre fjerdedele af befolkningen lever for under 2 dollars om dagen. At en fjerdedel af de børn, der går i første klasse, er hæmmet i deres vækst på grund af sult.

De rigeste 10% af landets familier tjente i 2005 24 gange flere penge end landets fattigste 10%. I 2001 var det kun 16 gange mere.

Når institutioner som Verdenbanken og Danida analyserer bistandens problemer, ender de ofte med, at det er korruption og manglende effektivitet i staten, der er problemet. Men se på størrelsesordenerne her: selv da en hel regering fra præsidenten og nedefter spyttede i hænderne, trak skjorteærmerne op og i samlet flok satte pennene til checkhæfterne, nåede de kun at stjæle 100 millioner. Den bevidste, programlagte, Verdensbanksgodkendte støtte til de rige er en størrelsesorden større.

Andre siger, det er dumhed og inkompetence det hele. Men min påstand, er, at man faktisk har opnået det meste af det, man synes var vigtigst. Læs bare den amerikanske regering:

“Igennem de 16 år imellem Ortega-regeringer (1991-2006) fokuserede tre på hinanden følgende liberale regeringer på frimarkeds-reform som vejen tilbage fra 12 års økonomisk frit fald med sandinistisk regime og borgerkrig. Igennem denne 16-årige periode, som var kendetegnet ved stabil vækst i GNP, skabte regeringen dramatiske økonomiske fremskridt. Den privatiserede mere end 350 statslige selskaber, skar inflationen fra 33.500% i 1988 til 9,45% i 2006, og mere end halverede udenrigsgælden. I 2006, mens GDP nåede 5,3 milliarder dollars, voksede økonomien med 3,7%”.

Men, skriver lillefar i Washington også:

“Alligevel er Nicaragua stadig halvkuglens næstfattigste land. Arbejdsløsheden vurderes officielt til at være på 5% af den økonomisk aktive befolkning, men anslået 60% af arbejdsstyrken arbejder i den uformelle sektor. Nicaragua lider af vedholdende handels- og budgetunderskud og en høj indenlandsk gældsbyrde. Udenlandsk bistand udgjorde 26% af budgettet i 2006. Nicaragua er også dybt afhængig af hjemsendte penge fra nicaraguanere i udlandet, som i 2006 udgjorde 655,5 millioner dollars.”

Altså: det går fantastisk med økonomien takket være 16 års god liberal politik. Det eneste lille problem er, at nicaerne er lige så fattige som de altid har været, og flere og flere af dem rejser udenlands for at finde et levebrød. Alligevel er det alt i alt en succes: I 2006 rykkede Nicaragua fra at være et fattigt land til et mellemindkomstland, ifølge Verdensbankens karakterbog. Uden at have gjort noget ved fattigdommen!

Det, der er galt her, er ikke dumhed og det er ikke bistanden. Det går jo godt, for fanden! Nicaraguas økonomi er stabil, den vokser, folk bliver rige, koncernerne er glade for at være her. Bistanden er en reel hjælp til, at alt det sker.

Det, der er galt, er den sociale og økonomiske model, som bistanden er designet til at fremme, og de prioriteringer, der følger med. Korruption og uduelighed blandt dem, der forvalter modellen, er kun et anden-ordens problem.

Fidusen er, at bistanden er ikke et “neutralt” instrument, som enten “virker” eller “ikke virker”. Det kommer an på, hvad man vil med den. Se blot på beløbene. De angiver ret klart prioriteringen: hvad er vi parate til at betale milliarder for? Hvad vil man kun betale millioner for?

Her er min fortolkning af, hvad der er sket.

Man ville fastholde Verdensbanken og det internationale finanssystem som retningsgivende for de fattige landes økonomiske politik, selv om alle og enhver, især folk i de fattige lande, kunne se, at den politik de foreslog, var imod nationale og folkelige interesser. Midlet: en låneafhængighed, som tillod lånegiverne at diktere lånemodtagernes økonomiske opførsel. Pris: 3 milliarder.

Indenfor Verdensbankens program ville man skabe en markedsøkonomi baseret på rige erhvervsfolk, organiseret i aktieselskaber, fremfor for eksempel fattige bønder og håndværkere, organiseret i andelsselskaber. Det man havde at arbejde med, var en samling halvfeudale godsejere, der havde næret deres uvirkelige drømme om hævn og klassehad igennem ti års eksil i Miami, og en bande ikke-længere-særligt-idealistiske statsfunktionærer, der havde mishandlet økonomien under 10 års sandinistisk styre.

For at få disse grupper til sammen at indtage deres rolle i et lovstyret, globaliseret, markedsreguleret verdensbanksdemokratur krævede det en milliardbestikkelse og en gennemkorrupt privatisering af statens vigtigste aktiver, og det gennemførte man. Og da man måtte redde denne vordende klasse fra af at begå selvmord gennem en korrupt finans-krise, der ville have knust ethvert borgerskabs vigtigste institutioner, dets banker, inden klassen overhovedet havde nået at konsolidere sig, gjorde man det uden at blinke. Pris: 2,3 milliarder.

Man ville integrere Nicaragua i en ny global arbejdsdeling som leverandør af billig arbejdskraft og eksotiske landbrugsvarer og importør af alt andet. Pris: 400 millioner til at dække hullet mellem import og eksport, indtil tilstrækkeligt meget af landets arbejdskraft var flyttet til udlandet og sendte nok dollars hjem. Denne nye verdensøkonomi bygger på fri bevægelighed af kapital og råvarer indenfor koncernernes grænser, men på tværs af landenes. Prisen: en spekulationsreserve på 600 millioner dollars.

Der var en utilsigtet bivirkning: det nye borgerskab viste sig så korrupt, at en hel regering prøvede at demontere sin egen stat igennem systematisk rov. Pris: 100 millioner dollars, og USA har måtte acceptere, at Daniel Ortega er tilbage ved magten. Ikke lige den rette mand på posten, i USAs øjne, men trods alt bedre end en eller anden revolutionær.

Der var en anden utilsigtet bivirkning: det virkede ikke. Hvis det altså var fattigdom og arbejdspladser, det galt. Og nu er det jo ikke sådan, at man direkte er imod arbejdspladser og formindskelse af fattigdom i Verdensbanken, faktisk tværtom. Men i en markedsøkonomi er det bare ikke statens eller andre menneskelige kræfters opgave at gøre noget ved den slags, det forventes at løse sig selv, bare vi hjælper erhvervslivet nok.

Men det siger sig selv: Vi har en økonomi, hvor 75% af befolkningen er marginaliserede i forhold til den globale kapitalisme. Man skal da virkelig være optimist for at insistere på, at processer, som man sætter i gang blandt den fjerdedel, der har noget at tilbyde den globale kapital, kan nå at rykke noget alvorligt blandt de tre fjerdedele, der er udenfor, på overskuelig tid.

En udvikling, der vil batte noget, må også forstærke i det mindste nogle af de økonomiske processer, der allerede er gang i blandt dette flertal. Det ville godt nok indebære at støtte processer, der ikke altid er lig med koncerndreven, global kapitalisme (bondelandbrug, andelsselskaber, forbrugsforeninger, sommetider endda noget så radikalt som offentlig service).

Hvis man ikke vil det, og det ville man jo ikke, må man forvente armod og fattigdom. Det vidste man allerede fra Verdensbankens katastrofale erfaring i Afrika i 80erne. Så man var indstillet på at lade nogle midler gå til sociale programmer for at forebygge massesult og oprør. Pris: 0,9 milliarder, en plads i udviklingskonsortiet til socialdemokratiske donorlande med “fattigdomsorientering” på programmet, og en plads til en voksende NGO-sektor (ikke-statslige organisationer), som tog sig af nogle af de sociale programmer, som den liberale stat havde trukket sig ud af.

NGO-bistanden er ikke ensartet og ikke koordineret, den spænder fra ren business til religiøs missionsvirksomhed til revolutionær aktivitet. Resultaterne er derefter. NGOerne kan aldrig erstatte en demokratisk, folkeligt bestemt og dermed formodentlig også statsledet udvikling. Men netop fordi NGO-bistanden trækker i alle retninger skaber den også eksempler på, hvad vi kunne have lavet i stedet for:

Tre eksempler:

*

NGO-kapital har opbygget en snes mikrokreditinstitutioner med en
lånemasse på ca. 400 millioner dollars, der er blevet økonomisk
motor for den uformelle sektor. De låner penge til 450.000
familier - landbrug, butikker og værksteder. Det er halvdelen af
landets befolkning. Sektoren er blevet så attraktiv, at selv
privat kapital er blevet tiltrukket, og politisk ser
regeringspartiet grådigt på de muligheder for social kontrol, der
ligger i at bestemme over så mange menneskers arbejdskapital.

*

NGOer, der arbejder med Fair Trade, har finansieret opbygningen af
et konsortium af kooperativer (andelsselskaber), der samler 6-7.000
bønder og i 2005 eksporterede 15% af landets kaffe. 3.000 af dem
producerer økologisk kaffe, og de står for 90% af nicaraguas
eksport af økologisk kaffe.

Dele af kooperativbevægelsen har
således udviklet væsentlig markedstilstedeværelse og rentabilitet
– så væsentlig, at nogle donorer i “verdenssamfundet” endda er
blevet tvunget til at forlade 90ernes ideologiske skræk for ordet
kooperativ. Donorer som Danida fastholder dog selvfølgelig fortsat
at kapitalen skal være under kontrol af specialiserede
finansinstitutioner (banker) og ikke andelsselskaberne (bønderne)
selv. Det ville være uansvarligt, mener de. Men for mig er den
egentlige forskel, at andelsselskaber ifølge lov og statutter
er tvunget til at tage sociale hensyn. Det må en bank ikke, den
SKAL sætte overskuddet højest. Så vi må have banker ind i
styringen af denne kapitaldannelse, for at sikre at udviklingen
ikke løber “af sporet”, i en eller anden lyserød retning.

*

Forskellige programmer for bæredygtigt landbrug har inddraget en
stor del af bondeklassen (over 30.000 småbønder) i en udvikling af
deres landbrug, som forbedrer deres overleveslesevne og deres
produktion, og formindsker deres afhængighed af dyre kemikalier og
dermed lån. Dette har været med til at stabilisere et lag af
småbondelandbrug, der nu langsomt er ved at sætte deres egen
udviklingsdagsorden i form af stiftelse af nye kooperativer og
krav til staten om en fødevaresikkerheds-orienteret
landbrugspolitik. Begge går imod den liberale dagsorden.

De eksempler jeg har valgt at trække frem her (der er også nogle blandt de statslige programmer, så sort er det ikke det hele) angiver nogle af konturerne af et Nicaragua, som vi kunne have skabt, hvis fattigdomsbekæmpelse havde stået øverst, i stedet for nederst, på donorernes ønskeliste. Tænk, hvis det var til denne forretningsverden, at “det disponible overskud” fra bistanden var gået: de 2,4 milliarder, som man valgte at give til et par tusinde godsejere og nogle snese bankørfamilier? Nu er disse eksempler blevet til bivirkninger i en større tendens.

Det er altså ikke bistanden, den er gal med, det er det samfund, vi – i form af de rige donorlande – prøver at opbygge med bistanden. “Verdenssamfundet” har stort set fået det Nicaragua, det har betalt for.

Du kan finde en anden version af dette indlæg, med kildeanvisninger til alle tallene, her:
http://svensblog.wordpress.com/2008/08/30/nicaragua-pa-bistanden/