New York à go go

New York har sendt mig til tælling. Jeg var ellers vældig kæphøj i begyndelsen af mit lille, to-ugers visit. Nå, så det er New York? Det er da en meget fed by. Slet ikke så glubsk og brølende, som jeg havde forestillet mig, men meget mere tilbagelænet, lækker og afslappet. Og ældre, end jeg havde tænkt mig. Et gammelt imperium, der stadig soler sig i fordums storhed, og endnu ikke helt har opdaget, at det for længst er blevet overhalet af yngre og mere aggressive opkomlinge.

Jaja. Alt sammen meget godt, og jeg spankulerede overlegent rundt i mit ny-indkøbte Soho-kluns, indtil byen tacklede mig bagfra med en gedigen søndags-brandert og efterlod mig hostende og harkende, med tømmermænd, snue og snot ad libitum på en helt almindelig mandag. New York kommer tydeligvis ikke sine hviledage i hu, og det var åbenbart alligevel mere, end hvad sådan en lille Københavner-snotunge kunne klare.

Så nu sidder jeg her, heldigvis ikke længere i et larmende hostel, men på rekreation i en lånt og lækker lejlighed i Brooklyn. Men ak, ude af stand til at bevæge mit værkende korpus længere væk fra sofaen end hen til tepotten og tilbage igen. Med andre ord – der er nu ingen gode undskyldninger for ikke at få blogget en smule om Det Store Æble.

Ikke at jeg har tænkt mig at nævne Den Største Finansielle Krise Siden Depressionen i 1930’erne med et ord. Ifølge CNN sidder jeg ellers midt i den, og burde vel nærmest få fortvivlede børsmæglere i hovedet ved hvert andet skridt. Men enten ser New Yorkerne ikke nyheder, eller også er de blevet ligeglade. I hvert fald virker byen temmelig upåvirket af den katastrofe, som ifølge de hysteriske nyhedsværter skulle finde sted midt i den. Godt det samme. Jeg vil også meget hellere tale om noget andet. Jeg vil hellere tale om nøgne damer, lir, glitter, glamour og lumre numre – eller med andre ord: Burlesque.

Burlesque – eller neo-burlesque – er blevet en hel bevægelse i USA. Det er en art nostalgisk ”vi tager stripteasen tilbage”, en vittig, glamourøs, ekstravagant, grotesk og ironisk udgave af tidligere tiders vovede vaudeville-shows. Jeg var så heldig at rende ind i New Yorks Burlesque-festival, og dernede i kælderen på Le Poisson Rouge, omgivet af yppige, pailletbeklædte danserinder og underholdt af aftenens vært, den campede og usandsynligt lumre drag king Murray Hill, var det svært ikke at falde for hypen.

Burlesque handler om at fejre kvindekroppen, at elske den indre femme, som komikeren Margaret Cho formulerer det i det seneste Bust-magasin. Ikke den perfekte, toptrimmede modelkrop, men alle former for kvindelige kroppe, store og små, tykke og tynde, smukke og groteske. Og jo... Ganske vist ville temmelig mange af de letpåklædte damer nok også være ret pæne sådan... med tøj på, og uden for scenen, men der var befriende mange, som tydeligvis ikke levede op til de konventionelle skønhedsstandarder, men som alligevel, nærmest i kraft af denne ”mangel”, var fabelagtigt sexede på scenen. Og det var helt åndssvagt fedt at se.

Jeg stod dog under showet og spekulerede på en enkelt ting. For alt andet lige, så vadede vi jo også rundt i lårtykke kønsstereotypier her, også selvom vi helt klart var ude i en art kitchet parodiering af kønnet – kvindelige dragqueens, så at sige. Men ville det ikke være muligt at rode lidt mere rundt i det? Hvordan ville mandlig burlesque se ud? Jeg fik delvist svar på mit spørgsmål, eftersom showet blev afsluttet med ”boy-lesque”, et mandligt dragqueen-strip-nummer. Men der var noget, der ikke rimede..

Fortsættelse følger.. (Følg med i morgen – eller i hvert fald så snart jeg har fået tænkt færdig – når jeg kaster mig ud i ikke blot at være betaget, men også analytisk! Wohoo..!)