Når verdens ledere vælger IKKE at lede

Sådan spiller man hasard med klodens fremtid

Det er med en noget modløs fornemmelse, at man må konstatere, at COP15, klimatopmødet i København er slut, uden at det lykkedes at blive enig om en reel global aftale.

Efter to års arbejde står verden med et papir, der er temmelig kort, ukonkret og løst – og ingenlunde i nærheden af en retfærdig, ambitiøs og bindende aftale – som konstaterer, at der skal gøres noget ved klimaforandringerne, at max 2 graders temperaturstigning fortsat er målet, og ikke mindst at der må arbejdes videre i 2010.

De konstateringer er vel ret beset det bedste: Der er enighed om, at der er et problem, som ikke er blevet løst i København, men som skal løses. Kyoto-Protokollen blev ikke skrottet, og papiret ikke rigtigt binder landene ind i noget og der derfor er samme åbne bane at tage reelt ansvar på i det kommende år. Og så det faktum, at de politiske ledere ikke forsøger at sige, at København var en succes, hvilket var en af bekymringerne blandt ngo’erne tidligere på ugen. Tværtimod erkendes det rimelig åbent, at der ikke er blevet leveret.

Skuffelsen er til at få øje på. Fiaskoens hovedansvarlige ligeså. Verdens politiske ledere ledte ikke, til trods for viden, til trods for pres fra det globale civilsamfund. Ingen fortjener hæder for disse forhandlinger. Men I sidste ende var det USAs manglende vilje til at komme med stærkere tilbud om reduktionsmål og finansiering, som gjorde det umuligt at opnå en meningsfuld global aftale.

Opskrift på fiasko

Mange ting er gået galt undervejs. Ingredienserne til en fiasko har alle været tilstede:
Undervejs har der været tekstudkast, som skrev Kyoto-aftalen ud af processen. For u-landene har det været helt afgørende at fastholde Kyoto, fordi den erklærer, at alle verdens lande er ansvarlige for at standse klimaforandringerne, og at de rige lande skal tage têten I forhold til at reducere CO2-udslip I stort omfang. Den slags tekstudkast fremmer ikke tilliden, men har understøttet u-landenes oplevelse af, at det danske formandskab har skævet mere til USA’s interesser end klodens.

De kortsigtede interesser styrer

Der er ikke leveret på finansiering: Uden penge kan udviklingslandene hverken holde deres eget udslip af drivhusgasser nede eller beskytte sig mod konsekvenserne af den globale opvarmning.
Tilsyneladende rummer slutteksten ingen delmål, der forpligter de rige lande i perioden 2013- 2019. Til med er det beløb, der tales om efter 2020 – nemlig $100 mia ”inklusiv alt” – langt fra det, der er nødvendigt. Langsigtede mål uden en fastlagt stigningstakst har det desværre med ikke at blive indfriet. Og udviklingslandene har brug for penge til at håndtere klimaforandringer fra nu af – ikke fra 2020. En retfærdig aftale skal ikke bare rumme finansiering på kort sigt, den skal også udstikke en stigningstakst frem til år 2020, hvorefter behovet er 200 mia $ per år. Dét skal en aftale konkret svare på, ligesom det skal være klart, at pengene skal være nye og additionelle. Ikke noget med at omdirigere u-landsbistand, der allerede er lovet eller givet, til klimatilpasninger. Alt det – betaling fra hvem, hvornår og hvordan - er fuldstændig uklart. Og prisen betales af verdens fattigste endnu engang.

Det er fuldstændig absurd, at de rige lande fortsat nægter at betale deres klimagæld til verdens fattige lande. Mange års CO2-udledning har skabt den gæld, som u-landene ønsker indfriet – men det fik de ikke. Der blev heller ikke skabt enighed om sikre alternative finansieringskilder.

De rige lande bærer ansvaret

USA har hovedansvaret for fiaskoen ved FN’s klimatopmøde. De andre rige lande gemte sig bag USA og har prøvet at fedte ansvaret af på Kina.
EU mistede sin lederrolle på klimaområdet, og det fremstår som et moralsk nederlag. Tænk, om EU havde påtaget sig den istedet og var gået til bordet med løftet om at reducere CO2-udslip med 30%. Med bekræftelse af, at de €7,2 mia til short-term finance, rent fktisk var nye penge, og ikke blot allerede lovede bistandsmidler.
Men USA har – til trods for en tvivlende amerikansk befolkning – udgjort det primære problem. De må tage ansvar, efter I flere år at have stillet sig ikke bare på sidelinien men på bagbenene I det internationale samfunds bestræbelser på at sætte id overfor klimaforandringerne. USA har I mange år været den notorisk største CO2-udleder, men lederen, Obama, kom til København uden at have noget som helst med ud over en tale, der retfærdigvis må siges at erkende problemet. Hvordan kan man så forestille sig, at et land som Kina vil sige ja til at levere indrømmelser – ud over, hvad de faktisk har gjort.

Andre store lande er kommet med eller har været villige til at komme med indrømmelser, selvom ingen dog gjorde nok for at sikre en meningsfuld ny aftale om at begrænse klimaforandringerne. Tidligere på ugen annoncerede Kina, at man ikke længere ønskede hjælp fra rige lande til at reducere sin udledning af drivhusgasser, hvilket var en betragtelig ændring I deres hidtidige position. Men USAs manglende vilje til at flytte sig betød, at Kina ikke følte sig tvunget til at acceptere at international monitorering af dets reduktionstiltag.

Håbet findes i civilsamfundet

Obama har et bagland, der har gjort det svært at levere. Den amerikanske befolkning betvivler i stort mål, at der overhovedet er tale om klimaforandringer. Det stiller store krav til de kommende års politiske arbejde i det globale civilsamfund.
Vi fandt sammen I København for at kræve en retfærdig, ambitiøs og juridisk bindende aftale, som skulle holde den globale temperaturstigning på under 1,5 grad, og gøre de fattige lande i stand til at tilpasse sig klimaforandringerne. Men vores pres har ikke været stort nok.

Det globale civilsamfund må intensivere arbejdet, ikke mindst I USA, med at sikre et stadigt stigende folkeligt pres på USA og andre rige lande. Det folkelige pres må nu stige, det har ikke været nok.

Men lad det stå klart: De siddende politiske ledere kommer ikke til at gå over i historien som dem, der kunne levere eller leve op til ansvaret. Vi accepterer ikke en politisk ledelse, som handler uansvarligt i forhold befolkningen i de små ø-stater, i Afrika og i de mindst udviklede lande, og vi accepterer ikke, at man på denne måde spiller hasard med klodens fremtid.

Sårbare lande og befolkningsgrupper må stå sammen

I de sidste to uger har det været vigtigt ikke at lade sig forblænde af det stormagtsspil – med nye og gamle stormagter – der har udspillet sig i Bella Centeret. Den ultimative test på, at vi har formået at gøre fremskridt, er om de mest sårbare lande og befolkningsgrupper hjælpes til at overleve og tilpasse sig klimaforandringerne.
I det udviklingsarbejde vi gør overalt i verden med at styrke demokrati, kender vi mange af årsagerne til, at de mest sårbare ofte glemmes. De har ingen politisk indlydelse, de er økonomisk og socialt marginaliserede, deres regeringer er mere interesserede i at udnytte eventuelle naturressourcer til egen fordel. Listen er desværre endnu længere. Uanset hvor komplicerede forhandlingerne i Bella Centeret har været, og uanset hvor højt der spilles af nye og gamle stormagter, vil de mest sårbare lande og befolkningsgrupper fortsat være vores focus I de kommende måneder, hvor ampen om klodens klima fortsat skal udspille sig. Og Mellemfolkeligt Samvirke vil vide at være der.