McPolitik og reality hacking

Forleden gik jeg og stegte klatkager, hørte AC/DC, og spekulerede på EF-domstolen. For det første hvorfor den hedder det, altså EF – og ikke EU-domstolen, og for det andet om ikke det er på tide at supplere det reflektoriske piv-piv over den domstol, med nogle forsøg på at bruge den til noget sjovt? Sådan lidt reality hacking.

Tag nu den hollandske model. Hvis nu jeg helt lovligt køber et par gram hash via en hollandsk-baseret netbutik, får det sendt til Danmark, og de danske myndigheder så griber ind – er det så ikke en teknisk handelshindring i forhold til det Indre Marked? Og kan jeg så ikke hive de danske myndigheder for EF-domstolen?

Er der ikke lige nogle EU-jurister derude, der kan give en melding. Jeg ved, I læser med.

Og a pro pos jurister og ulovligheder, så sidder 1 pct. af den voksne US-amerikanske befolkning nu i fængsel eller arrest. BoingBoing har historien fra dette brancheblad for fængselsindustrien samme sted. Fængselsindustri… det må da være værre end symbolindustri?

Sidste uges polemik om SF og populisme, fik mig i øvrigt til at tænke på en festlig bog jeg genlæste i forsommeren: "Retorik der flytter stemmer" fra 1994.

SF’s nye retorik i udlændingedebatten, herunder senest hvad angår østarbejdere, er jo sådan en slags McPolitik. Ligesom junkfood så giver McPolitik en umiddelbar tilfredsstillelse, men da det i store træk udgøres af vand, luft, fedt og salt, så varer mæthedsfornemmelsen et kvarters tid, hvorefter der skal mere junk til. Konsekvensen af junkfood er som bekendt fedme og andre livsstilssygdomme. Konsekvensen af McPolitik er dumhed og sociale hjerte- karsygdomme.

Hvis du lader folk vælge mellem en McBacon og en rugbrødsklapsammen med tomat og avocado, så vil ganske mange nok vælge det første for at få et hurtigt fix. Det ændrer bare ikke ved, at sidstnævnte er ernæringsmæssigt klart at foretrække.

Men betyder det, at der skal gå fuldstændig spelt og rugklid i den politiske kommunikation? Næ nej, der skal være plads til gøgl og lir, og ikke mindst til at tænke sig (grundigt) om før man taler, men det skal ske på et bæredygtigt grundlag.

Og det er så her associationen til ”Retorik der flytter stemmer” kommer ind i billedet. På side 94 refererer bogen Jan Lindhardt (1975 s. 14) for at mene, ”at mistilliden til sproget og til sprogets professionelle udøvere er et meget vigtigt træk i europæisk kulturhistorie; frygten for at blive manipuleret gælder hele den moderne kultur”. Og på samme side står der at læse, at ”Ikke mindst i Skandinavien har forskere der har arbejdet med argumentation, i høj grad set det som deres opgave at advare mod de sproglige tricks som politikere m.fl. efter deres opfattelse, bruger til at påvirke os med (se f.eks. Andersson & Furberg 1969 (…)”

Det interessante er årstallene 1969 og 1975. Noget kunne tyde på, at debatten om spin, designer-politik osv., ikke kommer ud af ingenting.

Klatkagerne blev i øvrigt ok. Fordømt at farmor tog sin fremragende opskrift med sig i graven.