Logik for femårige

Min søn på snart seks år spurgte mig den anden dag, om han ikke nok måtte komme i fjernsynet. Jeg fik straks dårlig samvittighed over at jeg har ladet ham se X-Faktor, Talent og alle de andre tåbelige fredagsudsendelser, der udstiller danskernes higen efter rampelyset og 15 minutes of fame. Jeg forklarede derfor sønnike, at det slet ikke er værd at stræbe efter at blive en berømt tv-star, men at man hellere skal bruge sit liv på at skabe en bedre verden. Jamen, forklarede han, det var jo netop det han ville opnå med sin optræden i fjernsynet. Han ville gerne fortælle alle mennesker på jorden, at nu skulle de stoppe med at lave krig og i stedet begynde at opføre sig pænt overfor hinanden.

Øv, hvor er jeg ked af, at jeg ikke kan skaffe ham 5 minutter i den bedste sendetid! Jeg tror, at der er rigtig mange, der ville have godt af at høre et par sandheder fra en femårig.

Nu er det ikke fordi min søn ved særligt meget om den ondskab, der findes i verden. Han ved, at der findes krig, fordi han for et års tid siden spurgte mig, om det er rigtigt, at der er nogle soldater, der slår mennesker ihjel. Jeg blev nødt til at fortælle ham sandheden. At voksne mennesker slås og bekriger hinanden. At der nogle gange er nogen, der slår nogen andre ihjel. Da han spurgte mig hvorfor, kunne jeg ikke give ham nogen ordentlig forklaring. Hvordan kan jeg forklare ham, at voksne mennesker ofte handler ud fra magtbegær og egoisme, når jeg samtidig opdrager ham til, at han skal være god mod andre. Han skal hjælpe, hvor han kan. Han skal dele, hvad han har.

Hvorfor er det lige, at voksne mennesker lærer deres børn en hel masse, som de overhovedet ikke selv kan leve op til? Vi siger, at man ikke må mobbe, men man må søreme godt fornærme religiøse mindretal ved at tegne en karikatur af deres profet. Vi siger, at man ikke må holde nogen udenfor, men vi laver uigennemtrængelige regler og begrænsninger for asylansøgere og familiesammenføring. Vi siger, at man skal dele, men de fleste har travlt med selv at rage skattelettelser til sig. Vi siger, at man ikke må slås, men sender alligevel vores soldater ud for at slå uskyldige kvinder og børn ihjel.

I går viste TV2 filmen Armadillo, som udstiller Afghanistankrigens meningsløshed. Men den udstiller også menneskehedens totale dobbeltmoral. Politikernes begrundelser for krigen var at skabe fred og sikkerhed. At hjælpe de stakkels undertrykte afghanske kvinder. At frisætte en befolkning, der i årevis var blevet undertrykt af de slemme Taliban. Realiteten er, at man ikke har skabt en skid fred og sikkerhed. Man har gjort alt dét, vi siger til vores børn, at de ikke må. Man har slået en masse uskyldige mennesker ihjel. Man har ødelagt et helt land og generationers mulighed for en lys fremtid. Man har gravet grøfter i stedet for at bygge bro. Det kan selv en femårig da forstå er forkert!

Nis Adam tænder et lys for en bedre verden