Lighed? Ja tak - men hvilken?

I en tid hvor den politiske debat blandt borgerlige er blevet et mærkværdigt kapløb om at dele skattelettelser ud, og hvor økonomer, tynget af situationens alvor, fortæller danskerne, at deres (danskernes, ikke økonomernes!) løn er for høj, er kampen for et mere lige samfund gledet markant i baggrunden.
Men er kampen for lighed passé?

De borgerlige deltager ikke på nogen måde i arbejdet for at skabe et lige samfund. Deres kamp mod det de så farverigt kalder lighedsmageriet kender ingen grænser. Ofte er det endda uklart hvorvidt lighed for loven er en slags lighedsmageri. Men bør venstrefløjen bekymre sig over en udvikling med stigende ulighed i eksempelvis formue og indtægt? I mine øjne er svaret klart ja, venstrefløjens bør være bærere af idealer om lighed og fællesskab! Fokus i det følgende er på det første af idealerne.

Men hvilken lighed og hvilket fællesskab skal venstrefløjen kæmpe for? Ligheden er en kompleks størrelse.
Det er vigtigt at understrege, at et attraktivt lighedsideal ikke indebærer at alle skal have det samme. Det betyder altså ikke, at alle skal have det samme i løn, være ens eller være lige lykkelige. En sådan form for lighed ville ikke være attraktiv.

Det skyldes at mennesker lever forskellige liv og træffer forskellige valg. Sådanne valg kan betyde, at nogen frivilligt arbejder mindre end andre – eller at nogen tillægger sig dyrere vaner end andre. Det er ikke noget attraktivt i løbende at omfordele til de med ekstravagante vaner og lav lyst til at arbejde, på bekostning af de hårdtarbejdende med simple behov.

Men hvilke lighedsforståelse kan undgå en sådan omfordeling? Et bud er, at det i stedet for at handle om lighed i snæver forstand, handler om at give mennesker lige muligheder.

Lige muligheder er ikke et entydigt begreb, idet følgende læner jeg mig kraftigt op over den behandling G.A. Cohen giver emnet i bogen Why Not Socialism.Lige muligheder kan let udvandes til en størrelse, der ikke meget forskellig fra, at loven gælder for alle. Dette kunne vi kalde et borgerligt begreb om lige muligheder, der indebærer at mulighederne er lige, når ikke begrænses af formelle. Som illustration på en situation der bryder med dette ideal om lige muligheder, kan man forestille sig et samfund, hvor loven fastslår, at jyder aflønnes lavere end sjællændere.

Mange venstreorienterede vil føle, at denne form for lige muligheder er utilstrækkelig. Det er tilfældet fordi idealet ikke er i stand til at fordømme samfundsindretninger, hvor sociale faktorer skaber uligheder. Flot illustreret af Jacques Anatole Francois Thibault med ordene:

“The law, in its majestic equality, forbids the rich as well as the poor to sleep under bridges, to beg in the streets, and to steal bread.”

Det borgerlige begreb om lige muligheder mener eksempelvis, at det er rimeligt nok, hvis der opstår lønforskelle fordi brugerbetaling på uddannelsesinstitutioner gør, at folk fra ringere sociale kår ikke får en uddannelse. Det taler for, at vi skal have et begreb om lige muligheder, der både afviser formelle og sociale begrænsninger af folks muligheder.

Men hvorledes så med naturlige, medfødte begrænsninger? Folk med medfødte handicaps er ikke (nødvendigvis) fra fattige familier, men synes alligevel på relevant vis at blive begrænset i deres muligheder. Af den grund skal begrebet om lige muligheder endnu engang udvises, til også at inkludere kompensation for naturlige forskelle.

Lighedsidealet bør, i mine øjne, være en omfattende version af idealet om lige muligheder. På et senere tidspunkt vil jeg gerne forsvare, hvorfor jeg er villig til at acceptere uligheder, der følger af menneskers valg. Jeg kan dog allerede nu godt afsløre, at min næste Blog kommer til at være dedikeret til teoretikeren G.A. Cohen, der døde for ca. 2 år siden.