Ligestilling anno 2013

Ligestillingsdebatten er normalt ikke noget der når forsiderne i nogen særlig grad, alligevel har vi i de sidste måneder kunne høre debatterne om prostitution, øremærket barsel til fædre og kvoter i den politiske top i primetime. Men det er med blandet glæde at jeg lytter til disse debatter, for når alt kommer til alt, føres der stadig en skyttegravskrig med de mest hadske ord og trusler, vi kan forestille os. Er dette ligestillingsdebatten anno 2013?

"Man skal være parat til at blive svinet til fra alle kanter. Hvis du f.eks. udtaler dig om feminisme og ligestilling, skal du ikke være sart. Så skal du kunne klare reaktionerne" Sådan må Elisabeth Møller Jensen fra Kvindfo advare de debattører, der har en holdning til ligestilling. Og således skal især kvinderne tage sig i agt, hvis de overvejer at gå ind på den politiske scene.

Igen og igen bliver det bevist at kvindelige debattører må lægge ører og øjne til lidt af hvert, når de "tillader sig" at have en holdning, og da især hvis de har en holdning til kønnene og deres rolle i samfundet. Trusler, her især seksuelle trusler, er hverdagskost.

Jeg har ikke tænkt mig at gå ind i en analyse af hvorfor man(d) reagerer med denne hadske tone, for jeg er ikke sociolog, men jeg vil tillade mig at komme med en analyse af, hvad konsekvenserne af dette vil have.

Vi har ikke brug for flere kvinder i samfundsdebatten

Således skrev bloggeren Anne Sophia Hermansen og fulgte op med en analyse af den danske, livmoderbeskuende kvinde, der bør holde sig ude af debatterne, hvis ikke hun har en international politisk vinkel til sine holdninger.

Således skrev hun med sarkasmen flydende ud til alle sider. Ikke sandt? Bloggeren der fik sit store gennembrud ved at skrive om det dårlige udbud af mænd til de krævende singler. Kvinden der i et blogindlæg har opfordret andre kvinder til at deltage i debatterne, vel vidende at de skulle stå imod lidt af hvert, kan vel ikke pludselig ophøje sig selv til den debatterende kvinde hun selv agter så højt, der kun skriver interessante indlæg om Syrien?

I virkeligheden er det ligegyldigt om ASH og andre, her især liberale debattører, skriver med spandevis af glimt i øjnene og såmænd bare vil starte en debat, for slutresultatet er det samme: færre kvinder ønsker at deltage i debatten. De enten ikke tør eller ikke gider spilde deres tid på børnehave mudderkast.

Og det er et grumt, demokratisk problem, når halvdelen af befolkningen ikke ønsker, eller er bange for at deltage i de politiske debatter, uanset hvilke emner de så brænder for. Selvom det ikke er indkodet i vores DNA at kvinder absolut vil beskæftige sig med børne og unge området, så bestemmer vores person og baggrund, hvad vi interesserer os for.

I samfundet hvor debattørerne kun tegnes af rige, gamle, hvide mænd, skal der ikke mange hjerneceller til at regne ud, hvilke emner der aldrig vil blive behandlet.

Men det er desværre sådan at samfundets debattører synes at se ud. Selv min egen regering synes ikke at kunne mønstre nok kvinder til at lede landet eller som minimum påvirke den politiske dagsorden. Alt for få kvinder stiller op til valgene, langt de fleste vælger familien, for de ved at et liv i politik går hårdt ud over hjemmefronten,

Mændene vil beholde deres arena for sig selv

Der rejser sig flere spørgsmål igennem dette. Skal vi fortsat kunne bryste os af at have et repræsentativt demokrati, må vi som minimum kunne prøve at imødekomme det faktum at halvdelen af den danske befolkning er kvinder. Men er den politiske vej overhovedet noget for kvinder?

I mit eget parti har vi forsøgt os med en kampagne, for at få flere kvinder ind i politik. Med en masse kvindelige rollemodeller vil vi lokke kvinderne til. Vi vil lokke, ikke presse nogen. Men hvor meget hjælper det? Når alt kommer til alt, er politik en mandeverden, og vi kvinder er der på mændenes nåde og præmisser.

Det hedder skæve og lange arbejdstider, der tager kvinden væk fra hjemmet. I den verden vi lever i, er dette ikke ligegyldigt, for det er stadig primært kvinden der tager det største ansvar og slæb i hjemmet, ikke mindst fordi det ved barslen sætter den tone. Du er ikke en rigtig kvinde, hvis ikke du også er en rigtig mor, og netop det bliver bevist hver gang kvindelige politikere bliver spurgt til, hvordan de nu får det hele til at hænge sammen derhjemme. (Og bare det at vi stadig skriver kvindelige politikere og ikke bare politikere, siger en hel del).

Så skal vi ikke bare bøje os for presset, og indse hvad ASH og mange andre siger: Kvinderne hører til i hjemmet.

Gu' skal vi ej! Vi skriver 2013 og den politiske verden skal følge med udviklingen ligesom alt andet. Vi må indrette det sådan at både mor og far kan passe familie og politisk karriere, uden at det går ud over nogen af delene. Vi må vågne op fra den drøm der har lullet os ind i troen på, at vi har ligestilling, og det bare handler om at tage ordet og magten. Systemet skal ændres ligesom kulturen, og nogle gange kommer det første først.

Nina Bang serverede kaffe i sin første tid som minister, I dag hedder vores statsminister Helle Thorning og hun hælder kaffe op til sig selv. Men det er ikke blevet meget nemmere at være kvinde i politik, selvom mange år er gået, og det har vi alle et ansvar for at ændre på - ikke mindst når vi debatterer

Mangfoldighed i debatten

Nettet indbyder desværre til en mere hadsk tone, da du kan sende indlæg anonymt, uden navn og uden ansigt, og du behøver ikke koncentrere dig om modtagerens reaktion. Men jeg vil ikke slå et slag for afskaffelse af internettet - alligevel -, jeg vil opfordre til afskaffelse af anonymiteten og indførelse af den gode, demokratiske dialog. Den vi fører med respekt for hinanden. Det handler nemlig om manden og kvinden, ikke om bolden.

Det kan slet ikke være til forhandling, at vi skal have en mangfoldighed i deltagerne i samfundsdebatten, hvad enten de er opstillede til valg eller flittige bloggere, kun på den måde kan vi fortsat kæmpe for et lige samfund med en stemme til alle. Det er derfor en trussel mod demokratiet, når hadske bloggere og kommentatorer holder bestemte befolkningsgrupper ude af debatten, hvad enten hadet bliver kastet mod kvinder, jøder, homoseksuelle eller andre.

ASH's blogindlæg, hvad enten det er ærligt eller sarkastisk, får mig, som kvindelig debattør, igen til at tænke, at jeg måske ikke skal blande mig, for jeg vil jo helst skrive om folkeskolen og ligestilling, og det er jo ikke lige så vigtigt som alt det mændende skriver om. Og så ryster jeg på hovedet, griner af mig selv og skriver dette.

Mine danske medsøstre der ikke er vant til at begå sig på den politiske scene, trækker sig igen tilbage til hjemmet, hvor de åbenbart hører til, passer arbejdet og børnene, og roser manden for alle hans fine holdninger. Vupti! Så kom vi tilbage til 50'erne.