Annonce

17. september 2008 - 19:28

Ligeløn – ikke bare lige

I sidste uge rejste FOA’s ligeløns karavane gennem Danmark

Og snart forventes det at regeringen nedsætter en ligelønskommission

Under overenskomstforhandlingerne var der varmet op til at nu skulle der virkelig kæmpes for at de lavestlønnede offentligt ansatte skulle have et løft.

Der blev kæmpet

Der blev strejket og aktioneret

Det var fantastisk at se den gejst, som de offentligt ansatte lagde for dagen.

Vi andre kunne så yde vores beskedne opbakning til de aktionerende.

En enestående chance blev spildt

Op til folketingsvalget i 2007 var alle enige om SoSu medarbejderne og alle de andre lavtlønnede offentligt ansatte skulle have bedre løn- og arbejdsforhold.

Imidlertid forsømte FOA og alle de andre fagforbund at få et løfte fra politikerne om at de ville bevilge ekstra penge til de lavtlønnede.

I virkeligheden lovede politikerne blot at de ville se velvilligt på spørgsmålet under overenskomstforhandlingerne i 2008.

Alle der kender lidt til spillereglerne for overenskomstforhandlinger ved godt at der kun er en begrænset ramme og at denne ramme skal fordeles nogenlunde ligeligt mellem de forskellige grupper. Regeringen giver kommuner, regioner og statens arbejdsgivere en pulje og denne pulje skal fordeles nogenlunde solidarisk. Gives der mere til de lavestlønnede, så bliver der mindre til de knap så lavt lønnede.

Sådan er den danske model!!

Endelig så findes der indviklede reguleringsordninger som gør at et stort lønhop for de offentlig ansatte det første år, kan betyde at de stiger mindre de næste år.

Derfor havde den bedste og mulige løsning været at man havde tvunget partierne til bindende løfter inden valget.

Et løfte om lønstigning til svageste grupper – uden om overenskomstforhandlingerne – via Folketinget. Dernæst kunne man så stå sammen om den fælles overenskomstkamp på det offentlige område.

Dette er ikke for sent.

En kommission skal nedsættes og vil så have ca. 2 år til at afdække området og komme med løsninger.

Et resultat kan så være på plads inden næste overenskomsforhandling på det offentlige område

Ligelønskommission eller lønkommission?

Lige nu diskuterer man om det handler om løn eller om ligeløn.

Det er vel et fedt?

I virkeligheden så skal en sådan kommission afdække de forskellige brancher og overenskomstområder.

Kommissionen skal afdække lønforskelle i sammenlignelige jobs.

Forskellen på offentlig og privat…

Forskellen på mand og kvinde

Hvad tjener en ufaglært på 37 timer om ugen i et 7 – 16 job og hvad får vedkommende i pension og andre goder. Er der forskel på anciennitetstillæg?

Hvad tjener man efter 2 års uddannelse, efter 4 års uddannelse

I dette stykke arbejde er det ikke relevant med historier om sygeplejersker, der arbejder nat og weekend og tilkaldevagter og har mulighed for at tjene 40.000 om måneden.

Derfor skal de forskellige fagforbund og partier smide deres fine tøj og se at komme i gang med denne dokumentation, så vi kan få ligelønsproblemet løst i Folketinget

– det kan ikke vente til næste overenskomstforhandling!

Så snyder vi de lavest lønnede endnu engang.

Kommer der et fornuftigt resultat for de offentligt ansatte, så må vi jo håbe at vores allesammens solidaritet kan række til at løfte lønnen for kassedamer og rengøringsansatte på det private arbejdsmarked – som vistnok er de virkeligt lavtlønnede?

Annonce