Lars Olsen og ærligheden

Lars Olsens indlæg i Politiken 19.dec. "Tag dog den ærlige indvandrerdebat” er forstemmende læsning. Olsen er så forudindtaget og blottet for fakta, at det sidste indlægget bidrager til, er en ærlig debat. Det er ærgerligt, for debatten er vigtig.

Det er fremgangen i meningsmålingerne til Enhedslisten og de Radikale efter kritikken af pointsystemet, der får Olsen på banen i et angreb på de ”rene, ranke og ubesmittede”. Selvom jeg er SF’er, føler jeg mig kaldet til at svare Olsens kritik, der først og fremmest bidrager til at tegne et falsk billede af, hvor indvandrerdebatten står i dag og hvad en solidarisk flygtninge- og indvandringspolitik betyder. Jeg lader den aktuelle debat om pointsystem ligge; synspunkterne hér står formentlig presente hos de fleste. Lad mig i stedet gå i krig med Olsens historieforvanskning.

Olsen tegner et billede af en humanistisk venstrefløj, der nærmest ønsker fri indvandring til Danmark, at der først blev dæmmet op for en massiv indvandring efter ”systemskiftet” i 2001, samt at hvis den humanistiske venstrefløj får magt, er vi ‘tilbage til’ indvandringsmønstrene fra 1980-90’erne. Påstande, som han ikke finder belæg for i virkelighedens verden. Danmark har haft et såkaldt indvandrerstop siden 1973. Siden da er det kun familiesammenførte og flygtninge (fra ikke-vestlige lande) som kunne ‘indvandre’. Hvor 1980-90’erne især var præget af flygtninge og familiesammenføringer til herboende udlændinge, kommer nutidens indvandrere i høj grad uden familie, for at arbejde eller studere. Især fra de tidligere østlande. Og dét giver ubestrideligt voldsomme problemer på det danske arbejdsmarked – løsningen har dog intet med 24-årsregel eller pointsystem at skaffe.

Ikke mindst som følge af nye migrationsstrømme, borgerkrige på Balkan og situationen i Mellemøsten oplevede Danmark et stort indryk af flygtninge op igennem 90’erne og indvandringen steg i den periode markant. Nyrup-regeringens svar var en række stramninger indenfor familiesammenføring. Nyrup strammede – også mere end venstrefløjen brød sig om – men med VKO blev stramningerne groteske og indvandrerkortet brugt i en værdikamp, der har bidraget til at holde højrefløjen ved magten siden 2001. Det er disse groteske stramninger, ikke mindst i form af symbolpolitik, som den humanistiske venstrefløj vil gøre op med. Eksempelvis har Danmark de seneste par år alene givet asyl til i snit 1400. Et opgør med dette giver ikke fri indvandring og dilemmaet – for det er et dilemma - mellem åbne grænser og åbne kasser skal naturligvis diskuteres med udgangspunkt i, hvordan realiteterne - og ikke myterne - er.

At integration af indvandrere fra ikke-vestlige lande ikke altid lykkes, er jo rigtig. Olsen nævner bla. eksempler omkring socialt belastede boligområder. Ligesom jeg deler den opfattelse, at der er sammenhæng mellem antal og succesfuld integration, er jeg også af den opfattelse, at succesfuld integration afhænger af, hvordan vi som samfund ser på nydanskere, at flere kommuner tager ansvar, at virksomheder tager ansvar, at nydansken tager ansvar og at vi er parat til at lægge de ekstra ressourcer, der skal puttes i daginstitutioner, skoler og andre uddannelsesinstitutioner med særlige behov. S-SF har lavet et fælles udspil til, hvordan integrationen styrkes.

Jeg har vanskelig ved at forestille mig, at dette ikke vil være samfundsøkonomisk rentabelt, ikke mindst i lyset af den demografiske udvikling. En pointe, der aktualiseres af en analyse, som for nylig viste, at unge indvandrerkvinder klarer sig bedre på uddannelsesområdet end etnisk danske mænd fra provinsen. Dette er også et element i dilemmaet åbne grænser-åbne kasser; indvandring skal ikke føre til lukkede sociale kasser. Min påstand er, at vi godt kan håndtere indvandring og bibeholde den danske model. Spørgsmålet er snarere om det modsatte kan lade sig gøre.

Denne blog er bragt som debatindlæg i Politiken 23.dec.. Det bliver sidste blog inden jul - en glædelig én af slagsen til alle :-)