Kvindekvoter i virksomhedsbestyrelser - hvor svært kan det være?

Socialdemokraternes venden på en tallerken i sagen om kvindekvoter i danske virksomhedsbestyrelser viser ikke bare noget om det parti, men også en hel del om en manglende evne til at indoptage og integrere oplysninger, der strømmer ind fra cyberspace og medier. Eksemplerne på inkompetence og sammenspisthed i danske bestyrelser er utallige. Nationalbanken og finanstilsynet er enige om, at der skal gøres noget ved danske bankbestyrelsers viden og indsigt. De mindre banker og sparekasser, der nu krakker for et godt ord, har haft en kultur med klappen-hinanden-på-ryggen og gode frokoster. Det med at læse regnskaber, endsige stille kritiske spørgsmål, gik de ikke så meget ind for. Resultaterne taler deres tydelige sprog. Indskydere har mistet deres garantikapital i krakkede sparekasser. I konkursramte banker sidder aktionærerne tilbage med værdiløse papirer. Roskilde og Amager banker ligger først i hukommelsen.

Kigger vi på andre bestyrelser, har vi f.eks. Dongs. Den har ikke udmærket sig på anden vis end ved at være i formandens lomme. Lars Rebien og Lars Nørby Johansen, erhvervslivets ”tunge drenge”, har ikke, såvidt man kan se, gjort andet væsen ud af sig end at bisidde og nikke til formand Schurs summering af en ”uvildig advokatundersøgelse” om Eldrups ansvar i lønsagen. Andre bestyrelser skifter pludselig og meget hurtigt formænd. Det virker ikke just betryggende.

Alligevel fortsætter erhvervslivet deres verbale angreb på kvindekvoter, som om intet var hændt. Uha nej, de mest kompetente skal til. Med den vitterlige inkompetence danske bestyrelser udviser, kan man dårligt finde en kvinde over 30 med en vis erhvervsrelevant uddannelse og kendskab til momsregnskab, der ikke kunne måle sig med de såkaldt tunge drenge på det saglige plan. Men så det erfaringsmæssige?

Interessant nok har det ikke just overrøde finansforbund udtalt, at svaret på de erkendte problemer ikke nødvendigvis er at kræve mindst én tidligere bankchef i en bankbestyrelse, se  http://finanswatch.dk/Finansnyt/Pengeinstitutter/article4618111.ece . 

Selv om der fra det tunge erhvervslivs side (læs DI) slås på det erfaringsmæssige, er der altså røster fremme om, at det ikke er enhver ronkedor, der vil  gøre fyldest. Dette kræver, at man gider gøre en indsats og sætte sig ind i tingene - og ikke kun i alle de oppustede strategier, som man kan fodre svin med.  Enhver virksomheds svaghed giver sig udslag i finansieringen og regnskaberne, enten er sidstnævnte ikke retvisende, eller også kan man på nogle poster ved nærlæsning se, at her går det ikke godt. Revisorstanden udmærker sig desværre også ofte ved følgagtighed, snarere end kritisk analyse, især over for store virksomheder.

Så erfaring er kun så god, som den bruges aktivt og indoptages i ny. Og der er masser af forskelligartet erfaring, der er relevant.

Derfor skal der kvoter til. Det kan ikke blive værre. Et modargument lyder, at det ville få virksomhedernes kurs til at falde, hvis kvinder, der jo per definition ville være uerfarne, kom ind i børsnoterede selskabers bestyrelser. Vrøvl. Tilliden ville kun falde, hvis disse nye medlemmer ville gøre sig den ulejlighed at afsløre svagheder og fejl. Men så ville de jo strengt taget også kun gøre deres arbejde.

Modviljen mod at tænke to ting sammen er symptomatisk for større danske virksomheders og deres organisationers mentalitet. Den reelle styrke de rygklappende drenge har på markedet for bestyrelsesposter er udelukkende baseret på deres uendelige og ubegrundede selvtillid.