Kritisk journalistik er en kampsport

Så kører den igen. Knapt har Lars Hedegaard fået hvad man kun kan kalde, sit livs røvfuld for åben skærm, før hans fædrelandselskende kumpaner ømmer sig og slikker den paranoide gamle mands sår.

I et efterhånden meget omtalt indslag fra Deadline på DR2 får Hedegaard læst og påskrevet af Martin Krasnik, på en måde der ikke kan andet end at imponere alle der ved blot en smule om journalistik. I mine øjne var indslaget med Hedegaard kritisk journalistik når det er allerbedst. For kritisk journalistik er en kampsport, selvom det kun yderst sjældent fremstår sådan.

Og selvfølgelig begynder folk med journalistisk og kommunikationsmæssig baggrund nu at debattere om det er i orden det Krasnik har gjort. Sådan at trække en gammel mand rundt i manegen på den måde, så det nærmest grænser til regulær afklapsning. Man kan mene hvad man vil om Lars Hedegaard, så derfor vil jeg faktisk gerne lige parkere ham i et øjeblik og se mere på princippet i at drive et interview på den måde som Krasnik gjorde, for det er det der er interessant. Ikke om man kan lide Hedegaard eller ej.

Journalister bliver tit (og retteligt) kritiseret for at have et for tæt forhold til eksempelvis politikere, med det til følge at de meget sjældent er kritiske, da kildeplejen får forrang for kritikken. Det betyder at politikerne ofte får lov til at glide af på et kritisk spørgsmål med et af deres tydeligvis indstuderede og af spindoktorer mange gange gentagede, tomme svar. Man kunne også kalde det ikke-svar, da et sådant ikke rummer skyggen af stillingtagen til det der spørges om. Det sker gang på gang, og bruges lystigt af politikere fra hele spektret, når der er noget de ikke har lyst til at svare direkte på.

Man skal ikke være professor i retorik for at gennemskue det. Man skal bare spørge sig selv om man fik svar på det man blev spurgt om. Svaret vil uhyggeligt ofte være nej. Derfor kan det undre en, at journalister, der om nogen skulle være i stand til at gennemskue sådanne selskabslege, ikke bider sig fast, gentager spørgsmålet og konfronterer respondenten med at der ikke er blevet svaret eller at der er blevet svaret undvigende eller ukonkret. I skrivende stund kan jeg tælle mindre end en håndfuld danske tv-journalister der evner de greb.

En af dem, som man vist, oven på nævnte indslag godt kan ophøje til en slags kritisk journalistisk zen-mester, er Krasnik. Og det er på grænsen til at være et demokratisk problem at der er så få journalister der gør det. Ved at lade politikerne glide af på deres spørgsmål, reducerer de medierne til endnu en sæbekasse, hvorfra politikerne villigt træder op på journalisternes skuldre, og udsynger deres mere eller mindre rådne lovsange.

Netop denne tendens til tandløst mikrofonholderi, gør den kritisk journalistiske kampsport så meget desto vigtigere. Og her vil jeg gerne tilbage til sagen om Hedegaard. For HVIS Lars Hedegaard havde haft rent mel i posen. Hvis ikke han havde bygget sit nærmest sygeligt paranoide verdensbillede op på et spinkelt grundlag af hadske og uoplyste antagelser om alt det som han ikke forstår. Hvis han havde taget sin uddannelse som historiker alvorligt, i stedet for at lade den glide i baggrunden til fordel for sin egen politiske agenda. Hvis han, som man sagde dengang jeg var yngre end jeg er nu, kunne ”bakke sit lort op med kung fu”, så havde det været Hedegaard, der havde tørret røv i Krasnik, ikke omvendt. Punktum.

Det er en af journalistikkens fineste opgaver at afsløre folk der populært sagt er fulde af lort. Hvad enten der er boligspekulanter, finansbosser eller slet og ret folk der under dække af fædrelandskærlighed og forsvar for ytringsfriheden udbreder had, mistro og splid. Og det er derfor at det er lige meget hvad man ellers synes om Hedegaard, for den behandling han fik, er blot den behandling som alle burde få af en journalist, hvis de deltager i et kritisk interview. Hvis det så viser sig at der ikke er noget at komme efter så er den sag ikke længere. Du kan ikke malke en død ko. Journalisten ville i så fald prøve, og fejle, og så ville den ikke være længere.

Hvis boligspekulanten blot var en ærlig ældre vicevært der havde misforstået en paragraf i boligloven, hvis finansbossen blot var en mellemleder i en lille provinsbank der ikke havde gjort noget galt og hvis den gamle mand virkelig blot VAR en gammel mand, der er skide bange for at muslimerne kommer for at stjæle hans rødkål og kartofler, så ville disse fakta jo hurtigt komme frem når der blevet gravet lidt.

I stedet kom Hedegaards sande ansigt frem. Og det er det der nu gør ondt på ham og hans allierede. Når man ikke engang får lov til at spille offer-kortet, som ellers er absolut sidste udvej, så kommer man til at fremstå præcis som man er. Hvis ikke man har noget at skjule, har man ikke noget at frygte. Så enkelt er det.

Herfra skal lyde en stor tak til Martin Krasnik. En journalist i mit netværk opfordrede til at dette interview for fremtiden blev brugt som en del af undervisningen i kritisk journalistik på Journalisthøjskolen. Det kan man jo så håbe at det bliver.