Krisens 2. lektion: En ureguleret finanssektor kan have fatale konsekvenser

Den næste lektion fra krisen, er at den uregulerede finanssektor uden effektive statslige overvågningsinstitutioner er en kæmpe risiko for samfundet. Det har simpelthen været et overset faktum, at når vi som samfund vælger at lade de finansielle markeder være uregulerede og med lav grad af tilsyn, så risikerer vi, at resultatet bliver som det blev: Økonomisk nedsmeltning. Vi risikerer at spekulative investeringer, med åbne eller lukkede øjne, opbygger, sælger og puljer luftkasteller i en rasende fart. I USA var introduktionen af de såkaldte Sub-prime lån udslagsgivende. Det er en lånetype, der blev givet til husejere, der i udgangspunktet vurderedes til at være dårlige betalere. Selve navnet Sub-prime indikerer, at disse lån kun gives til de, der ikke kan låne penge på anden vis. Lånetypen blev oftest indrettet således, at låntageren i starten af låneperioden betalte en lav rente, og at denne rente så skulle stige/genforhandles efter en fastsat årrække. Grunden til at banker og privatpersoner troede, at denne lånetype ville være smart, var fordi der var en fælles (mis)forståelse om, at efter den fastsatte årrække ville låntagers hus være steget i værdi, og så ville det være muligt at genforhandle en ny lav rente. Årsagerne til, at amerikanerne belånte sig selv til op over begge skorstene i sådanne usikre lånetyper, er sværere at blive klog på. En mulig forklaring er, at låntagning er blev brugt til at kompensere for, at reallønnen i USA ikke er steget siden starten af 1970’erne. Men forklaringerne på låntagningen vil ikke blive diskuteret her.

Hvis historien om subprime lånene var endt her, hos de banker der skabte dem, ville den sikkert have været mindre interessant. Hvis husene fortsat var steget i værdi, ville ingen sikkert i dag have hørt om disse lånetyper. Ingen af delene er tilfældet. Mange af de banker, der havde udstedt lånene havde mindre lyst til at holde på dem og tage ansvaret, hvis det vidste sig, at de dårlige betalere faktisk var dårlige betalere. Derfor indledte man to sideløbende praksisser:

- Man ”forsikrede” sig mod dårlige betalere, ved at lade andre spekulanter overtage riskoen for bestemte udlån.

- Man slog de dårlige lån sammen med ”bedre lån” og solgte dem videre i bundter.

Disse to måder at videresælge ansvar, blev også heftigt praktiseret af de der i første omgang købte bundter af eller ansvar for subprime lån.

Den vakse tænker måske nu. Hvad med kreditvurderingsinstitutionerne? De skulle jo vurdere risikoen ved at købe bundter af subprime-baseret gæld og påhæfte dem med markater, der illustrerede risikoen ved at binde an med dem. I USA er den rolle placeret langt væk fra den ”farlige” stat. Det er privatiseret og overladt til et (relativt) frit marked. Det betyder, at der er konkurrence mellem kreditvurderingsinstitutionerne. De kan selvfølgelig konkurrere på prisen, men de konkurrerer desværre ofte på, hvem der kan give de mest fordelagtige vurderinger, af det der sælges. Så holder de sig gode venner med alle de, der har tvivlsomme bundter de skal af med. Resultatet af denne frie konkurrence blev, at stemplerne med mærkater, der skulle indikere lav risiko (AAA og AA) glædede og blev påhæftet også usikre og riskofyldte investeringer. Så usikre udlån blev bundtet, videresolgt, omformet og blåstemplet i en hast som kun de færreste kunne gemmeskue.

Når lånetyper så fantasifulde, at manuskriptforfattere i Hollywood skuler misundeligt efter dem, får lov at vinde frem, så løber vi en risiko. Når transaktioner tillades, der er så uigennemsigtige, at Frimurerlogen virker som en instans underlagt offentlighedsloven, så løber vi som samfund en klar risiko. Vi løber risikoen for, at summen af kortsigtede profithensyn får langsigtede konsekvenser for os alle. Den udbrudte krise er en kniv gennem den finansielle og økonomiske politik, der igennem 30 år har domineret borgerlige partier og præget det politiske projekt Socialdemokraterne kalder ”Den tredje vej.” På deres banner har de med stolthed skrevet ordet ”deregulering” og i deres hyldestsang har markedet været den ene sande gud. De har kastet terningerne og tonet rent flag. Det ville være belejligt og rart at erklære dem som tabere. Men eftersom vi alle har betalt prisen – er det os alle der står tilbage som de store tabere i deres samfundseksperiment. Uregulerede finansmarkeder kan have fatale konsekvenser for os alle.