Annonce

26. september 2010 - 13:40

Krisen og dens litteratur: Et overblik

Da reklamebureauet DBB i 2007 udarbejdede en kampagne under sloganet ”We live in financial times” for den engelske avis Financial Times var det på en og samme tid både fantasiløst og profetisk. For sloganet har været indlysende rigtigt for borgere i alle vestlige lande lige siden de finansielle markeder ramlede sammen om ørerne på os for lidt over 2 år siden. Hos DBB kan de i hvert fald glæde sig over, at de ikke foreslog at relancere avisens oprindelig slogan, hvor man betegnede sig selv som avisen for: "The Honest Financier and the Respectable Broker." Den almindelige opfattelse er i dag, at der i så fald ikke ville være behov for et særligt stort oplag. Men at finansmarkederne påvirker både borgere og nationer – det står i dag klart for alle.

Jeg har i løbet af de sidste to år forsøgt at holde mig orienteret i det væld af nye bogudgivelser, der fulgte i kølvandet på den økonomiske krise. Krisen medfødte blandt økonomer og forlag en naturlig og sund interesse for den finansielle sektor og for dens påvirkning af økonomien. Et område der måske tidligere er blevet forsømt.

Selv skal jeg da ikke spille hellig på den front. Da jeg sidste sommer var i London blev hylderne under temaet ”Finance” nærstuderet. Det havde ikke været tilfældet for 5 år siden. Denne nyfundne interesse er sikkert hverken populær hos min bankrådgiver eller min kæreste, der ventede på mig mens jeg gik i boghandlere. Men den slags skal man ikke lade slå sig ud af. Jeg har opgivet at skrive længere anmeldelser af de bøger jeg har læst om krisen. Så i stedet for i denne oversigt, der mere fungerer som en præsentation af bøgerne og deres pointer, end som egentlige referater. Hvis det medfører spørgsmål uddyber jeg selvfølgelig gerne

Paul Krugman: The Return og Depression Economics and the crisis of 2008


Bogen blev faktisk (under samme, nu profetiske, titel) udgivet før finanskrisen, men findes nu i en opdateret kriseudgave. Krugman er blevet en stor helt blandt fortalere for offentlige investeringer herhjemme. Det lyder også forbandet godt, at citere eller referere ”nobelpristageren Paul Krugman” når man argumenterer for, at offentlige investeringer er godt til at skabe efterspørgsel og for at det er farligt at tro, at nedskæringer i det offentlige løser vores økonomiske problemer.
Bogen argumenterer især for den første af disse påstande og er samtidig en grundig gennemgang af de regionale kriser, der burde have advaret politikere og økonomer om, at kapitalismen ikke pludseligt var blevet krisefri.

Fred Magdoff og Michael Yates: The ABC’s of the Economic Crisis


Bogens undertitel “What Working People Need to Know” indikerer klart, at dens udgangspunkt er venstreorienteret. Den er da også udgivet af folkene omkring det venstreorienterede økonomiske tidsskrift Monthly Review. Bogen er tydeligvis skrevet af marxister, men af den slags, der ikke er bange for at udlægge klassiske tekster og budskaber i et sprog de fleste kan forstå. Bogen fører et solidt argument for, at årsagen til krisen kan spores tilbage til helt grundlæggende mekanismer i kapitalismen. Der argumenteres således for, at krisen er systemisk, og at enhver politisk strategi, der ønsker at undgå kommende kriser, skal arbejde for ændringer systemet. Bogen er kort, velskrevet og et must read for alle, der vil have et større perspektiv på krisen.

Gillian Tet: Fools Gold

Bogens vis kluntede undertitel ” How Unrestrained Greed Corrupted a Dream, Shattered Global Markets and Unleashed a Catastrophe” er af stor vigtighed, for alle der ønsker et mere indgående kendskab til finansmarkedernes dynamikker og mekanismer. Samtidig er bogen skrevet i en form og et sprog, der gør det muligt for folk, der ikke selv er økonomer, at følge med. Bogen beskriver det særlige finansøkonomiske fænomen ”derivater.” Derivater finansielle konstruktion, hvis værdi afspejler udviklingen i værdien af et aktiv. Det beskrives ofte som et finansielt væddemål mellem den der sælger og den der køber et derivat. Et eksempel herpå er, hvis jeg om et halvt år skal bruge en stor sum udenlandsk valuta. Så kan jeg lave et ”finansielt væddemål,” hvor jeg for en hvis sum penge, køber retten til om et halvt år at købe den givne mængde udenlandsk valuta til kursen de har dags dato. Det siger sig selv, at udviklingen i kursen afgør, hvem der vinder dette finansielle ”væddemål.” Den slags derivater har de færreste sikkert noget imod, men langt mere avancerede former er også dukket op siden derivater så dagens lys i 1849.

En af hvor tids syndere er derivater på løn. Hvor grundtanken er at det spreder risiko at lade folk vædde om, hvorvidt lånene betales tilbage. Problemet er blot, at det kan give bagslag og forstyrke effekterne af en massiv økonomisk nedsmeltning.

Det interessante ved bogen er, udover at den indeholder fængslende (om end lange) personportrætter, at forfatteren grundlæggende er positive overfor derivater. Der er altså ikke tale om et svulstigt angreb på derivater som fænomen, men snarere på de politikere, der ikke turde begrænser derivaters udbredelse og dermed ikke turde begrænse væksten af de spekulative bobler, der gjorde ondt værre da det hele faldt sammen. Bogen er skrevet med en imponerende detaljerigdom og viser klar indsigt i dette svære område. Bogens beskrivelser af forsøgene på at regulere brugen af derivater giver god indsigt både i reguleringens mangler og i hvor svært et område det er at regulere.

Richard Wolff: Capitalism hits the fan.


Bogen, der deler titel med en DVD-udgivelse og en foredragsrække, der også er på youtube (ca. 7 minutter inde i klippet) som den marxistiske økonom også står bag, er i virkeligheden en samling af essays/blogs fra Wolffs hjemmeside. Det er selvfølgelig interessant fordi datoerne afslører, at Wolff skrev om den kommende krise længe før mange andre. Det er dog også bogens svaghed, at disse blogs nu er udgivet i uredigeret form. For det fører til en næsten urimelig mængde gentagelser af et relativt simpelt (men interessant) argument. Wolff argumenterer for, at de sidste 30 års stagnerende amerikanske lønninger og øget produktivitet, har skabt både et lånebehov hos arbejderklassen og en øget mængde tilrådeværende kapital hos kapitalisterne, der kunne bruges på finansiel spekulation. Denne spekulation er blevet sluppet løs af 30 års deregulering af finanssektoren og konsekvenserne rammer skævt, fordi de der besluttede at gamble, ikke er de der kastes ud i arbejdsløshed når sunde produktive virksomheder taber på tvivlsom finansiel spekulation. Bogen indeholder også venstreorienterede handlingsanvisninger, og ligger i sin tilgang tæt på af det merværdibaserede klassebegreb Wolff igennem hele sin akademiske karriere har forsøgt at udbrede.

Steve Forbes: How Capitalism Will save us


Denne bog er denne listes repræsentant for klassiske nyliberal tænkning. Selv blev jeg snydt af undertitlen ”Why Free People and Free Markets Are the Best Answer in Today’s Economy” til at tro at der her var tale om en bog om den økonomiske krise, der faktisk på et faktuelt grundlag indgik i debatten om den nuværende økonomiske krise. Jeg tog fejl på flere måder. Bogen handler om mange andre ting end den økonomiske krise.
Kapitalismens retfærdighed diskuteres på et niveau hvor ”der er korruption på Cuba” og ”hvis der er problemer er det manglen på kapitalisme” betragtes som argumenter. Der er også kapitler om globalisering og beskatning. Niveauet i disse kapitler udtaler jeg mig ikke om her, for jeg har endnu ikke brugt tid på at læse dem. Bogens relativt få sider om den finansielle krise bringer ikke meget nyt til debatten. Der fremføres eksempler på, at offentlig regulering kan være skidt og der gives ansatser til krikken. Men når korruption i Indonesien bringes ind i en debat om finansiel regulering, tyder det på en forfatter der er på autopilot. Bogens kapitler er gode remindere om, at regeringen ikke kan alt og at politikere laver fejl – men det er samtidigt et dybt naivt forsvar for, at problemerne som mangelfuld regulering skabte kan fjernes ved (næsten) at fjerne reguleringen.

Harold James: The Creation and destruction of Value


Bogen indeholder en interessant sammenligning mellem krisen fra 2001 og den der startede i 1928. Sådanne sammenligninger findes i overskriftsform i mange af bøger om krisen. Men jeg har ikke kendskab til en så grundig behandling som den der findes her. James er meget opmærksom på nuancerne i de to krise, og med en historikers sans for detaljen og for at samle trådene findes her uhyre interessante gennemgange af de to kriser. Ydermere er er det interessant at James sætter krisen ind i en diskussion af globaliseringen. Sidst men ikke mindst leverer James et argument for, at det der forsvandt med kollapet i 2008 ikke blot var materielle værdier. Det var også den tillid globaliseringen bygger på. En tillid der ifølge James ikke kan erstattes med teknologi eller regulering, og som vi kommer til at arbejde længe på at skulle genopbygge.

George Soros: The Crash of 2008 an what it means

George Soros har altid været en torn I øjet på de etablerede økonomer. Han tror ikke på deres teorier om de finansielle markeder, og han er blevet så forbandet rig på spekulation, at al deres viden om økonomi fortæller dem, at han ikke kan være helt galt på den. Soros kritiserer ideen om rationelt fungerende finansielle markeder og ideen om deres ligevægtige natur. Dette fører ifølge Soros til en markedsfundamentalisme. Bogens sværeste passager er klart de mere filosofiske overvejelser.
Soros mener at krisen er opstået internt i det finansielle system, og ikke skyldes eksterne chok (eller grundlæggende træk ved kapitalismen). Han har både konkrete policy forslag og et alternativt paradigme. Det tager sin udgangspunkt i refleksivitet og langt mere realistiske antagelser om menneskelig handlen på finansielle markeder. Bogen er i øvrigt oversat på dansk, men den store prisforskel gør nok, at det for de fleste kan anbefales at anskaffe sig den på originalsproget.

Følgende bøger har jeg ikke haft lejlighed til at læse, men jeg ser frem til at gøre det ved lejlighed:
The Gods that failed - Larry Elliott og Dan Atkinson:

Meltdown: The End of the Age of Greed – Mason

Freefall: Free Markets and the Sinking of the Global Economy - Joseph Stiglitz

The Enigma of Capital: And the Crises of Capitalism by David Harvey

The Great Financial Crisis: Causes and Consequences - John Bellamy Foster og Fred Magdoff

A Failure of Capitalism: The Crisis of ’08 and the Descent into Depression by RA Posner

Tak fordi du læste med. Hvis al det her læsning har drænet dig for den sidste lyst til at læse bøger, så kan jeg da glæde dig med, at David Harvey har lavet en morsom film om krisen og linke til en anden udgave, af Richard Wolffs foredrag.

Dette er selvfølgelig en afvigelse fra den lovede serie om socialistisk teori, men jeg ville ikke vente flere uger med at gøre denne her færdig og publkicere den. Jeg skal nok vende tilbage til min serie snarest muligt!

Annonce