Krise, krise, krise...

Hele verden snakker om krise. Finanskrise. Økonomisk krise. Boligkrise. Kreditkrise. Der hvor jeg kommer til daglig, snakker vi også om krisen. Ikke fordi børsspekulanterne taber penge eller fordi bankdirektørerne mister deres job. Vi taler om krisen, fordi den har betydning for helt almindelige unge mennesker som os selv. Mit første blogindlæg kan umuligt have et andet tema.

Mursten og tvangsauktioner

Og vi har hørt forklaringerne på hvordan lavinen begyndte at rulle: Det hele startede på boligmarkedet i USA, hvor huskøbere igennem mange år har sat sig i for dyre ejendomme. Det gik meget godt, så længe huspriserne blev ved med at stige. I ti år steg, steg og steg priserne. Derfor tog mange familier lån i deres friværdi – i deres mursten – og bankerne lånte ud med uigennemskuelige låneregler og et kæmpe smil på læben. Ingen havde lyst til at sætte en stopper for boligfesten.

Men pludselig bristede boblen. Pengene, der var lånt i murstenene, fandtes ikke længere, og det betød, at 272.000 amerikanske familier alene i juni måned fik et brev, hvor der stod, at deres hus ville gå på tvangsauktion, hvis ikke de betalte deres lån. Herfra rullede krisen i hastigt tempo ind over banker og realkreditinstitutioner.

Konsekvenserne er mere end alvorlige: Når USAs finansielle markeder fryser til is, påvirker det hele verden. Bankkrak, dyrere lån, mindre forbrug, faldende aktiekurser og stigende arbejdsløshed. Flere tvangsauktioner. Færre penge mellem hænderne. Mere kartoffelsuppe. Mindre overskud. En økonomisk og social katastrofe af rang.

Lige nu er det som om, jeg bare venter. Hvad betyder det for mig? Min familie? Mine venner? Mon nogle, jeg kender, mister deres job eller mon vores generation får æren af at være ’generation tvangsauktion’? Hvem bliver ramt og hvem går fri? Det er den nagende usikkerhed, som langsomt, men sikkert, er ved at få fat i mig. Som en underliggende stemning, der hverken vil forløses eller forsvinde.

Hvem kan vi skyde skylden på?

Jeg får sådan behov for at give nogle skylden. Nogle, som har svigtet deres ansvar. Nogle, som har været egoistiske. Nogle, som vi kan bebrejde.

Vi kunne starte med alle de mennesker, som har levet over evne. Lånt over evne. Spist over evne. Men det ville på en eller anden måde være for simpel og individualistisk en forklaringsmodel.

Et hovedansvar må lægges på den finansielle sektor, som i mange år har ført en grådig og spekulativ investeringsstrategi, hvor der kun blev skelet til den kortsigtede profit. Banker og realkreditinstitutioner har lukreret på opsvinget i en sådan grad, at kortsigtede, risikable og ekstremt indtægtsgivende investeringer blev hverdag. Finanssektoren har simpelthen ladet økonomisk tvivlsomme husholdninger låne astronomiske beløb i håb om et evigt opsving – og hvem siger nej til et nyt hus, når alt man skal gøre er at skrive under nederst på et papir?

Samtidig har finansfolkene eksperimenteret med at opkøbe, sælge og ompakke lånene, så de nu er spredt ud over hele den finansielle verden. Resultatet er fuldstændigt uigennemsigtige låneforhold. Og en totalt sammenvævet global økonomisk katastrofe.

Vi kan også skyde skylden et mere abstrakt sted hen – nemlig på den idépolitiske strømning bag katastrofen. Jeg tænker naturligvis på nyliberalismen, og på dens eksponenter. Et andet hovedansvar skal lægges hos de politikere, som har haft en blind tro på, at markedet ordner alt. Det er denne nyliberale casino-økonomi, der har ført til finanskrisen. Det er politikere som Anders Fogh og George W. Bush, der mener, at skattelettelser er vejen til himmeriget, der bærer en stor del af ansvaret for at kortsigtede og risikable investeringer har erstattet brede samfundsøkonomiske hensyn.

Fogh, Bush, Løkke og McCain har alle været ude og sige, at man ikke må bruge finanskrisen til at fremme egne politiske interesser. No wonder, at netop de prøver at undvige den dybdegående kritik, som følger i krisens kølvand. Men selvfølgelig må vi snakke om politik! Finanskrisen er jo dybt politisk. Vi har efter min mening pligt til at tænke over, hvordan vi er havnet i en så alvorlig situation. Politikerne verden over har jo handlet uansvarligt og gældsat samfund med dyre krige og skattelettelser til de rigeste. I Danmark kunne de sidste syv års optur være brugt på investeringer i vores velfærd. Nu overtager vi, Danmarks ungdom, i stedet et nedslidt velfærdssamfund med usikker økonomi og høj arbejdsløshed. Det er ikke okay!

Nu bliver jeg sur! Det kan ikke være rigtigt, at levevilkår forringes på grund af grådige spekulanter og profithungrende pengemænd. Det kan ikke være rigtigt, at familier må gå fra hus og hjem. Det kan ikke være rigtigt, at almindelige mennesker betaler prisen for neoliberale politikeres hang til casino-økonomi. Det kan simpelthen ikke være rigtigt!

Lad os presse på for, at krisen kan bruges til at vende synet på, hvad en sund økonomi er – og hvorfor regulering ikke er et onde, men et gode. Lad os bruge erfaringerne til at overbevise folk om, at en ansvarlig, social og bæredygtig økonomi sikres bedst gennem høj grad af regulering og gennemsigtighed.

Indtil da vil jeg forsøge at holde usikkerheden fra livet. For hvem ved, om vi bliver generation tvangsauktion? At tage sorgerne på forskud har nok aldrig gjort noget godt.