Koperativer: Faldgruber og mangler?

Min partikammerater Peter Westermann slogi sin seneste modkraftblog på tromme for kooperativer. Motivationen er helt grundlæggende den, at ”vi må bygge videre på virksomhedsmodeller, der ikke baserer sig på profit og hensynsløshed.” Bloggen argumenterer for, at det i lyset af den økonomiske krise er relevant at overveje økonomiske alternativer.

Jeg er helt med på, at det er oplagt at diskutere nye ejerskabs- og virksomhedsformer i forlængelse af krisen, men har alligevel en række kritiske kommentarer til Peters blog. De handler på den ene side om beskrivelsen af krisen og på den anden siden om det alternativ, PW ridser op.

I Krisediskussionen undlader PW lidt for let at tage stilling til, hvorvidt vi burde have ladet bankerne falde sammen. Det er væsentligt i en analyse af finanskrisen at beslutte sig for, om man mener at bankerne i den konkrete kontekst og i lyset af alle de politiske fejl og den manglende regulering, faktisk var blevet ”to big to (let) fail.” Selv har jegtidligere argumenteret for, at det var eneste vej ud af redeligheden at redde bankerne, hvor smerteligt det end er at konstatere. At der både dengang blev stillet for få krav, og at den efterfølgende regulering har været utilstrækkelig er reelt en anden diskussion. Men denne eventuelle uenighed har ikke den store betydning for analysen i denne sammenhæng.

Det har jeg på fornemmelsen at den næste har. I det afsnit, der beskriver ansvaret for finanskrisen er PW’s formuleringer om hvem der gjorde hvad, er uklare på centrale punkter. Det er ikke tydeligt for mig, om han kritiserer profitmotivet, eller det problematiske ved, at så mange og så store enheder nådesløst forfulgte dette. Forskellen er, at det første taler for at eliminere profitmotivet – det andet for at ændre de forhold konkurrencen foregår under.

Jeg mener grundlæggende, at det kun er ret begrænsede dele af økonomien det giver mening at ønske kooperativer i forståelsen medarbejder og forbrugerejede virksomheder. Men jeg mener til gengæld at visionen om økonomisk demokrati på arbejdspladsen er et væsentligere ideal. Som jeg ser det har idealet om kooperativer problemer, enhver fortaler må forholde sig til.

Kooperationen beskrives hos PW som en filosofi ”hvor medlemmerne på demokratisk vis både ejer og driver deres virksomhed eller aktivitet. Den kooperative virksomhed skal ydermere være til størst mulig nytte for medlemmerne og samfundet - frem for at give det størst mulige økonomiske overskud.” Heri ligger en (rigtig) ide om, at både medarbejdere, og borgere har interesser i virksomheden. Men det peger også frem mod nogle afgørende konflikter og problemstillinger.

Det første er magtforholdet mellem forbrugere, medarbejdere og det politiske system. Hvilke beslutninger placeres hvor? Lad mig blot illustrere hvilke store og afgørende spørgsmål, der skal afklares. Hvem bestemmer produktionsmålene for virksomhederne? Hvordan foregår overskudsdelingen og er der forskel på om det hives ud af virksomhederne eller geninvesteres? Hvilke regulationer er der på arbejdsmiljø, arbejdstempo? Hvem vælger direktører? (hvis der skal være sådanne). Hvem vælger hvem der skal bestemme over hvad i virksomhedens organisation?

Alle disse spørgsmål og alle de du, som læser, sidder med herudover er ikke egentlige indvendinger mod kooperationer. Men det fremhæves for at understrege, at der er store og svære beslutninger at træffe, der alle opstår fordi der er modstridende og forskelligartede interesser mellem forbrugere og medarbejdere på den enkelte virksomhed – og sikkert også mellem forskellige undergrupper herunder.

Det næste problem vil uvægerligt følge i forsøget på at løse det første. Det slidsomme arbejde med at identificere regulerende principper vil med al sandsynlighed hurtigt vise sig ufrugtbart, og forklaringen er, at økonomien er så kompleks en størrelse, at vi nok må anerkende, at både styringsprincipper, ejerskabsformer og mulighederne for medarbejderdemokrati varierer i økonomiens forskellige sektorer.

_ Betragt beslutningen om, hvem der bestemmer hvor meget der skal produceres og lad os sige, at vi lader medarbejderne træffe denne beslutning. Det virker som en god ide at lade dem der skal producere bamserne bestemme, hvormange de ønsker procuderet. Men i andre dele af økonomien duer dette princip ikke. For sygeplejerskene kan ikke beslutte, hvor mange der skal plejes hver måned – og mængden af vand fra vandværket er det ikke hensigtsmæssigt at de beslutter på et møde mandag morgen. Problemet er at økonomien er for kompleks og for forskelligartet og problemet vokser i omfang, når vi betragter hvad forbrugerne skal have lov at bestemme.

Overvej blot: Arbejdstempo/arbejdsmænde/arbejdstid i den almindelige produktion – eller i den lokale velfærdslevering? Vil forbrugerne ikke risikere at følge kortsigtede hensyn og hive for meget ud af virksomheden, eller urimeligt holde lønnen nede for medarbejderne?

Grundlæggende er jeg altså skeptisk over for kooperationstanken som overskrift på et forandringsprojekt. Og jeg ville foretrække en diskussion, der ud fra en grundlæggende anerkendelse af økonomiens sammensatte størrelse, diskuterede hvor kooperationstanken kan anvendes og hvor det må overlades til medarbejdere, politikere eller andet.

I øvrigt savner jeg også en diskussion af profitmotivet og dets rolle. Der er dele af økonomien, hvor jeg mener det er et fremragende og vigtigt ideal at fjerne profitmotivet. Det skal ud af alle de steder, hvor det er forrykt at lade individuel købekraft bestemme, hvor meget af en service individet kan modtage (sundhed, uddannelse, pleje) og de steder, hvor et sammenbrud er ubærlige for samfundet (forsyning, infrastrutur, finanssektor). Men skal det også ud af vores hotelbrancher, tøjbutikker og bagere?

Sammenfattende er der altså behov for en grundlæggende grænse og ansvarsdragning. Hvem skal beslutte hvad og hvordan skal vi løse alle de problemer der opstår, når borgernes og medarbejdernes interesser er modstridende? Hvad sker der de steder, hvor kooperativer opfører sig for meget som virksomheder og hvad sker der hvis de i for ringe grad er i stand til at justere deres produktion i forhold til borgere og samfunds behov?