Kald det kærlighed

I februar 2004 troppede jeg op på et socialkontor i New York for at søge om en arbejdstilladelse. Jeg forestillede mig, at det kunne være spændende at arbejde som murer i USA.

Men den kæmpestore ’black mamma’ med guldøreringe bag skranken himlede bare med øjnene, rakte hånden frem mod de mange hundrede arbejdsløse amerikanere, der stod bag mig og sagde derefter så kontant, og så højt, at selv en ung global venstreorienteret som mig selv, kunne forstå det: ’Sig mig hvad helvede forestiller du dig. At du skal have tilladelse til at arbejde i det her land. I den her by. Mens forældre må kæmpe fra dag til dag for at få arbejdstimer nok ’to pay their childrens doctorbills?! Next!’.

Pinlig og en hel del klogere forlod jeg kontoret. Hvad fanden havde jeg forstillet mig? At jeg bare kunne troppe op til en millionby med massearbejdsløshed, og tage brødet ud af munden på de fattigste. Pinligt!

Hvad en sort kvinde i 30’erne udmærket vidste, fordi hun arbejdede med det til daglig, har Rockwool Fonden nu også fundet ud af. I et arbejdspapir fra 2007 konkluderer de: ’… indvandring fra mindre udviklede lande er forbundet med, at der er indfødte danskere, der som følge deraf får en lavere løn eller mister deres job. En del af de, der derved mister deres job, oplever også en periode som arbejdsløse. Det er især ufaglærte og personer med en erhvervsuddannelse, der på denne måde kan være påvirket negativt af indvandringen’.

I en perfekt verden. Uden arbejdsløshed. Uden forskelle på rig og fattig. I sådan en verden, støtter jeg åbne grænser. Indtil da har både jeg, og de arbejdsløse i New York en virkelighed at forholde os til. Derfor er jeg som udgangspunkt imod import af arbejdskraft. Så ja, jeg mener grænserne for arbejdskraft bør lukkes (med konkret særlovgivning, hvor det er nødvendigt og fornuftigt).

Vi skal hjælpe flygtninge (bemærk jeg adskiller flygtninge- og indvandrerpolitik, i modsætning til min medblogger Mikkels ’udlændingepolitik’), og mener, vi skal stoppe med at tvangsfodre ulandene med frihandel, som fastholder dem i fattigdom.

Men vi skal efter min mening ikke løse verdens fattigdom ved at lade folk immigrere til rigere lande. Konsekvenserne er som Rockwool-folkene siger, at de ufaglærte og faglærte - specielt dem med udenlandsk baggrund, i øvrigt - betaler prisen, for de langt uddannede og mest privilegeredes tolerance.

Jeg mener ikke, jeg begår et ’svært tilgiveligt forræderi, og faneflugt fra en af tidens vigtigste fronter’, som Mikkel skriver. Tværtimod, jeg står med hænder og faner dybt begravet i denne front. Jeg tillader mig bare at overveje, hvad der rent faktisk skal til for at få forandret den situation, at fattige polakker, og arbejdsløse danskere slås om de krummer, arbejdsgiverne kaster efter os. Min konklusion er, at forandring kræver magt. Magt på arbejdspladserne, og magt på Christiansborg.

Begge steder kræver det at vi får flertal i ’Tøvst-galaksen’. Derfor taler og skriver jeg til dem på bloggen. Og derfor er jeg glad for, at min partiformand gør det samme i avisen.

Jeg forestiller mig kolleger og andre fagligt aktive. Jeg forestiller mig min familie, mine venner, gamle skolekammerater. Jeg prøver at tænke på hende, der står foran mig i supermarkedskøen. Og så skriver jeg med det formål at fremlægge et andet alternativ til de bedrevidendes middelklassemyter, end det Pia Kjærsgaard fremlægger. Det er muligt nogle mener det er ’nuttet, men i længden lidt trættende’, men det er nødvendigt og rigtigt, og det er rigeligt for mig.

Hvis ikke socialisterne snakker til de unge arbejdsløse amerikanere, der frivilligt hjælper den amerikanske stat med at opbygge et 1.100 kilometer langt hegn, vendt mod illegale mexicanske indvandrere, så gør de sorte kræfter i sydstaterne.

Hvis ikke socialisterne snakker med de unge arbejdsløse sydafrikanere, der i maj jagede lønarbejdere fra Zimbabwe ud af Johannesburg og Cape Town, så gør de reaktionære anti-ANC kræfter det.

Hvis ikke socialisterne snakker med de fattige skinheads, der i Moskva jager, bortfører og torturer underbetalte uzbekiske bygningsarbejdere, så vil de fascistiske organisationer gøre det.

Kort sagt: Hvis ikke Enhedslistens kommunikationsmedarbejder vil overveje ’sin anstændige udlændingepolitik’ og flytte sit parti for at opnå flertal, så er der andre der vil. Det lykkelige for arbejderklassen er, at Pia for en gang skyld ikke står alene med en oprigtig vilje til at tage folks bekymringer alvorligt.

SF og Villy Søvndal har indledt det hårdeste angreb mod Dansk Folkeparti i pianisternes historie. Herhjemme har jeg i ren og skær glæde rejst både dannebrog og det røde flag.

Kald det bare kansas-arbejderisme. Jeg kalder det kærlighed til folk på gulvet, og erklærer mig enig med Lars Lilholt der i selv samme sang, tørt konstaterer ’den drøm, der kun forblir’ en drøm/ den er en løgn’.

Jeg vil opfordre alle socialister, alle forkæmpere for social retfærdighed, alle Modkrafts læsere, til at lytte lidt mere til sorte kvinder fra Bronx, lidt mere til hvide mænd fra ’De Lyse Nætters Orkester’, og lidt mindre til specialarbejdere fra symbolindustrien.