Køb-en-havn

Hvad skal man kalde København i disse dage? Københavnstrup er for klægt og sødladent, men noget med grav ville være passende. Købengravn, nej den går ikke. Byggeplads København er ikke morsomt, men rammende. Gravkøerne har kronede dage. Ikke bare metro, men nye fjernvarmerør, vandrør, kloakrør, nye kabler og diverse arbejder for at afværge oversvømmelser fra skybrud fører til en serie af udgravninger, hvor synergieffekter udnyttes minimalt (grav op til en ting, dæk til, grav op igen osv). Scala bygningen, der blev ombygget i slutfirserne, er ved at blive revet ned, og DI bygger noget med et skelet i ruderform udenpå. Man frygter der kommer neonlys i og kan i hvert fald konstatere, at det ikke bliver den magtfulde erhvervsorganisation, der kommer til at forskønne den æstetisk udfordrede Rådhusplads – i øvrigt flankeret af  Tivolis højtstræbende monsterforlystelser. Busterminalen fik 15 år. Metrobyggeriet har på Kgs. Nytorv fået indgangskulisse af en kolonnade af jernbjælker plantet solidt på fortovet foran D’Angleterre, der også er under ombygning.  Nørreport har længe været så hæslig, at den nærmest er blevet forbedret af byggerodet.  Der er i hvert fald fredeligt få biler.

Spændende er det at færdes i byen. Man skal holde blikket stift rettet nedad mod metal-, finer- og papplader, der på skrømt lægges hen over udgravningerne, der omgærdes af uskønne betonblokke. Fortovene er krakelerede, og vejene fulde af asfaltlapper. Købmagergade er ved at få en ny tarvelig belægning. Cyklisterne er de store vindere.

Men hvem har købt storbyens havn? Den er nærmest forsvundet ganske langsomt, og det lader til, at den skal afskaffes helt. De fire cykel-gang broer, der skal muliggøre, at man kan komme tørskoet rundt i inderhavnen, risikerer at lukke for bådtrafikken ind og ud ad kanalerne, men mest tvivlsom er broen fra Nyhavn til Arsenaløen. Vi ved jo godt, hvorfor der ikke kom bro fra Skuespilhuset (Den Sorte Badeanstalt) over til Operaens Dødens Gab, de to bygninger, der er sat i verden for at vise de skønne levende kunster i København, og som hverken harmonerer med hinanden eller med noget andet. Og hvis vedligehold vanskeliggør, at Det Kgl. kan levere nye forestillinger og rejse land og rige rundt til glæde for hele folket. I stedet subsidieres den københavnske kulturmiddelklasse, selvom den også vånder sig under billetpriserne.

Det er sørgeligt, at København maltrakteres på den måde. Læg dertil, at der gøres uendelig lidt for at skjule uhyrlighederne i den lange mellemtid, der varer lige til 2018. Dvs. ved Gammel Strand er nogle grønne plankeværker sat op, hvor man kan se nostalgiske fotoer af fortidens skovserfiskekoner med alt godt fra havet. På Kgs. Nytorv indpakkes Krinsen på tilsvarende vis.

Nørrebro og Vesterbro kan godte sig, for de er endnu ikke så belastede. Den indre by er værdig til flugt. Hvor der ikke er graverier, er der skrald og cigaretskod, larm og stort set uinteressante restauranter, café’er og barer. Strøget har længe været blottet for enhver charme.

Man må håbe, turisterne bliver væk, for der er ikke noget at komme efter. Når man ser stakler, der går rundt med bykort, bliver man trist på deres vegne. Hvis Woody Allen skulle lave film her, ville det da få ham til at vende tilbage til fortidens depressive forstudier-til-helvede film. Ring hellere til Werner Herzog og få ham til at lave ”Ned i Afgrunden II”.

Dog skal det indrømmes, at der sker noget, selvom ’koordinering’ virker som et plusord strengt reserveret til managementkurser for de højere luftlag i Københavns Kommunes forvaltning.

NB: For at gøre det helt tydeligt: Det var selvfølgelig fhv. skibsreder hr. Møller, der forhindrede en bro fra Skt. Annæ Plads til Operaen.