Siden Israel for få dage siden angreb nødhjælpskonvojen i internationalt farvand, har kritikken og fordømmelserne lydt fra mange sider og mange steder.
EU kræver med Catherine Ashton i spidsen en fuldstændig undersøgelse af hændelsen og gør desuden klart, at EU ønsker et stop for blokaden af Gaza: “The EU underlines its call for an immediate, sustained and unconditional opening of crossings for the flow of humanitarian aid, commercial goods and persons to and from Gaza”.
FN fordømmer handlingerne, kræver løsladelse af de tilbageholdte aktivister og »omgående, uvildig, troværdig og gennemsigtig undersøgelse i overensstemmelse med internationale standarder«. En udtalelse, der ved hjælp af USAbehandler Israel en smule blidere.
I den danske debat har Søren Espersen ikke uventet indtaget rollen som staten Israels forsvarer ”De israelske soldater er jo ikke idioter - lad os nu holde op. Det ville et kæmpe image-problem for dem, og de har selvfølgelig haft klare regler at handle ud fra. De har gjort præcis det samme, som alle andre lande ville have gjort i samme situation”.
Danmarks udenrigsminister Lene Espersen har ikke specielt tydeligt lagt en markant dansk linie. I den officielle udtalelse siger hun dog, at Danmark lægger sig op ad EU. Men en klar og utvetydig fordømmelse, samt krav om ophævelse af blokaden, har vi fortsat til gode at høre fra ministerens egen mund.
Lene Espersen indkaldte dog den israelske ambassadør i Danmark, Arthur Avnon, til krisemøde i ministeriet. Men Lene Espersen prioriterede bare ikke selv at være med til mødet.
Arthur Avnon udtalte for åben TV-skærm foran det danske Udenrigsministerium, at Danmark skulle koncentrere sig om nationale anliggender. Hvis nu Lene Espersen rent faktisk havde taget situationen alvorligt og var dukket op, så kunne hun jo have forklaret ham, at
For den virkelige problemstilling – og som førte til nødhjælpskonvojens tilstedeværelse i Middelhavet in the first place – er Israels nu 3 år gamle blokade af Gaza. En blokade, der formelt set gælder alt, der kan have et militært formål eller kan styrke Hamas’s kontrol, men (ligeså formelt set) tillader humanitære fornødenheder at komme ind til de 1,5 mio palæstinensere, der lever i det, som meget præcist betegnes som verdens største friluftsfængsel.
Sagen er bare, at de konkrete kriterier for, hvad der falder indenfor kategorien, alene kendes af Israel – og i følge menneskerettighedsgrupper har det ramt kiks, frisk kød, marmelade, chokolade, musikinstrumenter, computere, køleskabe, legetøj, notesbøger, kuglepenne. Dertil kommer byggematerialer som cement. WHOs transporter af medicinsk udstyr til Gazas hospitaler nægtes også jævnligt indrejse af israelerne.
De fødevarer, der er at finde, leveres enten af FN og hjælpeorganisationer eller smugles ind fra Egypten, hvorefter de sælges dyrt til en befolkning, der på alle parametre lider afsavn og fornedres.
Når Israel så selv hævder, at blokaden virker og ikke har væsentlige negative følger for gazanerne, så må man endnu engang konstatere, at deres udlægning af teksten ligger pænt langt fra den virkelighed, som andre heldigvis begiver sig af med at dokumentere:
Amnesty International har netop gjort det klart, at mere end 60% af husholdningerne ikke har fødevaresikkerhed. Mange oplever at være uden strøm op mod halvdelen af døgnet og der er brændstofknaphed i stort omfang.
Gaza er ramt af massearbejdsløshed, prisstigninger på fødevarer og ekstrem fattigdom. Og Israels invasion december 2008-januar 2009, som kostede over 1000 palæstinensere livet, gjorde den humanitære katastrofe endnu større.
At det er decideret modproduktivt er åbenlyst for enhver, der beskæftiger sig en smule med Israel-Palæstina konflikten og fremhæves også af blandt andet EU og flere menneskerettighedsorganisationer.
Guderne – som jeg i øvrigt ikke tror på – skal vide, at Hamas’ politiske projekt ligger langt fra venstrefløjens. Men de vandt faktisk magten ved et internationalt anerkendt valg i 2006. Israels blokade, som rammer 1,5 mio mennesker, er en grotesk og usympatisk form for kollektiv afstraffelse, som demokratiske retsstater ikke bør begive sig af med.
Blokaden af Gaza må og skal stå i centrum for det internationale samfunds – herunder Danmarks – reaktioner på Israels angreb på nødhjælpskonvojen og drab på en række mennesker. Og det må få klare, utvetydige og mærkbare konsekvenser for Israel.
Hvis verdenssamfundets på hver deres måde selvudråbte ’tunge drenge’ – USA, EU, kvartetten m.fl. - skal nyde den tillid blandt resten af denne verdens aktører (og helt køligt betragtet i forhold til at få en sammentømret position ift Iran, som ligger USA ganske meget på sinde disse dage) , så må og skal der handling bag ordene denne gang.
Vi venter i spænding på, om kravet om ophør for blokaden følges op med handling, eller om opdelingen af denne verdens mennesker i to kategorier - dem, vi tager os af og dem, vi ofrer – snart ser sit endeligt. At Danmark næppe bliver drivkraft i den proces er begrædeligt men efterhånden ikke uventet.