Hykleri for 18 mia: Frontalangreb på solidariteten

Det er intet mindre end det hidtil alvorligste angreb på et solidarisk velfærdssamfund, som udspiller sig i Finansministeriet i disse dage.

En koalition af liberalister, der ønsker så lidt stat og velfærdssamfund som muligt, selvudråbte forsvarere for den såkaldte kreative klasse, der ikke mener de kan overkomme at blive beskattet højere af de sidst tjente kroner (€ hvis de selv måtte bestemme) og endelig et nationalkonservativt levn fra forrige århundrede, der er parate til at sælge ud af alle valgløfter og garantier, hvis de blot kan få kalket Dybbøl mølle og kanoniseret den danske forenings samlede værker, er i gang med at afskaffe efterlønnen.

Den nye ”ikke-socialistiske” koalition i Folketinget viser samtidig vælgerne, at der ikke er noget alternativ til de traditionelle arbejderpartier A-F-Ø, hvis velfærdssamfundet skal bevares og udvikles. De arbejderstemmer, som DF og V har haft til låns de sidste år, bør fosse tilbage – for hvad ellers kan overbevise så klart om, at der ikke er et blåt alternativ til arbejderpartierne.

Navnlig DF er demaskeret. Det må være det klareste løftebrud i dansk politik, siden jeg ved ikke hvornår. Fremrykning af folkepensionsalderen og afskaffelsen af efterlønnen. Som venstrefløj står det lige nu som vores vigtigste opgave at gøre borgerne opmærksomme på det. Den borgerlige meningsmagermaskine vil selvfølgelig over for dette forsøge at gemme realpolitik og løftebrud bag politiske proceshistorier om, at ’de rødes alliance er brudt’. Men nej.

Det er muligt, at disse vellønnede kommentatorer ikke selv har brug for efterlønnen – men det er ikke desto mindre det, som FT-valget handler om: Politik og forsvar for efterlønnen, der giver flest mulige lønmodtagere reel mulighed for et ordentligt efter-arbejds-liv. Ikke kommentatorfnidder og spin.

At afskaffe efterlønnen er at lade de dårligst stillede lønmodtagere rydde op og betale regningen for den fest, de velbjergede i vores samfund har holdt sammen med Fogh. Det har INTET med en ansvarlig økonomisk politik at gøre at afskaffe efterlønnen. Der er rig mulighed for både at være ansvarlig og solidarisk. Det er værd at bemærke, at de store huller, der er i statskassen i disse år for en meget stor del kan tilskrives ufinansierede skattelettelser, der primært er kommet de bedst stillede i samfundet til gode. I år vil de højreorienteredes skattefest betyder mere end 40 mia. kr. mindre i statskassen; i 2020 vil det næsten være 30 mia. kr. Mere end rigeligt til at finansiere udgifterne til efterlønnen. Og stadig have penge til at udvide velfærden.

Der er skabt en myte om velbjergede mandlige efterlønsmodtagere i Nordsjælland, der bruger deres skattebetalte frihed på at spille golf. Intet kan være mindre sandt. 85 pct. af alle efterlønsmodtagere er ufaglærte eller faglærte arbejdere, og med en klar overvægt af kvinder i såkaldte udkants-Danmark. For mange af disse mennesker er efterløn et værdigt alternativ til arbejdsløshed. Kun 2 pct. er har en akademisk uddannelse.

At lade som om, at det er dét, man har ondt i røven over, når man i øvrigt selv er på samfundets skattelettelsesbeskinnede solside, er vitterlig til at kaste op over at skulle høre på.

Hvordan Dansk Folkeparti overhovedet kan overveje at deltage i forhandlinger om forringelser af efterlønnen for de lønmodtagere, de foregiver at være talerør og forsvarere for, er uforståeligt. Deres løftebrud er asocialt og hyklerisk. Det er det rene tyveri, partiet har gang i, men åbenbart står symbolpolitik og fremmedfjendskhed (og dyrevelfærd) notorisk højere på deres politiske ønskeliste, end forsvaret for de, der ellers har brug for, at politikere stiller sig op for dem.

På dele af venstrefløjen har de Radikale længe været set som progressive, fordi de på flere stræk er gået i front med de klareste værdipolitiske angreb på VKO. Bemærkninger som ”jeg stemmer enten på Enhedslisten eller de Radikale” har ikke været ualmindelige de sidste par år.

Det bør ikke længere være et issue for mennesker, der tager solidaritet alvorligt. De Radikales opførsel i forhandlingerne kan bedst beskrives som politisk hæleri, som nogen der ”uberettiget modtager, skaffer sig del i eller skaffer andre del i et udbytte”. De Radikale ved, at prisen for afskaffelsen af efterlønnen er endnu en stribe værdipolitiske stramninger på indvandrerområdet og så nyt kalk på Dybbøl mølle i form af fornyet grænseovervågning.

Dén reelle politiske pris for at afskaffe efterlønnen vil de Radikale jo aldrig betale. Det har de folk til.