Hvorfor Alle skal betyde Alle!

Offentliggørelsen af en tværministeriel rapport 13. juni bekræftede vores værste anelser. Regeringen vil tilsyneladende indskrænke den lovede ret til at leve og arbejde uden for asyllejrene ved at udelukke de afviste asylansøgere, der ikke vil skrive under på at vende tilbage til det, de er flygtet fra. I denne anledning bringer vi Zach Khadudus artikel, der er skrevet inden Walk Out of the Camps den 13. maj og tidligere bragt på engelsk i visAvis.

af Zach Khadudu, talsperson for kampagnen Out of the Camps!

Med valget af den nye regering løftedes håbet blandt immigranter generelt og asylansøgere især. Det var et nyt daggry efter lang tids venten for asylansøgere, som håbede på en genvurdering af deres forhold. Og så handlede regeringen hurtigt. De nedsatte et embedsmandsudvalg, der skulle se på muligheden for, at asylansøgere skal kunne bo uden for asyllejrene og muligheden for at de får retten til at søge arbejde. Embedsmandsudvalget skal efter sit mandat d. 15. maj aflevere sine anbefalinger, men indtil nu er asylansøgere – de mennesker som er direkte påvirket af kommisionens anbefalinger – ikke blevet hørt. 

En vigtig årsag til bekymring er det forslag, der fra forskellig side har været oppe, om at de afviste asylansøgere, der ikke samarbejder med politiet om frivillig hjemsendelse, ikke skal have de nævnte muligheder: at leve og arbejde uden for lejrene. Dette er – ifølge asylansøgere og fortalere for flygtninges rettigheder – ikke kun diskriminerende, men også en uret mod de ramte afviste asylansøgere. Det ‘samarbejde’ som afviste asylansøgere forventes at indgå i med politiet er absurd, både konkret og som idé. Afviste asylansøgere forlanges at frivilligt acceptere at blive udvist. Dette i en sådan grad, at de forventes at skrive under hos politiet på, at de går med til at blive deporteret til de lande, de flygtede fra. Ikke alene modsiger dette enhver grundlæggende logik; det er også et unødvendigt pres for asylansøgere, der mener, at de har en berettiget frygt for forfølgelse, trusler og død, hvis de vender hjem til deres lande.

Folk flygter ikke fra deres lande af simple økonomiske grunde eller for et bedre liv. At efterlade sin familie og baggrund for at søge fred i et andet land kræver blod og sved, mental og fysisk anstrengelse. At bede afviste asylansøgere om at skrive under på at blive deporteret, er derfor at give dem en løkke at hænge sig selv i. Det er derfor ikke underligt, at flertallet af afviste asylansøgere ikke underskriver; eller at de få, der gør, ikke gør det ud af personlig overbevisning og egen frie vilje, men på grund af pres fra politet.

Autoriteterne skærer ned på de ydelser til livets mest basale ophold, der gives til afviste asylansøgere i form af lommepenge, i håb om at dette vil frustrere dem og få dem til at samarbejde. Men folk, som er truet på selve livet i deres hjemlande, kan ikke tvinges til accept gennem nedskæring af ydelser. For dem er alt bedre, så længe de ikke befinder sig i deres lande. Slår denne taktik fejl, bliver de afviste asylansøgere, der stadig nægter at skrive under på deportation, nægtet muligheden for eksempelvis at indgå i 'praktikordninger'. Deres liv forbliver fyldt med desperation, håbløshed og frygt – usikkerhed om, hvad næste dag fører med sig. Forbliver de stadig ‘usamarbejdsvillige’, kan de blive hentet fra deres asylcentre og lukket inde i Ellebækfængslet, mens de afventer deportation.

Men spørgsmål presser sig uundgåeligt på om det mentale og fysiske helbred for folk, der flygter fra farezoner og herefter finder sig selv i lejre og ender med enten at blive deporteret eller opnå asyl. Faktum er, at man efter nogle måneders liv i asylcentrene kommer dårligere ud af dem, end man var forinden; mentalt og på andre områder. Uanset om man opnår asyl eller bliver afvist, bliver livet aldrig det samme for folk. Det er fordi livet i asylcentrene ikke er normalt liv. At være tvunget til at leve i områder isoleret fra resten af befolkningen og kun interagere med tilsvarende forstyrrede folk på daglig basis, nedbryder selv den stærkeste ånd. Nægtelsen af retten til at søge betalt arbejde giver asylansøgere en følelse af at være berøvet en grundlæggende og livsvigtig rettighed.

Den anden side af mønten er spørgsmålet om, hvorvidt situationen kan forbedres, hvis regeringen lever op til sit løfte om at give asylansøgere muligheden for at leve og arbejde udenfor centrene. Jamen absolut! Et effektivt asylsystem burde opbygge folk og gøre dem stærkere. Det burde være en sikker havn, hvor folk, efter at have oplevet skrækkelige situationer og krig i deres lande, kan drage et dybt lettelsens suk i modtagerlandet.

Muligheden for at leve uden for asylcentrene for alle asylansøgere vil ikke kun forbedre deres personlige situation, men vil også gøre det muligt for dem at bidrage til væksten og fremskridtet for deres modtagerland; i dette tilfælde Danmark. Mange asylansøgere, der modstår hårde og barske forhold for at komme hertil, er også kraftfulde personer, der med en smule mental og fysisk støtte kan være så produktive, som nogen kan være. At fastlåse dem i asylcentre afskærer ikke alene landet fra de talenter og den kunnen, som de besidder – det gør også asylansøgerne til en byrde for deres modtagerlande.

Skepsissen, der udtrykkes om hvor vidt sådanne muligheder vil gøre Danmark til et primært mål for asylansøgeres bevægelse, er imaginær. Folk flygter ikke fra fare og krigszoner for at søge arbejde udenlands. Rent faktisk vil asylansøgere, der flygter til Danmark, ikke nødvendigvis konkurrere om de samme jobtilbud og muligheder, som de herfødte. De vil modsat supplere den eksisterende arbejdskraft ved at tilbyde ekstra menneskelig kapital. Som det er nu, er asylansøgere komplet afhængige af skattebetalerne. At bo og arbejde vil gøre det muligt for dem at tage vare på sig selv, at bidrage til den fælles kasse med skatter og andre afgifter, og give dem den menneskelige følelse af værdighed ved at arbejde.

Men hvordan kommer vi videre herfra? Kommisionens anbefalinger omkring muligheden for at leve og arbejde udenfor asylcentrene forventes at komme snart. Asylansøgere er indtil videre ikke blevet konsulteret. Men alt er godt, som ender godt. Derfor er det af yderste vigtighed, at selv i dette sidste øjeblik, bliver asylansøgerens spinkle stemme hørt. Før tiden løber ud og forslaget forhandles i Folketinget, ser asylansøgere det som nødvendigt at gå sammen med ligesindede danskere under Trampolinhusets paraply, og sammen udtrykke vores bekymringer.

Vi har valgt at stå sammen i solidaritet på søndag d. 13. maj, for at tale med én stemme. ‘Alle betyder alle’ er et motto skabt for at råbe regeringen op og minde den om i sine forslag og diskussioner at inkludere alle i den håbefulde beslutning om at leve og arbejde udenfor lejrene. Alle: Inklusiv de afviste asylansøgere, der ikke ønsker at skrive under på at blive sendt tilbage til de lande, de mener ikke er sikre. At arbejde og leve i samfundet peger ikke alene på menneskerettigheder; det peger også på selve meningen og ånden i menneskelighed; på værdigheden der gives til individer, selv i deres mest sårbare øjeblikke. Krige og ustabilitet vil være tilstede så længe mennesker findes, og grundlæggende vil det samme gælde for det at søge asyl. Men fremelskelsen af menneskelig værdighed og samfundets fremskridt vil ikke blive dømt på, hvor godt den priviligerede majoritet behandles, men på hvordan der bliver taget vare på de sårbare få.