Annonce

12. august 2008 - 11:45

Hvis du ser noget – sig noget!

Overalt i New York City er der reklamer fra politiet med det gennemgående slogan ”If you see something, say something”. Det er gravalvorlige reklamer, der fortæller om hvor mange New York’ere, der har set noget og sagt noget.


Dette noget henviser naturligvis til noget eller nogen, der ser mistænksomme ud. Reklamerne er dog ikke udstyret med en nærmere forklaring af, hvornår man ser mistænksom ud.

Jeg synes, det er en … tja.. interessant kultur, hvor man i den grad hylder, at man skal stikke hinanden. Og det handler endda ikke om, at man skal stikke nogen, man ved laver noget ulovligt, nej, det handler om, at hvis du synes nogen ser mærkelige ud – ja, så skal du gribe telefonen.

Det er skræmmende, synes jeg, at man på den måde forsøger at skabe usikkerhed (du sidder der i metroen og bliver pludselig klar over, at andre mennesker nok vil gøre dig ondt) og splittelse (du kigger rundt på dine medpassagerer og forsøger at gætte hvem, der vil sprænge toget i stykker). På den måde får man jo bunker af mennesker til at fokusere helt forkert – det hjælper jo ikke noget, at vi går rundt og er bange hele tiden.

Problemet er måske, at det faktisk hjælper noget eller rettere nogen. Det er nemmere at lave en urimelig krig, hvis folk i forvejen er bange, og du kan spille på angsten. Det er også nemmere at forklare meningsløse terrorlister, der jo ikke hjælper – med andre ord er angst ret perfekt, når man skal gennemføre ting politisk.

EU spiller også på angsten. Heldigvis ikke i ligeså usmagelig grad som USA. Vi har endnu ikke set reklamer om, at vi skal være bange for alle andre – endnu. Men vi har set urimelige terrorlister, vi har set, hvordan man laver disse lister i total hemmelighed, og naturligvis uden nogen form for klageinstans.

Vi har også set, at fordi vi er med i EU, og har disse terrorlister, står vi magtesløse som fredsmæglere flere steder i verden – vi kan ikke være en neutral part mellem kæmpende grupper, når vi allerede har stemplet den ene gruppe som terrorister!

Til det følger naturligvis, at man kan blive overvåget, og at som følge af EU-direktiver gemmes vores e-mails og sms-beskeder nu – til mere eller mindre fri afbenyttelse af politiet. Samt at den generelle overvågning (og aflytning) er steget helt massivt – igen som følge af EU-lovgivning.

Du kan læse mere om overvågning (og hvad du kan gøre) på www.nejnu.dk/terror

Dette spind af angst-skabelse, overvågning, hemmelighedskræmmeri mv. fremmer jo på ingen måde, det som burde være målet: nemlig en fredeligere, mere fri og mere solidarisk verden.

Annonce