Hvad nu Ø: Teatertorden, mistillidsvotum eller op i træet igen?

Nettet flyder i disse dage over med vrede mod den blå regerings asociale besparelser på SU, kontanthjælp og tilsvarende gaveregn til erhvervslivet og dets aktionærer. Fra Mærsk-klanen, Exxon og Shell, der får fredet deres oliefest frem til 2042, over DI, DE, DA og hvad pokker det hedder alt sammen, til alverdens borgerlige aviser og kommentatorer lyder jublen derimod uden undtagelse over skattelettelser og aktiefest.

Dette indlæg handler egentligt ikke om indholdet i reformerne. Jeg er f*cking beyond det punkt, og jeg gider ikke spilde tid på nævenyttige SF’ere og deres idiotiske forsøg på at skamride, hvorvidt der er enkelte socialpolitiske tiltag, der er ok for sagsbehandlere og fattiglus, samtidig med at selvsamme fattiglus er ved at få klemt deres livsgrundlag ud af sig af Anette, Helle og Margrethes spidse blå negle.

Jeg gider heller ikke høre om, at hjernedøde formænd hos LO og Dansk Metal skam tror på Corydons lallede regnemodeller, hvor privat jobvækst skabes af at sparke på studerende, kontanthjælpsmodtagere og klimaet (klimaafgifter nedsættes fx i Vækstpakken), samtidig med at aktionærerne forgyldes.

Jeg gider kort sagt ikke diskutere, om regeringen er lidt rød, lidt blå eller helt gak, og jeg gider slet ikke forestille mig, at jeg skulle være synderligt forarget eller overrasket. Hånden på hjertet, så skal man vist have været rimelig virkelighedsresistent for ikke at have set det komme for længst.

Det jeg derimod gider diskutere er, hvad fanden vi gør ved det!

Og her er der en interessant iagttagelse, som jeg har gjort mig. Vreden er nemlig også vendt mod Enhedslisten og et hurtigt kig på Johanne Schmidt-Nielsens Facebookvæg eller i kommentarerne under diverse avisartikler afslører dette.

Vi bliver beskyldt for teatertorden og forræderi og vi opfordres stærkt til et mistillidsvotum mod regeringen. Folk husker udmærket sidste gang, hvor vi ikke længere ville være støtteparti og endte med at falde til patten i finanslovsforhandlingerne efter at have været kravlet helt op i træet og krævet krone til krone kompensationer for forringelserne under fleks-, førtidspensions- og skattereformer og det skoses vi for.

Jeg er ikke sikker på, at det er så enkelt og kritikken kan til tider virke urimelig og følelsesladet, men det ændrer ikke ved, at det pinedød er nødvendigt at tage den alvorligt. Vi har et skud i bøssen tilbage, hvis ikke billedet af nogle, som farer op og falder lige så hurtigt ned igen skal klæbe sig fast. Eller endnu mere alvorligt, hvis ikke troen på, at der findes et alternativ til venstre for regeringen skal desillusioneres. Derfor er der brug for en skarp og klar kurs, og der er brug for, at denne kurs ikke skiftes midt i vadestedet, som det blev oplevet ved finanslovsforhandlingerne.

Konkret er der tre mulige udveje, og ingen af dem er nemme eller enkle for den sags skyld. Faldgruber truer alle steder, men uanset hvad så står vi som et parti uden indflydelse i øjeblikket – med mindre vi tør bruge den.

Torden eller teatertorden?
Vores første mulighed er at tordne mod regeringen, men fastholde, at vi ikke vil vælte den, da alternativet med Løkke og co. er værre. Det er dette, som partitoppen lægger op til med statusupdates på fjæsen fra Johanne og andre. Det er fristende med et mistillidsvotum, lyder det, men husk alternativet. Samtidig med, at der rases mod regeringen.

Men hvor fører dette os, hvis vi kigger bare to skridt længere frem? Og er det sandt det der med alternativet, når nu regeringen gennemfører asociale reformer i et tempo, som de borgerlige aldrig kunne have gjort uden at være blevet mødt af massiv modstand fra en samlet opposition og fagbevægelse?

Min frygt er, at det blot vil cementere billedet af Enhedslisten som et parti, der brøler som en løve, men jager sit bytte som et lam. Harmløs og uden for indflydelse. Vi ender med at være en del af problemet i stedet for løsningen og vi desillusioner en fandens masse mennesker, som netop er kommet til os i protest.

Bevares, måske vi også kan hente nogle proteststemmer og vokse lidt, men mange vil spørge sig selv, hvorfor de skal give magt til nogen, som ikke vil bruge den? Og på sigt vil det være katastrofalt for vores troværdighed – ikke blot som parlamentarisk parti, men så sandelig også for vores projekt om at vi vil endnu mere. At vi er socialister og vil gå hele vejen, men altså ikke dette lille skridt.

Mistillidsvotum og hvordan?

Den anden mulighed er at stille et mistillidsvotum og sige hertil og ikke længere. Dette skal selvfølgeligt gøres smart, og det er muligt, at der skal opstilles nogle ultimata og laves et brudgrundlag, som taktisk kan forklares i offentligheden. Skal det ske, så skal det ske nu og så nytter det ikke at vente til efter alting er vedtaget og folk vil spørge, hvorfor vi gør det for sent.

Her er der så sandelig også faldgruber. Det er givet, at vi får en VKO-regering igen, men så lad da de rigtige blå føre den blå politik! Det er også muligt, at det vil blive endnu værre, men er det værd at kæmpe for at undgå, hvis det betyder, at vores eget projekt er dødt? Husk på, at regeringen i øvrigt har varslet omfattende privatiseringer af statsvirksomheder, så det bliver også værre med status quo. I det hele taget er den bundnaive illusion om, at vi kan trække regeringen til venstre nok værd at begrave endegyldigt. Det kan vi ikke!

Risikoen ved et mistillidsvotum er i øvrigt en lang næse, hvor Løkke holder hånden under Helle – blot for at udstille hendes ubehjælpsomhed og få dem til at gennemføre de upopulære reformer.

Fordelene ved et mistillidsvotum derimod er, at vi klart og tydeligt får trukket en streg i sandet. Hertil og ikke længere!

Gør vi det ikke, så vil side 3 i den socialdemokratiske krisehåndteringsbog for altid fremover starte med, at svaret på økonomisk krise er blå politik, og det kan fint gennemføres uden at frygte Enhedslisten.

En anden fordel er, at det sandsynligvis vil medføre et voldsomt opbrud i S-SF, hvor man kan håbe på, at ledelserne udskiftes og en ny kurs lægges. Alternativt vil det medføre (eller blot fremskynde) en nedsmeltning i de to partier og det kan bane vejen for en helt ny politisk virkelighed i Danmark, hvor venstrefløjen styrkes og politikken radikaliseres uden om de sædvanligvis tunge betonreformistiske og systembevarende socialdemokratier, som det ses tydeligst i Grækenland og til dels Spanien. Vi ved det ikke, men hvorfor trække pinen ud og kompromitteres selv?

Og så kan det oven i købet være, at det får stoppet andre af regeringens skodforslag som heldagsskole o.l. Hvem tror, at regeringen vil gå til valg mod så store offentlige faggrupper?

Kravl op i træet igen

Den sidste mulighed er, at vi kravler op i træet igen, som vi gjorde det sidste sommer i håb om at forhandle en ny politik og en ordentlig kompensation hjem til finanslovsforhandlingerne. I så tilfælde skal vi nok huske madpakken denne gang, så vi ikke kravler ned, når sulten melder sig og lader os spise af med resterne fra de rigestes bord ligesom sidst.

Vi skal allerede nu melde ud, hvad vi vil have og denne gang være klar til at stå ultimativt fast og turde vælte regeringen på det.

Problemet er blot, at dette er en pokkers lang proces og der kan gennemføres meget skidt inden – se fx linket om privatiseringerne. Vi kan også nå at ryste på hånden eller få nogle pindemadder undervejs og ende med at kravle ned fra træet, hvorefter denne strategi af alle – os selv inklusiv på en ærlig dag – de facto vil være det samme som teatertordenen i den første model.

En anden risiko er, at regeringen sammen med de nuværende reformer når til fælles forståelse med venstre og indgår finanslov med dem, eller at Venstre til den tid igen byder sig til og tager sig betalt for en blå finanslov. Det var dette, som blev brugt som argument for at kravle ned fra træet sidste gang og kræfter i partiet vil sikkert være parat til det igen. Og i øvrigt vil det være fint i tråd med regeringens politik. De vil ikke føle, at Venstre tager sig dyrt betalt – deres projekt er det samme!

I så tilfælde ender det også her med teatertorden og vrede opråb, men uden indflydelse – blot nye forringelser og så skal vi igen spørge os selv, om det er tid til et mistillidsvotum.

For mig at se, så er der alt for mange dead ends i at kravle op i træet igen. Vi risikerer, at vi ikke kan kommunikere det på den korte bane, hvor utilfredsheden raser. Vi risikerer at blive fanget i samme spil om os eller Venstre, og hånden på hjertet, vi får ikke gennemført noget, som bare tilnærmelsesvis kompenserer de nuværende reformer i finansloven. Og så står vi bare der med debatten om mistillidsvotum til den tid, eller en lang teaternæse vi kan tordne i.

For mig at se må vi gang med at ruste os på et mistillidsvotum og få stillet nogle ultimative krav. Så er bolden spillet over på regeringens banehalvdel.