Hvad kan vi mon vente?

"Det var da en lidt deprimerende blog, du har skrevet." Sådan falder ordenen somme tider fra venner eller familie, når jeg har lagt en ny blog ud. Og ja, beklager, men når man skriver om EU så bliver det hele hurtigt lidt deprimerende - og det kan være vanskeligt at finde lyspunkter.

Det samme gælder for dette indlæg. Nu er I advaret. Men i det mindste handler dette indlæg om fremtiden, med den indbyggede mulighed at ting kan ændres, og ikke om det foregående år, som må siges at have været temmelig deprimerende.

Og hvad kan vi egentlig vente os af det kommende år? Tja alt tyder på, at der ikke er kommet nogen løsninger på økonomien endnu, så mon ikke vi skal forvente os et fortsat fokus på økonomi og Euroens overlevelse?

De sydeuropæiske landes problemer er jo i hvert tilfælde ikke løst endnu: Grækenland fik godt nok udbetalt endnu et kæmpe lån, men gælden er stadig så latterlig høj, at langt de fleste er enige om, at det ikke kan komme på tale at Grækenland faktisk betaler den hele. Kampen står lige nu om, hvorvidt der skal ske en nedskrivninger af gælden - og det kommer til at blive spændende på den ubehagelige måde: i sidste ende er det jo den enkelte græker, som betaler en enorm pris for alle nedskæringerne.

I Italien sker der også ting og sager. EU fik jo indsat en teknokratisk regering, lede af Mario Monti. Men han har trukket sig, fordi Berlusconis parti har trukket deres støtte til ham. Samtidig har Berlusconi meldt sin tilbagekomst - og det har han gjort ved at annoncere et opgør med EU-nedskæringerne. Lad os nu være ærlige; at han ene mand skulle kunne stoppe reformer og nedskæringer dikteret af EU forekommer noget usandsynligt. Men det bliver da interessant at følge. Der er ingen tvivl om, at han kan få stor opbakning i befolkningen, der jo ikke oplever nedskæringerne som særligt velkomne. Det interessante bliver, om EU vil acceptere hans tilbagekomst eller om de endnu engang vil forsøge a indsætte en teknokratisk regering (som er lidt mere positiv overfor EU). Især med henvisning til landets størrelse - det bliver vanskeligt at skaffe penge nok til også at redde dem.

Og sådan kan man blive ved. Nedskæringerne vil fortsætte over EU. Det tragiske er, at alle åbenbart bliver overraskede over, at med mængden af nedskæringer rundt om i EU, så falder vores eksport også til de andre EU-lande (ligesom de andre EU-landes eksport falder). Noget som er kommet bag på bl.a. den danske regering - som stadig insisterer på at antage, at det bliver bedre til næste år. På baggrund af hvad?!

I det kommende år skal der også stå et slagsmål om bankunionen og om banktilsynet. Der kommer til at være en kamp i EU om udformningen, og så kommer der vel til at være en intern kamp i Danmark: skal vi gå med og skal vi have en folkeafstemning? Det ser ikke super positivt ud (set fra en EU-modstanders syn) på hverken det ene eller andet spørgsmål.

Til gengæld kommer der måske til at være positive nyheder fra England. Her stiger modstanden jo konstant mod EU, og senest er premierministeren begyndt at åbne for, at man måske skal tage en folkeafstemning om selve EU-medlemskabet. Se dét kunne blive rigtig spændende og positivt.

Resten af året tør jeg næsten ikke spå om. Udviklingen har en tendens til at gå hurtigere end jeg forventer, og der kommer jo åbenlyst til at være masser at kæmpe for også i det nye år (alt for mange falder ud af dagpengesystemet, der er en su-reform på programmet osv. osv.).

Men hey, vi gør det jo, fordi vi tror på en bedre verden. Så op på hesten og i gang med arbejdet, der er ikke nogen, der gør det for os – heldigvis er vi ikke alene. Vi ses derude.