Hvad er en ’fortælling’?

På Transform-konferencen i marts dette år udtalte Susan George, at ord betød noget, og at ’vi’ (venstreorienterede) skulle generobre sproget. Sådan husker jeg det i hvert fald. De fleste i forsamlingen nikkede samtykkende. Men det betyder også, at man må tage sin egen sprogbrug op og sørge for at være så præcis som mulig.

Lad mig illustrere det med ordet ’fortælling’, der bruges i flæng fra venstre til højre. Hvis jeg kommer med eksempler fra SF, er det smænd blot, fordi dem er jeg faldet over på det sidste.

Trine Mach ser gerne, ”at man kan lave en fortælling om, hvad SF egentlig vil magten” (”SF-græsrødder sætter partilinjen til afstemning”, http://www.information.dk/310724). En anden SF’er, nemlig Steen Gade synes, ”at fortællingen om, at SF er til rotterne, er stærkt overdrevet”. (”Vilhelmsens projekt er usikkert”, http://www.information.dk/312039).

Det er så bare inden for SF og i løbet af ganske kort tid, at man ser denne modsatrettede brug af ordet fortælling. Trine Mach og Steen Gade hører da også til på forskellige fløje i det store formandsopgør. I tilgift kan man konstatere, at de er terminologisk uenige, i det ene tilfælde står ’fortælling’ for noget positivt, en vision, i det andet for forkert analyse.

Professor Jørgen Goul Andersen skrev en kronik, ”Bekæmper regeringen den forkerte økonomiske krise” (http://www.information.dk/311715). Heri skriver han, at der er tre hovedfortællinger om Danmarks krise, hvor han direkte sætter ’hovedfortælling’ lig med ordet diagnose. Derefter gentager han i beskrivelsen af de tre hovedfortællinger monotont ordet selv, så man er ved at nå kvalmegrænsen. I tur og orden nedgør han dem bagefter, stadig med megen påpegning af, at de er ’fortællinger’. Det er naturligvis meningen at lægge afstand, for Goul Andersen er ikke helt enig i nogen af dem (resp. at VK-regeringen førte en fejlagtig procyklisk krisebekæmpelse, tab af konkurrenceevne og udenlandsk såvel som dansk finanskrise). På den anden side skriver han også, at ”De er for så vidt alle sande – men hvilken er den overordnede historie, hvilken skal man behandle ud fra?” Når Goul Andersen kommer til sin egen udlægning, sparer han os for ordet ’fortælling’, men forklarer heller ikke rigtigt, hvori krisen bestod eller opstod. Til gengæld mener han, godt keynesiansk, at opsparingen er for høj og forbruget for lavt. Så manglende forbrug er åbenbart den rette historie – fortælling? - at behandle ud fra.

’Fortælling’ bruges altså til at betyde ’forklaring’, evt. en ideologisk farvet én, som man selv tager afstand fra, såsom ’den borgerlige fortælling’, ’den venstreorienterede fortælling’. Men ordet bruges også positivt om, at sådan en skal man have for at være et løfterigt parti eller en virksomhed, der kan tiltrække kunder eller investorer. En anden version er, at mennesker laver fortællinger om deres eget liv, dvs. de udkrystalliserer de elementer, der kan bruges til at få en rød tråd i livet.

En teori er en fortælling. Karl Marx skrev ’en stor fortælling’, er der nogle, der mener. Andre savner ’store fortællinger’ eller noterer sig deres død med skadefryd. Jeg tror Marx ville blive hvidglødende af raseri, hvis han hørte, at man kaldte Kapitalen for en fortælling. Så ville han sikkert hellere have, at man sagde, at det meste var løgn og latin, og/eller at han tog fejl i nogle mellemregninger.

Altså fortælling betyder – teori, forklaring, ideologisk fordrejet forklaring, (be)handlingsanvisning, positiv vision, en samlet fremstilling om, hvad man vil, osv. Ind imellem, tja, fortælling i gammeldags forstand som en god historie, men det er lige ved at være den sjældneste brug. Ordet bruges altid en lille smule skævt. F.eks. tror jeg ikke SF’ere og andre, der evt. kunne finde på at støtte SF, savner oplysninger om, ”hvad SF vil magten”. Det er vel snarere, hvilken form for magt SF tror den har i regeringen eller udenfor, de vil have noget at vide om.

Ordets moderne brug udspringer af forestillingen om, at der i grunden ikke er nogen sandhed, eller at man i hvert fald ikke vil hævde den. I stedet neutraliserer man sandhedssøgningen under en samlet kohærent fremstilling med begyndelse, midte og slutning. Den illustrerer noget for folk, og de bliver så mere eller mindre grebet. Men der er også en distance, fortællingen er ikke rigtig. Bortset fra nogle gange, hvor den om ikke er sand, så dog ses som et positivt forførelsesinstrument. Derfor er det en boomerang. Hvis man mener en modstander kommer med en fortælling, er ens egen udlægning så også bare en fortælling? ’Den der har den bedste fortælling’. Tja, undertegnede vil gerne have sig frabedt. Fortællinger læses i litteratur, tak.

Personligt vil jeg også nødig have søde ’fortællinger’ om cacaoens oprindelse og ind- og udskibning, der ikke passer. Er der børnearbejde involveret, skal man vel ikke fylde folk med, at lille Patrice er så glad for sit arbejde i cacaoplantagen. Så er vi ovre i løgn eller krænkelse af børne/menneskerettigheder.

Det minder mig om dengang alt var politisk. Det er det så ikke mere. Nu er alt en fortælling. I alt dette er der en afstandtagen fra objektiv forbindtlighed, som virker uærlig. Det er jo den vi alle dybest set søger.

Skru ned for ’fortællinger’. Eller lad os sige med Karen Blixen: Sidste Fortællinger.