Homoseksuelle er Østeuropas muslimer

I weekenden blev Baltic Pride kun med nød og næppe afholdt i Vilnius. Som så mange gange før ved lignende demonstrationer for homoseksuelles vilkår i for eksempel Riga, Beograd og Moskva forsøgte ledende politikere at få arrangementet aflyst, og kun et talstærkt politiopbud medførte, at demonstranterne kunne gå på gaden. Det er efterhånden mere et mønster end en afvigelse, at parader for homoseksuelle skaber furore og overskrifter i Østeuropa.

Men hvad handler det hele om? Er østeuropæerne over én kam homofobiske og konservative, som det ofte fremstilles bagefter? Svaret er naturligvis, at virkeligheden er mere kompleks. På mange måder ser vi i disse år en stærk folkelig modvilje mod homoseksuelles rettigheder i østeuropæiske lande. Tal fra EU viser, at befolkningerne i de fleste nye medlemslande helst ikke vil have en arbejdskollega eller ønsker, at deres børn skal undervises af en lærer, der er homoseksuel. Voldelige overfald og chikane – sågar mord - er også en del af hverdagslivet for homoseksuelle i for eksempel Moskva og Beograd. Så baggrunden for modstanden mod homo-paraderne er til at tage og føle på.

Men dér, hvor modstanden og fordommene mod homoseksuelle slår ud i lys lue, er dér, hvor stærke politiske kræfter forstår at udnytte det. Ved de fleste forsøg på at forbyde homo-paraderne har det været centrum-højre politikere, der i samarbejde med religiøse ledere og bevægelser på den yderste højrefløj har kunnet se en interesse i at gøre modstanden mod homoseksuelle til et centralt spørgsmål. Ofte sker det op til et valg eller i forbindelse med rekruttering af nye medlemmer til menigheder eller bevægelser.

Det er altså en uskøn blanding af helt almindelige borgere, politikere, der ofte har sæde i parlamenterne, og religiøse og højrenationale bevægelser, der får hadet til homoseksuelle til at koge. Og ofte er det ikke de homoseksuelle isoleret set, det drejer sig om. Snarere er homoseksuelle en brik i kampen om at definere dna’et i de for manges vedkommende nye stater mod øst. I efterdønningerne efter murens fald er nationernes identitet på mange måder i spil. Og her får især nationalismen og traditionelle familieværdier en central position. Homoseksuelle ses som en eksponent for alt det, der truer nationens sammenhæng og familiens beståen, og sættes på lige fod med mange andre ting, der kommer udefra som en trussel. ”Homoseksualitet er vestlig dekadence”, som der f.eks. står på nogle af moddemonstranternes bannere. Homoseksualitet går derfor hånd i hånd med overgangen til skrap markedsøkonomi, arbejdsløshed og sociale problemer for mange østeuropæere – ikke mindst fordi ledende politikere opportunt fremstiller det sådan.

Og med det in mente fremstår den østeuropæiske homo-angst pludseligt ikke så fremmed længere. Det minder på mange måder, om den måde som indvandrere – og særligt muslimer - igennem det seneste ti-år er blevet brugt som en brik i kampen om den nationale identitet i Danmark og en række andre vestlige lande. Fremstillingen af muslimen, der kommer udefra og truer værdier og institutioner, er jo hverdagskost i dagens debat. En fremstilling, der også orkestreres på stort set samme vis som østpå.

Af samme grund er det problematisk og hyklerisk, når højrefløjspolitikere i Danmark omkostningsfrit og løsrevet kritiserer homo-hadet i Østeuropa. For det første er det nemlig ikke langt fra den måde, de selv bruger muslimer og andre minoriteter på i en hjemlig retorik. Og for det andet vælger de selvsamme politikere ofte at modarbejde forslag til at fremme homoseksuelles vilkår i Danmark, når der skal trykkes på knapperne i folketingssalen.

Når man spørger de homoseksuelle græsrodsorganisationer i Østeuropa, frabeder de sig da også at få de problemer, de slås med, udråbt som væsensforskellige fra de problemer, homoseksuelle oplever andre steder i verden. Homofobi og fordomme er – desværre – et universelt problem. De beder i stedet om, at vi politikere i Vesteuropa får EU og Europarådet til at lægge et massivt pres på deres regeringer, så helt basale rettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed bliver overholdt. Og så beder de om, at vi lytter til dem og støtter dem på netop de måder, der giver mening i hvert enkelt land. Ikke én model kan løse problemerne alle steder.

De ønsker, skylder vi dem, at lytte til og handle på. Også selvom det er et langt sejt træk og samtidig kræver, at vi også retter et kritisk blik indad.