Dansk Journalistforbund har sagsøgt Connery.dk for krænkelse af et medlems ophavsret. Rettighedsportalen har researchet sagen, og der er flere facetter på historien, end der fremgår af omtalen i ComOn, og Newz.dk. Ikke desto mindre kan afgørelsen få betydning for driften af sites med bruger-genereret indhold i fremtiden.
Connery.dk har bragt 20 fotografier uden at rettighedshaveren har godkendt brugen af disse. Rettighedshaveren tog kontakt til sin fagforening, Dansk Journalistforbund, som nu varetager sagen på vegne af sit medlem. Connery.dk bliver så gjort opmærksom på de ”ulovlige” billeder, og fjerner dem umiddelbart efter. Nu har Dansk Journalistforbund (DJ) lidt utraditionelt valgt alligevel at forfølge sagen ved et privat søgsmål. DJ har derfor stævnet DotGEIL Media ApS, som ejer og driver Connery.dk og forlangt en erstatning på 65.000 kr.
Søgsmålet er utraditionelt, fordi denne form for sager typisk ender ved at krænkeren (dvs. Connery.dk) fjerner de pågældende billeder, når de bliver opmærksomme på krænkelsen. I den pågældende sag er der altså enighed om, at Connery.dk har krænket DJs medlems rettigheder iflg. Ophavsretslovens § 83. Uenigheden mellem DJ og Connery.dk er således ikke, om der har fundet en krænkelse sted, men om hvorvidt Connery.dk er ansvarlig for denne krænkelse.
Umiddelbart er Connery.dk beskyttet af E-handelslovens § 16, hvor en tjenesteyder (Connery.dk) ikke er ansvarlig for information, der oplagres på anmodning af en tjenestemodtager (brugeren/oploaderen). Dansk Journalistforbund mener dog, at to forhold taler for, at denne regel om ”begrænset ansvar” ikke kan finde anvendelse i den konkrete sag.
For det første har Connery.dk profiteret på, at der sker krænkelser af andres ophavsret. DJ oplyser til Rettighedsportalen, at de håndterer krænkelser af deres medlemmers ophavsret forskelligt, alt efter hjemmesidens karakter, og her har det betydning, at Connery.dk er en kommerciel side.
For det andet er det DJs vurdering, at Connery.dk eksplicit opfordrer til at lægge billeder af ”babes” på deres hjemmeside. Connery.dk skriver: ”Hvem synes du er for fræk? Har du et link til nogle billeder af hende? Lad os se dem!”. Det påfører dem iflg. DJ dels en skærpet pligt til at holde opsyn med materialet og dels har mange ”babes-billeder” en så professionel karakter, at Connery.dk burde have skredet ind og afklaret rettighedsforholdet.
Som det fremgår, er der en række konkrete forhold, som kan få betydning for den endelige domstolsafgørelse. Det er altså ikke sikkert, at sagen vil få betydning for andre end Connery.dk. Hvis afgørelsen lægger til grund, at Connery.dk har opfordret til opload af billeder, som de burde vide, var beskyttede, og at disse billeder har afgørende betydning for Connery.dks indtjening, bliver det svært at overføre afgørelsen til andre sager.
Det kan dog også ende med en principiel dom, hvor indehavere af hjemmesider med bruger-genereret indhold enten frikendes eller pålægges at ”gøre noget” for at afklare rettighederne til det oploadede materiale.
Man skal bemærke, at argumenterne imod Connery.dk minder om argumenterne imod ”The Pirate Bay” i Sverige. I begge sager er en del af sagen imod de sagsøgte, at ”de burde have vidst”, at der sker krænkelser. Det er en trist udvikling, hvis et individ eller en virksomhed kan straffes for uvidenhed omkring deres brugeres opførsel. Det vil på sigt betyde dødsstødet til seriøst, kommercielle sider med brugergenereret indhold. Tænk hvis f.eks. ”Den Blå Avis” kan holdes ansvarlig for, om brugerne selv har rettighederne til de billeder, de oploader, eller hvis indehaverne af et debatforum skal tjekke, om der sker ”ulovlig” kopiering af andres tekster/argumenter i debatten.
Samtidigt skal det bemærkes, at Connery.dk har fjernet de pågældende billeder (i skrivende stund har de fjernet hele deres ”babes-tråd”). Iflg. en blogger har de også udleveret IP-adressen på den pågældende bruger, og det er svært at se, hvad de kan gøre mere.
Retssagen er sat til d. 6.januar