Gæsteblog: ’Farvel til venstrefløjen’

Andreas Beck Holm gæsteblogger og indlægget står selvfølgelig for hans egen regning - jeg kan afsløre, at jeg ikke er enig i alt hvad Andreas skriver, herunder konklusionen, men jeg mener dog, at han tager fat på nogle væsentlige problemer.

Af Andreas Beck Holm

Venstrefløjen er ikke, hvad den har været, og SF og Socialdemokraterne er endda rykket så langt til højre, at de ikke engang er venstrefløj. Det er en ny udvikling. I dansk politik har det nemlig tidligere været SF, der bremsede socialdemokraternes permanente udskridning mod højre.

Under Søvndal har folkesocialisterne imidlertid opgivet at være en opposition til venstre, for i stedet at følge socialdemokraterne ind over midten. Hvordan har det imidlertid kunnet gå så galt? Og er der egentlig noget i vejen med den klassiske venstrefløjs værdier og strategier?

Klassisk venstrefløjspolitik baserer sig på en økonomisk forståelse af samfundet. For eksempel skyldes sociale problemer i dette perspektiv økonomisk ulighed, ikke ’kultur’, ’manglende sammenhængskraft’ eller andre tomme begreber. Venstrefløjspolitikkens mål er at styrke lønmodtagernes kamp for bedre livsvilkår, og det vigtigste middel i denne kamp mod arbejdsgiverne og deres allierede på den politiske højrefløj har været arbejdernes organisering i fagforeninger og politiske partier. Herigennem er de blevet stærke nok til at kræve ordentlige arbejdsforhold og højere løn.

Denne organisering har historisk set altid måttet finde sted på tværs af landegrænserne, fordi også markedet og kapitalen er internationale. Solidaritet på tværs af grænser har altså været en forudsætning for lønmodtagernes kamp for bedre livsvilkår, hvilket også afspejler sig deri, at arbejderbevægelsens traditionelle grundværdier tæller ikke blot antikapitalismen, men også antinationalisme og antiracisme.

Dette politiske projekt har været en stor succes. Det har dannet grundlag for en reel forbedring af almindelige menneskers livsvilkår og muliggjort skabelsen af det moderne velfærdssamfund. Endelig har arbejderbevægelsens kerneværdier tilladt venstrefløjen at danne en stærk og samlet front mod nationalistiske og racistiske strømninger.

Tilmed har den klassiske venstrefløjspolitik sjældent været mere relevant end i disse år. Finanskrisen har med al tydelighed illustreret ikke blot hvordan kapitalismens indbyggede ustabilitet kaster den ud i den ene krise efter den anden, men også hvordan det altid er almindelige mennesker, der betaler prisen for kapitalismens kriser.

Relevansen af en antikapitalistisk dagsorden er desuden blot blevet større af ti års borgerlig omfordelingspolitik, der har øget de sociale skel og svækket fagbevægelsen. Og endelig er det klart, at der ikke siden Anden Verdenskrig har været et mere presserende behov for at imødegå nationalismen og racismen i det danske samfund.

Det betyder naturligvis ikke, at der er noget i vejen med at nytænke venstrefløjens klassiske positioner eller ligefrem udskifte dem, der måtte være ude af trit med virkeligheden. Det er bare ikke det, Søvndal og Thorning-Schmidt har gjort. I stedet har de på både den økonomiske politiks og værdipolitikkens område opportunistisk overtaget borgerlige tankegange og politikker.

Søvndal har selv lagt afstand til sit partis traditionelle antikapitalistiske dagsorden, for i stedet at stemme for at forære milliarder af lønmodtagerskattekroner til bankerne. Samtidig kan al den skinhellige forargelse over regeringens forringelse af efterlønnen ikke skjule, at princippet bag socialdemokraternes og SFs ’plan’ om øget arbejdstid (de famøse ’12 minutter’) er nøjagtig det samme: Lønmodtagerne skal betale for kapitalismens fallit ved at arbejde endnu mere.

Mest dramatisk er kursskiftet imidlertid i udlændingepolitikken. Her har de to partier fuldstændig forladt venstrefløjens klassiske menneske- og samfundssyn. Nu skyldes sociale problemer ikke længere ulighed, og de har ikke sociale løsninger. De skyldes, ifølge Søvndal, ’kultur’, ’mørkemænd’ og manglende ’integration’ (endnu et borgerligt pseudobegreb). Det giver fint mening i Dansk Folkepartis forståelseshorisont, men det er til gengæld en tankegang, der er grundlæggende fremmed for venstrefløjen.

Dette dramatiske kursskifte skyldes mere end noget andet angsten for et fjerde valgnederlag. Efter at have tabt tre folketingsvalg på udlændingepolitikken, forsøger Thorning og Søvndal at neutralisere dette politikområde ved principløst at følge i halen på Pia Kjærsgaard i stedet for at præsentere et klart venstreorienteret alternativ til Dansk Folkepartis paranoide parallelunivers. Ikke blot bidrager man dermed til den stigende primitivitet i dansk politisk debat (jvf. Søren Pind), man forsømmer også at formulere reelle løsningsforslag på samfundets problemer.

Bortset fra at denne strategi ophøjer principløsheden til det eneste princip for de to partier, bygger den også på en misforståelse. For ikke blot er venstrefløjspolitikken som nævnt mere relevant end nogensinde. Det borgerlige Danmark er efter ti år med Pia Kjærsgaard ved magten også både politisk og moralsk korrumperet og i indre opløsning. Tilmed er den fremmedjendske dagsorden stadig mere åbenlyst ude af trit med finanskrisens nye politiske virkelighed. Hvor Socialdemokraterne og SF derfor burde have det perfekte grundlag for at sætte en offensiv og ægte venstreorienteret dagsorden, fremviser de en sørgelig karikatur af en venstrefløj, der er panisk bange for at mene noget som helst – og i hvert fald for at være uenig med Pia Kjærsgaard.

Det stiller venstreorienterede vælgere i et dilemma. For der er i dag reelt ikke noget venstreorienteret regeringsalternativ i dansk politik. Man bliver ikke rød af at efterplapre de brune og samtidig være en anelse mindre sort end de blå – slet ikke, når man på alt fra udlændinge- og retspolitik til forskningspolitik hverken kan eller tør udgøre et klart ideologisk alternativ.

Hvis Søvndal og Thorning vinder valget, vil det derfor være et definitivt farvel til venstrefløjspolitikken som modpol til det borgerlige livs- og samfundssyn i Danmark. Taber de til gengæld valget, vil også deres strategi have lidt nederlag, og det vil deres lederskab næppe kunne overleve.

Vi kan derfor håbe på, at SF og socialdemokraterne efter endnu et valgnederlag og en grundig udrensning i partiernes top vil kunne finde tilbage til en ægte venstrefløjspolitik til gavn for almindelige mennesker. Det er i dag desværre det bedste alternativ.