Fredagsfreestyle med heltekvad og national-bolchevikker

Kære læser, forestil dem trommehvirvler, der bygger op til et klimaks og forløsning. Måske ligefrem katarsis. Vil helten rejse sig igen trods de ødelæggende slag der er blevet ham tildelt, og til slut besejre sin modstander i et endeligt slag? (Helten er i dette tilfælde mig, hvis nogen skulle være i tvivl). Vil de gode le og de onde græde?

Heltens gamle kampfælle, venstrefløjs-fænomenet, stalino-SF’eren og den skønne tumling Claus P., viser i dette indlæg, at han er bekendt med to effektive kneb fra krigskunsten: overraskelsesmomentet og ”thy shall seek higher grounds”. Således på forhånd udstyret med vitale og afgørende fordele, i kombination med hans velkendte uortodokse stil, har Claus tvunget helten (og det er så stadig mig) i knæ. Såret, svækket og tilsyneladende skyldig i bl.a. udbytning af Afrika (og især de afrikanske børn) ligger helten efterladt – lad os bare, for dramatikken skyld, sige i en mørk og dyster slugt – og alt håb synes ude.

Hvis vi skal følge klassisk Hollywood-dramaturgi, så er det her helten rejser sig – og der går et lettelsens suk gennem publikum (og det er så bl.a. dig, kære læser) – og tager kampen op med sin modstander, der for et øjeblik siden troede sig sikker på sejren.

Men kære læser. Der bliver desværre ingen forløsning i denne omgang. Konflikten forbliver uløst, og anti-klimakset er totalt.
Der bliver simpelthen ingen 8. Runde. Jeg vil nøjes med at flyve som en sommerfugl. På 95 kg. Så yndefuldt som det nu lader sig gøre, flakser jeg bort fra den mørke, dystre slugt og ud i solen.

(Måske vil jeg her filosofere lidt over, lige præcis hvor i Claus’ udfald det er han praktiserer de visdomsord fra Rune Lund, som han selv indledningsvis vifter med. Jeg mener, hvis Claus’ forsøg på tilintetgørelse af min etos og logos, er et udtryk for den af Rune anbefalede positive tolkning, så vil jeg nødigt blive udsat for en negativ tolkning fra Claus’ side.)

Jeg holder stadig af dig Claus, habibi, selvom du spillede Arne Würgler-kortet. That really hurt, man. Var det nu også nødvendigt?

Nå, men jeg må vel hellere forsøge at etablere bare et lille figenblad af politisk alibi for dette tilsyneladende spild af god båndbredde (måske er klima-katastrofen også min skyld?).

Mattias og jeg er begge optagede af venstrefløjens skizofreni, hvad angår tøvstgalaksen, Kansas-land og min barndoms gylle-stinkende udsteder. Vi er rørende enige om udfordringen og problemstillingen.

Men Mattias og jeg er uenige om svaret. For mig at se, er og kan løsningen ikke være, at vi skal sælge ud på den værdipolitiske akse, at vi skal gøre os til talspersoner for indskrænket, primitiv populisme, fordi det på kort sigt har klangbund i dele af befolkningen, herunder dele af tøvst-galaksen, Kansas-land og mit elskede Gyllerup – kort sagt den store sære middelklasse, the class formerly known as arbejderklassen.

Jeg kommer heller ikke til at gå ind for dødsstraf til pædofile, uanset hvor mange tøvst-gnaskende, kansas-klædte hr. og fru Danmark’er der måtte mene det.

Jeg mener, at socialisme er vigtigere end kortsigtet tilslutning, og jeg synes Mattias taler ned til folk. Lidt ligesom forældre der taler babysprog til deres børn (kælenavne undtaget – det må man gerne).

At Mattias bekender kulør angående dansk arbejde til danskere, vil jeg lade andre om at hygge sig med, men man må sige, at det uforvarende er lykkedes mig at vende den sten, hvor national-bolchevikkerne har gemt sig… Det er jo for fanden ren Tidehverv: Du skal elske din næste, og din næste er din landsmand – ikke dem fra de varme lande, eller de knap så varme lande mod øst.

(PS: Min brug af Kansas som begreb er af mit partis arbejder-sektion blevet opfattet som unødigt sårende. Det er jeg selvfølgelig ked af. Jeg har intet imod hverken jakker eller bukser af mærket Kansas, uanset om de er hvide, brune, blå eller pink. Det trættende er, når de bliver svinget rundt som fane og brugt som identitets-markør. Jeg blev nok lidt intolerant overfor identitetspolitik i 90’erne.)

(PPS: Ude i solen vil jeg nok sidde og ærgre mig lidt over, at jeg ikke fik rettet en alvorlig misforståelse: jeg har faktisk en formel uddannelse. Jeg har papir på en middelmådig sproglig studentereksamen fra 1993, og lad mig fluks tilføje, at jeg selvfølgelig har skammet mig behørigt over den lige siden.)

(PPPS: For hver gang der bliver skrevet tøvst i et indlæg, så bliver antallet af Google-hits på ordet betragteligt øget. Kom ikke og sig at jeg ikke bidrager med noget fornuftigt .)