Freak Performance

Forleden snakkede jeg med en socialdemokrat. Han var flink. Vi blev enige om, at venstrefløjen mangler selvtillid og begejstring over vores eget projekt. Vi blev også enige om, at det ikke nytter at søge magten ved at droppe politikken. Jeg synes, den socialdemokratiske ledelse skulle lytte lidt mere til sit bagland.

Men egentlig ville jeg dvæle lidt ved Talent 2008. Nikolai Lang skriver i Information om DR’s fredagssatsning, at showet skriver sig ind i en gammel stolt tradition for at gyse, grine og græmmes over freaks på slap line. Jeg synes, der kan tilføjes yderligere et aspekt. Jeg ser showet sammen med min søn på syv år, og synes det er fantastisk, at han oplever helt almindelige mennesker springe ud som freaks.

Da jeg var syv år, var det altid professionelle freaks der var i fjerneren. Det skabte en distance til talentet, det virtuose og freak-faktoren. I Talent 2008 er der ingen distance, men til gengæld er der en masse mod. Og modet belønnes med respekt – ikke mindst fra en 7-årig, der hopper, danser, synger og brændende ønsker sig selv at være freak.

Freak shows, og kun freak shows, er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien.

Og så kommer vi jo alle instinktivt til at tænke på Rusland og deres militære kampagne i Kaukasus. Det er (var?) en tricky krig den der. For venstreorienterede plejer det at være nemt at vælge side. Det er som regel rimeligt enkelt at identificere henholdsvis good & bad guys i en given konflikt. I den her krig har vi så på den ene side Tjetjeniens russiske bødler, og på den anden side har vi Iraks US-amerikanske bødlers Kaukasus-kæledægge.

Således frarøvet den umiddelbare mulighed for at vælge en oplagt champion (f.eks. ud fra de populære David/Goliath-kriterier), er man jo nødt til at sætte sig grundigere ind i sagen, f.eks. ved at tilegne sig fakta, baggrund og alskens FN-færdselsregler. Puha, så tror jeg bare jeg napper en dosis fredags freak power og en pose familieguf.

Jeg var til min livs første gymnastikopvisning i foråret. Det var den dengang seksårige, der havde gået til gymnastik. Jeg troede egentlig bare, at jeg skulle nyde kolbøtter ad libitum, men det startede med at ungerne kom gående ind i takt (sådan da) i geled bag et stort dannebrogsflag og med marchmusik dundrende ud af højtalerne.

Halvdelen af publikum var forældre med anden etnisk baggrund, og at dømme efter kvindernes tørklæder var en stor del af dem muslimer. De købte ikke så mange franske hotdogs i pausen, men måtte i stedet stille sulten med drømmekage. Opvisningen tog fire stive timer, og børnene gik også ud i takt (sådan da) og i geled.

Forleden var jeg til bisættelse. Vi sang ”Enhedsfrontsangen”, og det er på mange måder en fin sang, men i omkvædet hedder det noget i stil med ”find din plads i rækken”. Ligesom børnene til gymnastikopvisningen. Der er jeg så personligt mere til freak power end til geledder, både når det gælder idræt og når det gælder politik.

Det var Erik Jensens bisættelse. Erik er borte, men vi er her stadig.

No pasarán.